Pinsens billeder

Pinse ved Kaløvig: Sol, blå himmel, dejlige solnedgange, lyse nætter - vejrguderne var mildt stemt. Bytur, grill og is- og slikspisende børn, som jeg dog ikke fik taget billeder af. 

Jeg var endda i vandet, men det var godt nok ikke i det "rigtige" vand, men i campingpladsens svømmepøl. Det er der - Gott sei Dank - heller ingen fotos af.

Campingpladsens kat hedder Pussi. Han tog al aktiviteten på pladsen med knusende ro og lod sig til vores store fornøjelse villigt fotografere.

Minsandten!

Jeg har strikket en trøje færdig til mig selv. Desværre er den ikke blevet helt vellykket.

Som det ses på billedet, er den blevet rigeligt kropsnær - eller også klæder den helt lige facon ikke mit runde korpus. Den er strikket i alpaca (Tynn alpakka fra Du Store Alpakka). Ergo er den temmelig varm og skal først bruges næste vinter, og da forventer jeg at have tabt 5-10 kg, så måske kommer den til at passe bedre.

Jeg kan bare ikke lide at have den på. Når man mærker på den, er den blød og lækker, men når den kommer på, er der en umiskendelig uldfornemmelse, og hvis det ikke ændrer sig, kommer jeg ikke til at gå med den.

Til gengæld kunne jeg godt lide at strikke strukturmønsteret i trøjen. Heldigt, for jeg har strikket det meste af bullen to gange. Jeg lavede pligtskyldigt strikkeprøve og gik derefter i gang med trøjen. Af uransaglige grunde valgte jeg bare pinde ½ nummer mindre, og det opdagede jeg først, da jeg var næsten færdig med bullen.

Jeg kunne ikke forstå, at trøjen var blevet så snæver, men fandt årsagen, da strikkeprøven blev fundet frem. Mønsteret var også alt for tæt og massivt i trøjen i forhold til strikkeprøven, så det var en ommer. At trøjen så stadig er rigelig tætsiddende,  er en anden sag.

Ind imellem har jeg strikket endnu et sjal. En anden farve, men samme mønster som "Lises sokker", dog med en almindelig rillekant som afslutning i stedet for den ensfarvede bort. Det mangler bare at blive vasket og spændt ud på mine forholdsvis nyindkøbte udspændingskabler. Jeg har også til stadighed noget babytøj på pindene.

Næste større projekt bliver nok en tunika til mig selv. Ikke af uldgarn!

Og Absalon ta'r hjelmen af...

...og si'r goddag, goddag, goddag. Og så sagde vi også goddag til Absalon, da vi tog en smuttur til hovedstaden i går.

Vi drak først kaffe hos min faster, der nu er over 90 år, men stadig er fuldstændig, som hun altid har været, bortset fra at hun ikke er helt så mobil mere. Godt at se.

Bagefter daskede vi rundt i byen. Var bl.a. i håndarbejdsforretningen Sommerfuglen, men vi holdt os i skindet. Selv om de har rigtig mange garner, nøjedes vi med at købe lidt knapper. Det kan altså lade sig gøre at kigge på garn uden at svinge betalingskortet.

Det gode vejr havde lokket mange mennesker til byen, og der var travlt både i butikker og på caféer og spisesteder. Især dem med fortovsservering.

Gamle stuepigeuniformer til salg

Opkaldt efter vores Sarantoya?

Rasmus Klump S-tog

En verdensstjerne i Århus

Flórez på plakaten med reflektion af rådhustårnet

I går sang Juan Diego Flórez i Musikhuset, og vi var blandt publikum! Han er en af vores yndlingstenorer.

Så er det lige ved...

Og han var god. Ja, sådan set var han fantastisk! Han synger så klart og ubesværet, behøver overhovedet ikke at presse stemmen, selv om han synger masser af de helt høje toner.

Det er altså noget af et scoop fra Musikhusets side at have fået ham til byen. Hans Europa-tour indbefatter også koncerter i Paris, London, Liege, Berlin, Rom, Wien og Salzburg. Fornemt selskab, må man sige.

Flórez er ikke en spradebasse på samme måde som Roberto Alagna, men han er lige så charmerende på sin måde og havde ingen problemer med at komme ud over rampen. Vi var ikke ene om at være begejstrede, og der måtte hele tre ekstranumre til. Både Politiken og Jyllands-Posten giver koncerten 6 stjerner af 6 - helt fortjent.

Flórez med sin dirigent Alessandro Vitiello
og meget velfortjente blomster

Der er ingen tvivl om, at den fabelagtige Flórez for os blev højdepunktet i musiksæsonen 2011-12, som nu er slut. Vi var til den sidste symfonikoncert for en uges tid siden og til den sidste operabio i søndags.

Symfonikoncertrækken sluttede med Mahlers Opstandelsessymfoni, som også blev afskedskoncert for chefdirigent Giancarlo Andretta. Rigtig godt, og faktisk kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har været utilfredse med en symfonikoncert.

Vi har købt billetter til næste sæson. Det er et meget interessant program, synes vi, og vi var nødt til at købe til flere koncerter, end vi på forhånd havde tænkt os. Vi må spare et andet sted, og tiden har vi jo nu. Når den nye sæson starter, er Dorthe også gået på pension.

La Traviata, som var vores slutforestilling i operabio, har jeg faktisk aldrig set før, men jeg kender jo den dejlige musik. Natalie Dessay sang titelpartiet. Jeg er ellers glad for Dessay, men jeg synes ikke, hun var nogen særlig god Traviata. Opsætningen var moderne og minimalistisk - for minimalistisk for min smag, og La Traviata  var lidt en skuffelse.

Det var operakoncerten på Århus Teater samme eftermiddag til gengæld ikke. Vi havde vundet billetterne til Passione, som koncerten hed. Dejlig musik med to sopraner akkompagneret af klaver plus - ikke mindst - Herning Kirkes drengekor og for resten også deres pigekor. I operabio siger de altid, at opera på film ikke kan sammenlignes med den ægte vare, og det er rigtig nok, både når den ægte vare er Passione, og i særdeleshed når den er Juan Diego Flórez i levende live.

Store konfirmationsdag

Når første søndag i maj samtidig er søndag efter St. Bededag, så må det være årets store konfirmationsdag. Vi så da også rigtig mange flag ved kirker og i byer, da vi kørte til Viktors konfirmation i Vejrum.

Festen bagefter blev holdt på Hjerl Hede, og det var et godt sted med fine lokaler og god mad. Og så er der jo dyr på heden. En ekstra attraktion da vi gik tur mellem middagen og skrubafmaden.

Gæssene var nu ikke alt for begejstrede for at blive kigget på, men sådan er det jo med gæs.

Apropos gæs, så er jeg kommet i tvivl om, hvilken slags gæs Niels Holgersen og den tamme Morten Gase egentlig følges med til Lapland.

Jeg troede, det var grågæs, men det er det ikke. I bogen bliver de omtalt som vildgæs, men det er jo ikke nogen specifik gåseart. Sjovt nok har jeg ikke ved mine tidligere læsninger af Niels Holgersen lagt mærke til, at det ikke kan være grågæs.

Jeg er kommet frem til, at det nok må være sædgæs. De yngler i hvert fald i Lapland. Mon der er nogen, der ved med sikkerhed, hvilken slags gæs, Selma Lagerlöf omtaler som vildgæs? Det er unægtelig lidt for sent at spørge hende selv.

Ud over gæssene er der bl.a. geder - lige nu med fire legesyge gedekid på Hjerl Hede. De sprang rundt stort set hele tiden som gedekid har for vane, helt uden hensyntagen til fotograferne.

Gæster i haven

Vi har haft uventede gæster i haven. Den første - en blomst - er der faktisk endnu.

Det er en anemone. Gad vidst om den har fornemmet, at jeg godt kan lide anemoner. Problemet er bare, at det umiskendeligt er en GUL anemone, og selv om jeg også godt kan lide gule anemoner, så hører den altså ikke hjemme i vores have. Den har sneget sig under hegnet fra naboen. Sjovt nok synes jeg ikke, jeg kan se nogen gule anemoner i hendes have???

Jeg kan ikke nænne at fjerne den, mens den blomstrer, men når den er afblomstret, så skal den væk.

Den anden gæst, som faktisk er to gæster, er det ikke lykkedes mig at fotografere, men heldigvis er der billeder af artsfæller på Flickr. Det er russiske Sergey, der har taget det fine billede.

Et dompap-par har nemlig fundet vej til solsikkekernene i vores foderhus. Det er bare sådan nogle nydelige fugle. "Vores" han ligner præcis denne moskovitiske dompap.

Vi har en del fugle i haven, men der er ikke så mange forskellige arter. Musvitter og blåmejser besøger foderhuset dagligt, og der er selvfølgelig også solsorte, skovspurve og måske også gråspurve. En gang imellem ser jeg også en rødkælk og en gærdesmutte, men så er det vist også sagt. Nej, det er ikke helt rigtigt, for vi får også somme tider besøg af nogle duer, som jeg dog ikke er så begejstret for.

Det er jeg for dompapperne. De er mere end velkomne!

Gæt hvor vi har været i dag!

Ja, vi har besøgt den lille isbjørneunge Siku i Skandinavisk Dyrepark, og han er bare charmerende, skulle vi hilse og sige.

Han er nu 23 uger gammel, vejer 28 kg, og han er så sød og sjov. Både når han tager sig en lur, og når han leger. Vi håber sådan, at han udvikler sig til at blive en "rigtig" isbjørn og ikke bliver en ny Knut. Personalet gør i hvert fald alt for det.

Siku betyder havis, og sin unge alder til trods er Siku allerede ambassadør. Nemlig for sine vilde - hårdt trængte - artsfæller. Se mere om Sikus mission på Skandinavisk Dyreparks hjemmeside.

Der kommer flere Siku-billeder på Flickr (jeg tog mange!), og også billeder af nogle af de andre dyr. Især de røde ræve. Der var også rævehvalpe, men de behagede nu ikke at vise sig, mens vi kiggede på ræveindhegningen. Vi købte selvfølgelig sæsonkort, så vi håber på bedre held med hensyn til ræveungerne næste gang