Intens blå

Netop nu blomstrer forårsensianen i en af vores krukker. Jeg mener, den vi har, hedder Gentiana acaulis på latin.

Den er blå - virkelig blå! Allermest, når solen har gemt sig bag en sky som på det øverste billede.

Når man kigger nærmere på blomsterne, opdager man prikkerne indeni. Lidt som orkideer, men i modsætning til orkideerne gemmer ensianerne genert sprællet lidt væk.

Vi burde have to andre senereblomstrende sorter af ensian også. Jeg kan bare aldrig huske fra år til år, om de nu også har vist sig. Måske skulle jeg gøre alvor af at få lavet en havedagbog.

Jeg kunne godt tænke mig flere ensianer. Lundhede Planteskole har et pænt udvalg, men gad vidst om man ikke kan besøge planteskolen mere? På nettet ser det ud til, at det kun er en internetbutik. Jeg kan bedst lide selv at vælge mine planter ud.

Pensioneret, så...

...kan man få tid til at bage.

I sidste uge var jeg til en kær kollegas afskedsreception. På hendes arbejdsplads mente de, at nu ville hun få tid til at komme på besøg med hjemmebagt kage. 

Jeg må indrømme, at jeg ikke har været på besøg med hjemmebag, men det kan da godt være, jeg skulle indhente det forsømte. Fakta er dog, at jeg har bagt flere gange, siden jeg fik min frihed, og det er bestemt ikke noget, jeg praktiserede i større stil, mens jeg arbejdede. Når jeg bagte, var det kager, stort set aldrig brød.

Men det har jeg gjort nu. Historien er, at jeg på Irenes blog så den trøje, hun er ved at strikke efter en opskrift fra Hendes Verden. Den kan jeg rigtig godt lide, så den opskrift ville jeg gerne have fingre i. Samme uge var der et strikketillæg med bladet, som fluks blev købt. Hvis det ikke var det tillæg, Irenes trøje var i, kunne der jo være noget andet godt.

Det var ikke det tillæg, og jeg syntes ikke specielt godt om modellerne i heftet. 

Men inde i bladet var der en opskrift på et havrebrød. Jeg elsker havregryn og bilder mig ind, at alt med havregryn smager godt, så det skulle prøves. Så ville indkøb af bladet ikke være helt spildt.

Det blev faktisk et udmærket brød. Heldigvis, for jeg måtte indkøbe både knækket rug og hørfrø, og der er til mange flere brød. Havregrynene har vi altid i huset.

De er frække!

Jeg har stukket mælkebøtter i haven, men da jeg kiggede ud ad vinduet i går morges, stod der alligevel hele to eksemplarer med strittende blomster. De lo vist lidt i skægget (hvor det så ellers er henne på en mælkebøtte).

De gemmer sig under vores troldel, og lige pludselig er de kæmpestore.

Egentlig er mælkebøtter noget anstændigt ukrudt, når det skal være. Det er let at fjerne dem, ikke noget med rødder, der spreder sig i alle retninger. Selvfølgelig kommer der nye. Jeg kam ikke lade være med at beundre deres ukuelighed.

Pensioneret, men...

Paradoksalt nok føler jeg mig næsten mere som bibliotekar nu, hvor jeg er pensioneret, end da jeg rent faktisk gik på arbejde. I hvert fald beskæftiger jeg mig mere med materialerne nu - både musikken og bøgerne.

I Århus Kommunes Biblioteker har man fjernet bibliotekarernes muligheder for at kende de materialer, man låner ud. Orienteringen skal i hvert fald ikke finde sted i arbejdstiden. Valget af materialer foregår slet ikke i Århus mere, og ganske vist postulerer man, at formidlingen er vigtig, men det er altså ikke let at formidle noget, man ikke har noget kendskab til. I arbejdstiden måtte jeg stjæle tid fra pasudstedelser og noget, der lignede ungdomsklubarbejde, til at kigge i de indkøbte bøger - og så var der jo frokostpausen :-( Jeg tror, at "væsenet" regnede med, at vi nok ville bruge vores fritid til at orientere os.

Det ville jeg så ikke lige. Jeg hørte en del musik i min fritid, men bøgerne nåede jeg næsten ikke.

Nu læser jeg igen. Jeg hører også lydbøger, især når jeg tager mine traveture. Jeg har hørt både Den døende detektiv af Leif G. W. Persson og Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Begge meget velegnede til formålet. Den hundredårige... er en rigtig sjov og fantasifuld skrøne, Den døende detektiv er en krimi lidt af den gamle skole, hvilket i mine ører ikke gør den ringere.

Andre bøger skal læses som rigtige papirbøger, synes jeg. Lige nu genlæser jeg Selma Lagerlöfs Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige. I den fuldstændige udgave, som vel at mærke kun er på knap 500 sider. Færre end de fleste af nutidens krimier. Forfatterne har tydeligvis svært ved at fatte sig i korthed, også selv om de ikke har så meget på hjerte som Selma Lagerlöf.

Jeg har arvet bogen fra min far. Den er trykt på lækkert, ikke-blankt papir; der er dejlige pennetegninger af Oscar Bojesen; og så har min far selv indbundet bogen. Det er en nydelse at bladre i den bog! OG at læse den!

Lydbøgerne låner jeg via netlydbog.dk, men den side er godt nok ved at drive mig til vanvid.

Hvis jeg ikke lige ved, hvad jeg vil låne, så er jeg ilde ude. Elendigt søgesystem! Vist stort set det samme som bruges på Århus-bibliotekernes hjemmeside. Jeg synes, det er et uintelligent system, der undervurderer brugerens behov. Det måtte jeg i øvrigt ikke sige, da jeg var ansat.

Det er nok alligevel begrænset, hvor længe jeg kan bruge netlydbog.dk. Min mp3-afspiller har nogle år på bagen, og så vidt jeg har forstået, er det ikke muligt at købe en ny, der kan bruges til download af lydbøger fra netlydbog.dk. Så kan jeg kun høre dem via computeren, og det tror jeg ikke, jeg har lyst til. Jeg håber, afspilleren holder så længe, at jeg kan nå at høre hele Sjöwall & Wahlöö serien. I rækkefølge!

Av, min tand!

Mine tænder er ikke specielt gode. Da jeg var barn, havde vi en tandlæge, der ikke kunne nænne at bore i børns tænder. Det vidste mine forældre selvfølgelig ikke, men resultatet blev en formodentlig mangelfuld tandbørstning - for det gik jo godt nok. Da jeg i 12års alderen kom til en anden tandlæge, havde jeg en masse huller.

De gamle plomber har af og til skullet skiftes, og jeg har også en del rodbehandlede tænder. Det er imidlertid ikke altid nok, og i torsdags fik jeg for anden gang foretaget en rodspidsamputation. Tanden gjorde ganske vist ikke ondt mere efter en penicillinkur, men der var risiko for, at den ville komme til det igen.

Jeg kan ikke huske, at jeg første gang havde nogen gener efter operationen, men denne gang er min kind på trods af gentagne behandlinger med isposer det første døgns tid voldsomt hævet, og min mund er meget mere skæv, end den plejer at være.

Egentlig er jeg ikke meget for at vise mig med det udseende, men på den anden side gad jeg i dag ikke holde mig på vores egen matrikel. Ergo tog jeg på torvet for at købe hornvioler.

Der var ikke nogen, der faldt om af at betragte mit skæve hoved - endsige overhovedet bemærkede det, så bagefter gik jeg gennem byen til Gammel Munkegade til kunsthåndværkerbutikken Nr. 4, hvor jeg i længere tid har haft kig på en lille taske. Den var der stadigvæk - jeg forkælede mig selv.

På vej tilbage fandt jeg ud af, at der var motorcykelfremvisning i byen. På Clemens Bro holdt der bl.a. en masse gamle Nimbus'er. De klædte broen rigtig godt.

Både på Clemens Bro og andre steder i byen var der nyere motorcykler, bl.a. en rigtig flot gul én, men den nåede jeg ikke at fotografere.

P.S. Min hævelse er vist begyndt at skrumpe ind. Til gengæld er kinden ved at blive grøn, men det er trods alt bedre. Og godt nok er mine tænder ikke ypperste kvalitet, men det er mit tandkød. Ikke skyggen af paradentose, så det er ikke den rene elendighed.

Aktiv påske

Det er den 11. i dag, og jeg har endnu ikke fået lavet nogen indlæg i denne måned. Sløjt! Nu skal det være.

Men vi havde altså også en meget aktiv påske. Som sædvanlig var Lise på besøg de første påskedage. For en gangs skyld var vi ikke på nogen længere udflugter, hvilket vejret havde en del af skylden for. Vi holdt os i Århus og var bl.a. på Besættelsesmuseet og til Fuldmåneaften på Steno Museet. Vi nåede også at shoppe lidt og at besøge et par caféer, og ellers hyggede vi os hjemme med masser af hjemmebagt brunsviger og påskeæg. De lækre handsker er af mærket My Wallit, og det var IKKE mig, der ikke kunne nære mig. Det skal dog siges, at før vi var i My Wallit-butikken havde jeg købt en ikke helt billig tunika, så jeg har ingen grund til at spille hellig.







Dorthe og jeg fik også set et par kunstudstillinger. Bl.a. var vi på Holstebro Kunstmuseum. Hovedformålet var at se udstillingen Ude af fokus, og ligesom sidste år var vi meget begejstrede. De er altså gode til at finde nogle interessante vinkler i kunsten. Desuden fik vi set billeder af kunstnere, vi ikke kendte i forvejen. Ikke så ringe at få udvidet sin horisont. Billedet er et udsnit af Christian Schmidt Rasmussens "Arvefjenden", som var et af de billeder, vi kiggede længe på.

I tilgift var der også en udstilling af skulpturer af Anders Bonnesen. Ikke lige præcis ordinære skulpturer.  Mange af værkerne havde lange udsagn som titler, som for eksempel "Nogle gange er man nødt til at gå en længere omvej blot for at vende tilbage til udgangspunktet" eller "Hvis du ikke ved hvor du vil hen vil alle veje føre dig dertil". Det, der er på billedet, har dog den korte titel "Lost Highway".


Uden for museet var der masser af anemoner, som jeg synes, det er svært at fotografere, men her er et af mine forsøg.

Vi fik også set nogle dyr, da vi tog ud i Dyrehaven. Man skulle tro, at hjortene blev sultet, så interesserede stillede de sig an, hver gang lågen gik. Det er dog ikke tilfældet, observerede vi ved selvsyn. Hos vildsvinene havde en af mødrene syv små stribede grislinger. Nej, hvor var de sjove og søde - men i modsætning til hjortene umulige at fotografere.

Endelig nåede vi også i biografen, hvor vi selveste 9. april så Hvidsten gruppen. Selv om vi kendte historien ret godt i forvejen, var det absolut en seværdig film med nogle stærke skuespillerpræstationer. Megen snøften hørtes - ikke uden grund.