Madkultur

Hvordan kan det være, at madkulturen i Danmark ligger på så lavt niveau? Man skal bare passere grænsen til enten Tyskland eller Sverige, så finder man en helt anderledes høj kvalitet.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det til dels er, fordi danskerne ikke vil betale for det, men hvorfor er det så dyrt at få kvalitet? Har det noget at gøre med den høje danske madmoms? For faktisk er det jo ikke dyrt at købe kvalitet i Sverige og Tyskland, og egentlig er jeg i tvivl om, om man overhovedet kan købe så lav kvalitet som i Danmark. Jo, MacDonalds findes selvfølgelig begge steder...

I Malmø i onsdags brugte vi ikke megen tid på at spise. Når vi kun er af sted en enkelt dag, er der grænser for, hvor megen tid vi vil bruge på at proppe noget i hovedet. Til gengæld er vi altid tilbage ved banegården i god tid, ingen af os kan fordrage at ræse for at nå det tog, vi har billet til.

Altså var der tid til en kop kaffe på caféen på banegården. Mens den blev lavet, fik vi øje på sandwicherne i køledisken - bl.a. én med rejer. Eller på svensk räkmacka = rejerugbrødsmad. Jeg elsker rejer, men gider ikke sætte tænderne i hverken optøede eller dem, der har ligget i en lage. De her så ud som om de var både friskkogte og friskpillede. Det kan de måske nok ikke være, men det gør det næsten endnu mere tankevækkende.

To mackor blev indkøbt til fortæring i toget - og sikken et luksusmåltid. Rejerne var perfekte, men det var resten af sandwichen også. Bollen var grov, overhovedet ikke tør og med både substans og smag. Der var lidt frisk salat og lidt æg, lidt dejlig kvarkagtig dressing - ikke noget med mængder af thousand island dressing (en af mine yndlingsaversioner) og så ellers bare rejer, rejer, rejer.

Jeg mener bare: Det blev købt på en café på banegården! Den hedder Espresso House, er del af en kæde, og der findes Espresso Houses i hele Sverige. I Malmø er der ikke færre end 15. De er hermed varmt anbefalet. Og prøv lige at se deres hjemmeside. Der er udførlig nærings- og allergiinformation om alle produkter - vores rejemadder indeholdt fx. 533 kcal. Jeg er behørigt imponeret.

Ekstra gaver

Jeg er ikke spor utilfreds med mine fødselsdagsgaver, men alligevel blev det til en ekstra lille gave til mig selv i går.

Øreringe kan jeg ikke få for mange af, og de her i titanium (eller er det sølv?) og selvlysende-grøn plexiglas kunne jeg ikke står for. De er ret cool, synes jeg.

De er lavet af Alexander Andersson, der kalder sin kollektion "Bonnie & Clyde".

Ud over de mange løver er Malmø også gæssenes by. Jeg har en svaghed for gæs, og Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige er en af mine yndlingsbøger.

Vi så også nogle af gæssene, selv om vi ikke var i den park, hvor der er rigtig mange. Jeg har en lille samling af gæs, og Dorthe købte denne lille fine gås - knap 4 cm høj - til mig. Den forestiller bestemt Nils Holgerssons tamgås.

På løvejagt

Jeg blev 60 år i går! Egentlig har jeg ikke lyst til at være så gammel, men jeg må jo finde mig i det.

Dorthe og jeg havde taget dagen fri og brugte den på en lille udflugt til Malmø. Hjemmefra kl. 6, hjemme igen kl 23.30 - kattene var lidt utilfredse, da vi kom hjem.

Vi havde lagt et program for, hvad vi ville foretage os, og vi fulgte da også programmet i starten, hvor vi besøgte Kogge-museet. Vi har en gammel passion for både middelalder og skibe, så det var lige noget for os. Jeg har også en nyere passion for Turning Torso, der ses gennem tovværket på den ene kogge. Det er spændende arkitektur! Faktisk er der nogle få ledige lejligheder, men vi har desværre ikke vundet den store gevinst i lotto for nylig :-(

Da vi forlod Kogge-museet, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi kom forbi bådene, der sejler turistfart i Malmø kanaler. De var godt nok ikke på programmet, men næste båd skulle sejle 5 minutter efter, vi fik de to sidste pladser - og så improviserede vi i øvrigt resten af dagen i det pragtfulde vejr.

På en eller anden måde udviklede det sig til en fotojagt på Malmøs løver. Den ældste, jeg fik skudt, ses her, resten kommer efterhånden på Flickr. Den gamle løve fandt vi på Lauritz Hattemagers hus fra 1532. Mon ikke løven har samme alder? Der kan jeg - der jo altså også er en løve - godt nok ikke være med aldersmæssigt.

Jeg har også fri i dag og kan i øvrigt ikke mærke nogen forskel fra i forgårs, hvor jeg kun var 59. Jeg kan heller ikke mærke, at jeg var i gang hele dagen i går. Måske er det alligevel ikke så slemt at blive 60...

Farven BLÅ

Billederne her tog jeg sidste lørdag i morgenens gråvejr. Øverst er det høstfloksen, der hedder "Paradise Blue".

Sammen med lavendlerne og heliotropen kan den fylde hele haven med duft - især om aftenen. Floksen er en barndomsduft for mig, og jeg elsker bare den duft.

På det andet billede er det vores blå pragt-arve. Jeg synes ikke, den svarer til navnet, for i virkeligheden er det en ret beskeden plante - men farven!!! Den er bare SÅ BLÅ!

Lige nu er det den mest blå blomst i hele haven.

Jeg har læst, at den i modsætning til floksen ikke dufter ret godt, men det har jeg faktisk ikke selv lagt mærke til, og næste år skal vi have flere blå arver.

Regnvejslørdag

Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg måske være blevet indendørs hele dagen - lige bortset fra i morges, hvor vi nåede at spise morgenmad i haven, inden regnen begyndte. I parantes bemærket så haven rigtig dejlig ud i gråvejret, som tydeligvis klæder alle de blå og lilla farver.

Vi SKULLE imidlertid til byen for at foretage diverse indkøb, og på trods af - eller måske næsten på grund af - den silende regn blev der en rigtig dejlig shoppingtur. Der var selvfølgelig ikke helt så mange mennesker i byen som sædvanligt på en lørdag, men gaderne var langt fra folketomme, og de fleste tog regnen med glimrende humør, næsten ligesom når der er snestorm.

Det minder lidt om briterne, der har den indstilling, at vejret kan man ikke gøre noget ved, så vi opfører os fuldstændig normalt. Vi har været i London i december flere gange, og selv i snevejr tripper kvinderne rundt i stiletter, for det er jo deres normale fodtøj!

I dag i Århus var sandaler og paraply et meget normalt udstyr!

Silkekatost

Jeg er meget glad for min silkekatost, som har været i haven i mange år.

Den har godt nok ikke fået idelle betingelser. Egentlig skulle den vist stå i fuld sol - det gør den ikke - og den er også lidt trængt af de mere fremfusende storkenæb.

Et enkelt år troede jeg, at nu var den død. Den kom heldigvis igen; men breder sig, det gør den altså ikke. Jeg synes, det er en let og fin og yndig plante.

Principper

Et af mine principper for, hvad der må være i vores have, er, at der ikke må være noget, der stikker.

Det har tidslerne ikke hørt om. Dem er der nogen af hvert år, i hvert fald indtil vi opdager dem og luger dem væk. Men de ellers meget flotte blå og blålilla prydtidsler er der altså ingen af.

Principper skal man dog ikke tage alt for højtideligt - i hvert fald ikke dette, for så kunne der jo ikke være nogen roser. I den pink/orange forhave havde vi roser før princippernes tid. Den, der havde de værste torne, er fjernet, men der er nogle stykker tilbage.

I den blå have er der en enkelt rose, som jeg en gang har fået i fødselsdagsgave. Den hedder Rhapsody in Blue, men helt blå er den - som det ses på billedet - ikke. Farven skifter meget, både efter hvor gamle blomsterne er og efter tidspunktet på dagen, så navnet passer meget godt. Især om aftenen ser den ret blå ud. Og den har masser af torne!

Smagen af den danske sommer

- de nye kartofler mangler ganske vist, for de hører ellers også med, selvfølgelig!
De lyse moreller smager både af sommer og af barndom. I min barndoms have var der et stort moreltræ. Det var mit yndlingsklatretræ, og de få moreller, der blev tilbage efter fuglenes festmåltider smagte pragtfuldt. Ligesom dem på billedet.

MASSEMORD!!!

New Dawn
Originally uploaded by cats_in_blue

Og det er MIG, der er morderen.

Det er bladlusene, det er gået ud over. De er usædvanlig voldsomme i roserne i år, synes jeg, og lige præcis i dag er jeg i rigtig godt lystmorderhumør.

Torsdag er normalt min korte dag på arbejde, og jeg nyder altid min halve frieftermiddag. Men i dag meldte en af mine kolleger - som havde aftenvagt! - sig syg, så det blev en ekstra aftenvagt til mig. Surt, surt, surt! Jeg har endda allerede haft 2 aftenvagter i denne uge.

Så jeg tog altså hjem - for senere at vende tilbage - i grumt humør, og det blev bladlusenes skæbne.

Jeg bruger ikke gift i haven, men de blev sprøjtet med sæbevand, hvilket ikke syntes at have større effekt, så jeg greb til det ultimative våben: kvasning mellem tommel- og pegefinger. Sådan!