Meget kan man sige om vejret...

...men der er i hvert fald én fordel ved den kølige maj: Havens blomster holder ualmindeligt længe. Det gælder i høj grad mine elskede tulipaner.

Vores tulipaner var sidste år blevet noget spredte, så vi satte fem forskellige nye i efteråret, og de har alle været rigtig fine.

De blev købt hos Zimtrade, som jeg synes har et stort og varieret udvalg. Desværre har jeg smidt kataloget ud, og det er ikke på nettet, så jeg kan ikke fortælle, hvad de hedder. Ud over farven blev de også valgt efter at have stive stængler og ikke at være for høje, så de ikke lægger sig i regnvejr (som de gamle gør), og det har de faktisk heller ikke gjort.

I forhaven er der kommet fire nye sorter, som er sprunget ud med lidt mellemrum. De blomstrer allesammen lige nu. Jeg tror ikke, de ville have blomstret samtidig, hvis vejret havde været normalt majvejr. Den, der sprang ud først, var den sart lyserøde med et svagt lilla skær. Den korresponderer meget flot med klematissen på den anden side af indgangen.

Farven klæder også de to nye orange, der står på samme side som klema- tissen. Der er lige nu en orange linje med valmuer ved indgangen, de to slags tulipaner og hornvioler ved døren. Tulipanerne er lidt af samme type, ligesom lidt flammede. Jeg tror den på det nederste billede, som sprang ud sidst, er en Princess Irene, men jeg er ikke sikker.

Den sidste sort i forhaven er næsten lige sprunget ud. Den står faktisk i krydderurte- bedet, og jeg har ikke fået den fotograferet endnu.

Endelig er der også kommet er ny tulipan i den blå have. Blå selvfølgelig - sådan da. Der eksisterer vist ikke helt blå tulipaner, og måske ville det ikke engang se godt ud. Vores nye er mørk rødlilla. Den har jeg heller ikke fået fotograferet, og den er på det sidste nu.

Det bliver spændende, hvordan de nye tulipaner ter sig næste år. Jeg synes tit, der sker det, at de kommer meget flot det første år, men så bliver der færre og færre af dem. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men jeg gider altså ikke de store Apeldoorn-tulipaner. Godt nok kommer de trofast år efter år, men de er alt for voldsomme til vores lille have. Selv om jeg vældig godt kan lide tulipaner, så er en af mine yndlingsaversioner faktisk den ellers meget populære sammensætning af høje postkasserøde og gule tulipaner. Så hellere investere i nye tulipaner med mellemrum.

En ny skøn sopran

Nino Machaidze hedder hun, og vi var til koncert med hende for to dage siden. Hun er bare 26 år, fra Georgien, og hun er god, skulle jeg hilse og sige.

Da vi købte billetterne for over 1 år siden, havde vi aldrig hørt om Nino Machaidze, og vi vidste ikke stort mere, da vi arriverede til koncerten i går, men nu er vi medlemmer af den garanteret hurtigt voksende fanskare.

Hun har en meget fyldig og udtryksfuld sopran. Rigtig flot i bel canto-operaerne, men hun kan nu også synge Puccini, viste det sig. Og så har hun ingen problemer med at gebærde sig på en scene.

Der var en masse Donizetti på programmet, og ham bliver jeg altså mere og mere glad for. Det passer mig fint, at der er hele to Donizetti-operaer med i næste sæsons operabio.

Jeg synes for resten, det er flot, at vi her i byen har et symfoniorkester, der så flot kan accompagnere verdensstjerner. Også stor ros til dem og til dirigent Giancarlo Andretta.

Jeg kunne ikke komme til at tage billeder af divaen, og det er såmænd nok heller ikke tilladt, så i stedet er der et kig op i en af palmerne i foyeren. Til gengæld er her et link til en YouTube video med Nino. Hun synger "O mio bambino caro" fra Gianni Schicchi. Den fik vi som et af ekstranumrene, og der var vist adskillige, der havde en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Inklusiv mig selv.

P.S. Hele koncerten bliver sendt på P2 i aften.

Rhododendron

Et par af vores rhododendron i forhaven står lige nu i fuldt flor.

Øverst et billede af 'Linda', som står ved vores noget udslidte postkasse.
Linda er vores næstældste rhodo, den er nok mindst 30 år gammel. Den har en intens pink farve og er meget rigtblomstrende. Den bliver som det ses ikke så stor, men en gang imellem er vi nødt til at beskære den lidt.

'Moerheims Pink' er noget sartere i farven, og den er meget større. Den står i det, vi kalder vores skovbund. Den er næsten lige så gammel som Linda. For et par år siden var den blevet noget tynd og pjusket, så vi gik i gang med en foryngelseskur, der gik ud på at fjerne nogle af de mere bare grene. Det ser ud til at være lykkedes helt godt. Sidste år var der ikke så mange blomster, men det er der i år, og faconen er også blevet meget pænere igen.

Vores allerældste rhododendron er den ganske almindelige blålilla - egentlig har den forkert farve til den pink/orange have, men det lever vi med, for vi fik den i indflyttergave, så den er nødt til at blive. Vi må trimme den med jævne mellemrum, for den kan jo blive kæmpestor, og i år ser det ikke ud til, at der er nogen blomster. Det kommer der forhåbentlig igen, også selv om farven er forkert.

Vi er ret omhyggelige med at få fjernet alle de afblomstrede blomster. Vi har somme tider talt, hvor mange vi har nippet af sådan ca., og det er oppe omkring de 1000 i de bedste år. Vi sørger også for at give vand omkring blomstringen, men ellers passer vores rhododendron sig selv.

Havens blå prinsesse

er denne klematis med det fulde navn Clematis alpina Blue Princess. Alle alpina-sorterne har vist de søde klokkeformede blomster.

Vi købte den for knap 2 år siden, og faktisk har vi ikke set den blomstre før nu, men den er bare så dejlig. Der er masser af blomster, og farven er en fin, ligesom lysende, blålilla. Det var et godt køb, vi gjorde den gang.

Vi køber vores klematis hos ClematisDanmark i Ugelbølle. Ejeren Flemming Hansen ved vist alt, hvad der er værd at vide om klematis og har selv en helt vidunderlig have. Vi tager derud, når der er Åben Have, og indtil videre er der kommet en ny klematis med hjem hver gang.

Nu mangler vi vist bare en sentblomstrende i den blå have. Mon ikke vi kan få den i hus - eller rettere have - en gang i august.

Nøijjj!!! og Ihhhh!!! og Åhhhh!!!

En aflevering af planter til Annett gav lejlighed til at mødes over tapas i Kafe K i Skanderborg. De serverer gode tapas, men vi fik en ekstra bonus: Årets første ællinger i Skanderbog Sø.

Som det ses på billedet var der ikke færre end 16! De svømmede - meget hurtigt - helt tæt sammen og også tæt på andemor. Der var en pippen og en rappen, men mest det første, for andemor havde godt styr på sit talrige afkom. Har hun virkelig selv har ruget 16 æg ud? Har hun hugget en anden andemors afkom? Eller var det bare børnehaven, vi så? Nej, sådan er det vist ikke i andeverdenen. Det er nok hendes egne - allesammen.

Om de var nuttede? Ja, døm selv!

Forårsferie

Jeg elsker de korte forårsferier. I år har jeg været lidt uheldig med fordelingen, men Kr. Himmelfartsdagsferien var - er - dog min.

Vi havde besluttet at tage til København fredag. Godt nok undrede vi os over den lave pris på vores orange togbilletter, men det var først i toget, vi blev klar over, at det var store togdag. Det betød rigtig mange turister i byen, og det planlagte besøg for at se på kunsten i kronprinseboligen blev opgivet, da vi så køen. Senere hørte vi, at der havde været omkring 3 timers ventetid.

Det blev så til en mere almindelig dag i byen med bare et enkelt galleribesøg plus shopping, men det var også godt nok.

Jeg var nødt til lige at kigge forbi det genopstandne Montmartre, et af min ungdoms kultsteder. Jeg bilder mig ind, at jeg har været der utallige gange, men når det kommer til stykket har det nok ikke været så tit - jeg var jo bare en fattig studerende. Men i hvert fald har jeg nogle gode minder fra stedet. Da jeg så, at det skulle åbnes igen, spekulerede jeg straks på, om man så også kunne få friturestegte muslinger. Det kan man ikke, ifølge den anmeldelse jeg så fra den første aften efter genåbningen. Faktisk var det det allerførste der stod i anmeldelsen - sjovt!

Der er også kommet en Montmartre-café, der har åbent om dagen. Spisekortet, som vi i øvrigt ikke studerede nøjere, var udelukkende på engelsk. Ret krukket.

I stedet indtog vi frokost på Café N i Blågårdsgade, og den er i hvert fald ikke krukket. En meget lille og hyggelig café med et ret klassisk og meget billigt vegetarkøkken. Det bliver nok ikke sidste gang, vi kommer der.

Suppetid

Normalt er det ikke lige suppetid i maj, men det er det altså i år.

Vi er glade for supper her i huset og også ret gode til dem, synes vi selv. Vi har et lille arsenal af opskrifter - allesammen vegetariske, som vi laver store portioner af en gang imellem, så der også bliver noget til fryseren.

En af dem er gulerodssuppe, som vi første gang fik hos Yrsa.

OPSKRIFTEN:
4 store gulerødder, groft revet
4-5 stængler bladselleri, skåret i skiver
Smør/olie til stegning
½ tsk karry
1 hakket løg
1 l grøntsagbouillon
200 g flødeost naturel, gerne fedtfattig
Revet ingefær – 2-3 cm (der var ikke ingefær i Yrsas opskrift, men vi kan godt lide ingefær og synes, det passer godt sammen med gulerødder)
½ tsk revet muskatnød
1 tsk timian
salt og peber
eventuelt citron

1. Løg og bladselleri svitses gennemsigtige i smør/olie sammen med karryen
2. De revne gulerødder tilsættes og svitses med 1-2 min
3. Ingefær og bouillon røres i
4. Muskatnød og timian tilsættes
5. Suppen jævnes med flødeosten

Kog suppen op under omrøring, men lad den ikke småkoge for længe, så grøntsagerne mister sprødheden.
Smag til med salt, peber, citron og evt. mere ingefær og server suppen med flûtes.
Hvis suppen ønskes mere fyldig, kan man tilsætte kogt kyllingekød.
Hvis suppen skal fryses, tilsættes flødeosten først ved opvarmningen.

Koldt forår

Der har ikke været mange dage, hvor jeg har haft lyst til at være i haven. Og når det HAR været vejr til det, har jeg haft andet om ørerne, så det er indtil videre en sørgeligt forsømt have i år.

I formiddags fik jeg dog klippet græsset for første gang. Det var særdeles tiltrængt, men jeg havde nu også trukket tidspunktet på grund af alle krokusserne i plænen. De var ikke visnet ned endnu, men jeg håber, de allerede har fået saft og kraft til at komme igen næste år.

Det er glædeligt, at vores blåskæg har klaret vinteren. Faktisk er det eneste tab vist den nyplantede perovskia, og den får lige lidt tid endnu, inden jeg opgiver den. Den syriske rose kan man heller ikke se liv i endnu, men sådan er det hvert år, og jeg vil blive meget forbavset, hvis den ikke har det helt fint.

Katten er en af områdets katte, som har placeret sig i solen - og lige ovenpå katteurten. Det må den godt, katteurten skal nok klare sig. Jeg har fotograferet den fra et af vinduerne ovenpå.

På et af de andre billeder, jeg har taget, kan jeg læse på dens navneskilt, at den hedder Alex. Den er nydelig sort og hvid, og i solen så pelsen helt rødlig ud nogen steder - det kan man godt se på billedet.