Mit liv med te

Som barn kendte jeg ikke noget videre til te. Det var noget man drak, når man var syg og så Store Bededags aften. Den var af mærket Singalwatte, som blev købt i Brugsen.

Som ung drak jeg masser af te sammen med veninderne. Mange forskellige sorter blev afprøvet, men meget tit var det den røgede Lapsang Souchong, der var på kanden.

Sådan som jeg husker det, var der ikke alle de forskellige frugtteer, krydderiteer o.s.v. på det tidspunkt, men de kom kort tid efter, og de ødelagde næsten mit forhold til te. Altså kvædete - BVADR!!! Det vidste jeg bare ikke, så jeg søbede mængder af jordbær- og kardemommete. Men jeg kom til at synes bedre og bedre om kaffe, og efterhånden gled teen ud.

For en 10 år siden fik jeg imidlertid noget te af min niece. Det var købt hos Fortnum & Mason i London, hed Royal Blend, og ih, hvor den smagte. Altså begyndte jeg igen at drikke te. Meget praktisk, for i mellemtiden var jeg kommet til ikke så godt at kunne tåle kaffe.

Jeg er ikke regelmæssigt i London :-( så da jeg havde brugt op af min Royal Blend, måtte jeg igen prøve mig frem, og jeg har fundet ud af, at min foretrukne te er Assam. Med mælk. Det er dog ikke alle Assam-teer, der er lige gode. Min favorit køber jeg i Flensborg, men jeg er somme tider nødt til at supplere med køb andre steder. Hos Sofies Forældre, hvor jeg har taget billedet af de små glas, hvor man kan lugte til teen, har de en udmærket en af slagsen, og hos min lokale teforretning Mundus har de adskillige forskellige, som jeg ikke har fået afprøvet endnu.

Så der er altså et liv med te, også efter kvædeteen! Og jeg skal snart prøve en Lapsang igen.

Seniordag

Jeg har min første seniordag i dag. Der er altså også fordele ved at blive 60! Nærmere bestemt 2 efter den overenskomst, jeg er under. Nogle af mine kolleger får ikke færre end 5, men jeg er nu glad for mine 2.

Foreløbig har jeg været meget fornuftig, bl.a. gik jeg til posthuset for at afbestille reklamerne. Det er nok i sidste øjeblik inden julens absurde papirfrås.

Jeg havde kameraet med for det tilfælde, at jeg skulle møde et dyr eller noget andet interessant. Det var det nu lidt tyndt med. Jeg så bagdelen af to hunde, der var på vej ind i deres respektive huse efter formiddagsturen, en husskade og et par andre fugle.
Gravkoen blev det nærmeste jeg kom på at fotografere et dyr.

Kulturdag i hovedstaden

Normalt er vi ikke særlig begejstrede for skuespil, men når Richard III kommer på programmet på Det Kongelige og oven i købet får gode anmeldelser, så må vi ud af røret, og vi havde fået billetter til i går.

Vi så Richard III for mange år siden i London med selveste Royal Shakespeare Company, og det var bare fantastisk. Den var også god på Skuespilhuset, kørte dog en anelse i tomgang ind imellem, syntes vi - men Skuespilhuset er flot, og den store sal, som vi var i, er en rigtig god teatersal. Visuelt smuk og faktisk meget intim, selv om den er rimeligt stor.

Til gengæld vil jeg gerne advare mod Skuespilhusets café Ofelia. Vi kom i pæn tid, så vi kunne nå at få en bid et eller andet. Ofelia er både restaurant og café. I restauranten blev der kun serveret en 3-retters menu, og så meget havde vi ikke lyst til, så det måtte blive caféen.

Ifølge menukortet skulle man kunne få en dagens sandwich, men da vi forhørte os om, hvad den var, fik vi at vide, at de kun serverede chips, croissanter og et par forskellige slags kage. Sådan! Croissanter er ikke på VORES menukort, så vi tog både chips og kage plus henholdsvis latte og te - en særpræget aftensmad! Latten smagte ikke af ret meget, teen - hvor jeg havde valgt en sort te - blev serveret uden mælk, som dog kom på forespørgsel, chipsene kom på bordet I POSEN, kagen var uinteressant, og petit four'ene smagte ikke ret godt. Og så var der ikke engang servietter med. Det var simpelthen for usselt, men det kostede en masse penge. Der sætter vi ikke vores ben igen.

Dagens bedste oplevelse blev helt uventet en udstilling med Ansel Adams fotografier på Gammel Holtegård. Vi er meget glade for fotos, men Adams var mest landskabsfotograf, og det plejer ikke at være vores yndlingsdisciplin, men de her billeder er bare helt ekstraordinært fantastiske. De er ikke "bare" landskabsbilleder, de er meget mere. Udstillingen fortsætter til 25. oktober - se den, hvis du bare er det mindste interesseret i fotokunst!

Spydkastere

Nu er jeg langt om længe færdig med mine billeder fra atletik-VM. D.v.s. jeg har fået sendt alt, hvad der er værd at sende til min Flickr-konto.

Det er såmænd ikke, fordi billederne er så fantastiske. Det er altså svært at tage gode sportsbilleder!

Nå, men jeg fik da taget af en del af vores favoritter, bl.a. af en del af spydkasterne. Dog desværre ikke af gutten her t.v. Det er russiske Sergey Makarov, og han var ganske vist med, men kvalificerede sig lige præcis ikke til finalen, hvilket vi var meget utilfredse med. For han er da flot!!! Jeg må jo indrømme, at det er svært at lade være med også at kigge på de flotte mænd, når vi ser på atletik, og spydkasterne er ikke de ringeste.

Billedet er hugget fra en tjekkisk atletikside.

En trendy tepotte

For 10-15 år siden stod vi uden tepotte, fordi jeg havde smadret låget til den gamle. Jeg kunne ikke lide tepotten, der er en af dem, der har en grim lyd, når man kommer til at røre ved den med en teske eller noget andet metal, men det var nu ikke med vilje, jeg smadrede låget.

Vi ledte efter en ny, men fandt i flere år ikke noget, der passede os. Nogle var for små, nogle havde ligesom den anden en for ru overflade, men de allerfleste havde den skavank, at låget faldt af, når man hældte af dem. Det var jo ligesom ikke det, vi var ude efter...

På det tidspunkt var vi bidt af antik- og loppemarkeder, og en dag kom vi tilfældigt forbi et i Hvide Sande. Udelukkende LOPPE-
marked, men vi gjorde herlige fund udi tepotter. Først fandt jeg minsandten én magen til den gamle, og den købte vi fluks - også selv om det egentlig kun var låget, vi var interesserede i.

Bagefter fandt vi den tepotte, vi nu bruger. Stor, gul og glaseret!
I bunden er den stemplet med DDR, hvilket vi syntes var vældig morsomt. Så vidt jeg husker, kostede den den formidable sum af 25,- kr.

Jeg ved ikke, om Ossi-ting dengang var højeste mode i Berlin, men det er de minsamdten nu, så vores tepotte må vel også være hot. Det bliver den i hvert fald, når vi laver te i den. Så er den næsten ikke til at holde på, så helt perfekt er den ikke - men næsten!

Kål er sundt!

...og for nogle af kåltypernes vedkommende også billigt.

Jeg kan godt finde ud af at spise blomkål og rosenkål og til dels også broccoli, men hvidkål har jeg det altså lidt svært med.

Og dog! En af mine yndlingsretter er nemlig med hvidkål, og den kan jeg spise så tit, det skal være. Eller i hvert fald så tit en af os gider lave den.

Det er KARRYKÅL, og det er en meget simpel ret, der er meget simpel at lave.

Opskriften er til 4 personer:
1 hvidkål (ca. 1,2 kg)
2-3 tsk karry
2 tsk olie
400 g magert hakket oksekød
4 gulerødder (400 g)
salt, peber

Kålen skæres i strimler. Karryen svitses i olie i en stor gryde. Kødet tilsættes og steges ved jævn varme til det smuldrer. Kødet tages op.
Kålen kommes i gryden med 2 dl vand og koges under låg til den er næsten mør - ca. 15 min. Imens rives gulerødderne groft. De tilsættes sammen med kødet, og det hele varmes godt igennem og smages til med salt og peber. Spises med rugbrød og sennep.

Jeg synes, der sagtens kan være mindre kød i forhold til kål, men det er sikkert en smagssag.

Hemmeligheden tror jeg ligger i kvaliteten af karryen. Jeg er ikke feinschmecker m.h.t. karry, jeg kan lide de fleste typer, men "boller-i-karry"-karry, som min mor brugte den, er det altså ikke.