Taskestrejke

Jeg er gået i taskestrejke! Eller måske har jeg snarere lockouted tasker? I hvert fald er jeg irriteret over, at jeg har så mange tasker, som jeg ikke får brugt, så nu vil jeg ikke købe flere.

Egentlig ville jeg gerne altid have en taske med, der matcher mit tøj, men det er åbenbart for besværligt for mig at skifte fra den ene taske til den anden. Resultatet er, at den taske, jeg bruger "lige nu", bruger jeg i lang tid, og alle de andre fylder bare op.

I realiteten kunne jeg nøjes med at have en enkelt taske eller et par stykker i forskellig størrelse. Og det er jo ikke så tit, man slider en taske op, så der er ikke nogen naturlig afgang (sidst jeg sled en taske op, var det en, jeg var så glad for, at jeg anskaffede en ny af samme slags. Hvor idiotisk kan man være?).

Jeg har vist ikke købt en taske i over et halvt år. Der har da været fristelser, men så er jeg kommet i tanke om hele raden af opmarcherede tasker derhjemme, og så har jeg mistet lysten til at investere i endnu én til samlingen. Det er ikke noget regulært princip for mig, så lad os nu bare se, hvor længe jeg holder mig i skindet.

I går spiste vi frokost på Lynfabrikken, hvor de, som det ses på billedet, har et helt pænt udvalg af Freitag-tasker. Da kunne jeg godt mærke, at det kriblede - lidt, men ikke så meget, at jeg måtte gribe til betalingskortet.

Tiden slår ikke til

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.


I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.

Ny suppe på repertoiret

Jeg var kommet til at købe flere poser sorte bønner. De fyldte ret meget i kolonialskabet. Ergo fandt jeg nogle opskrifter på sortbønne-suppe på nettet - jeg har ikke brugt de sorte bønner før. Som sædvanlig lempede jeg lidt til her og der, så min opskrift kom til at se sådan ud:

Hovedret til mindst 4 personer
700g sorte bønner
2 spsk olivenolie
5 løg
6 fed hvidløg
1 pakke kalkunbacon (7-8 skiver) - almindelig bacon kan også bruges, hvis man ikke tæller kalorier
5 stilke bladselleri i tynde skiver
5 store gulerødder i tynde skiver
1 spsk spidskommen
2 friske røde chilier
5 dl oksebouillon
salt og peber
persille
citron

· Bønnerne udblødes og koges efter anvisningerne på posen. Lad dem blive i kogevandet.
· Løg og hvidløg hakkes, halvdelen af baconen klippes i små stykker og steges sammen med løgene i en gryde til løgene er klare.
· De resterende grøntsager og krydderierne tilsættes. Simrer til grøntsagerne er næsten møre.
· Grøntsagerne blendes sammen med bouillonen. Bønnevand tilsættes til suppen er lind.
· Smag til med salt og peber og juster eventuelt med spidskommen.
· De hele bønner tilsættes, og det hele simrer yderligere 10-15 minutter.
· Den resterende bacon ristes og serveres som pynt. Drys med masser af hakket persille og dryp med citronsaft.

Suppen er ikke køn - faktisk ligner den et mudderbad, fordi bønnerne afgiver masser af farve. Jeg tænkte på at forsøge mig med noget gurkemeje, men jeg tror alligevel ikke, den bliver meget kønnere af det. Godt med persille er nok en bedre udvej.

Og så smager den godt. Jeg synes, der er en rigtig fin balance mellem bønner, chili og spidskommen, og citronen giver lige en ekstra dimension.

Tidnød

Er det absolut nødvendigt, at VM i de nordiske skidiscipliner PLUS skiskydnings VM PLUS indendørs EM i atletik skal foregår samtidig? Det går lige at få det hele set, når harddiskoptageren ellers kører nærmest i døgndrift - og man har ferie - og det har vi haft i den forløbne uge af samme grund.

Men når vi så også skal til operabio, så kommer vi i knibe. Optageren kan jo kun optage på en kanal ad gangen, og vi havde brug for mindst to. Det var lige ved, jeg overvejede at droppe operaen, men også kun lige ved - noget af vintersporten måtte ofres. Operaen var nemlig John Adams' Nixon in China, og den ville jeg godt nok svært nødigt gå glip af efter Doctor Atomic, som vi så for et par år siden.

Vi blev ikke skuffede! Jeg er vild med Adams' musik, og jeg synes, det er så spændende, at hans operaer handler om noget, der har betydning. Nok en gang fantastisk sunget og spillet af samtlige medvirkende i alle roller. Det var sjovt at se Kathleen Kim som fru Mao - en helt anden karakter end dukken i Hoffmanns eventyr.

Der er forbløffende få i Århus, der er interesserede i moderne operaer. Vi var 10 (ti!) tilskuere i den store sal i BioCity. Jeg er næsten flov på min bys vegne.