Gæstebud

Vi skal have gæster til spisning i aften, og minsandten om ikke vi er så godt forberedte, at jeg kan nå at blogge.

Menuen står på jordskokkesuppe, svinekød i mole (en mexikansk ret) og chokolademousse. Vi var simpelthen nødt til at vælge chokomoussen til dessert, for jeg har fået fat i rigtige kandiserede violblade, og de er bare den ultimative pynt til chokolademousse. Som jeg i parantes bemærket selv er alt for glad for.

Min opskrift er meget enkel:
300 g mørk chokolade (jeg bruger med 70% kakaoindhold)
3 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
2 dl piskefløde
1 tsk cognac
Chokoladen smeltes over vandbad. Afkøles. Æggeblommerne røres i én ad gangen, derefter cognacen. De stiftpiskede æggehvider tilsættes og til sidst røres flødeskummet forsigtigt i.


Det bliver der en god og stærk mousse ud af - eller måske er det mere chokolade end mousse? Jeg pynter IKKE med flødeskum, men sætter dog lidt på bordet til dem, der synes, det ellers er for kraftig kost.
Hvis man ikke lige har kandiserede violer, så er lidt syltet ingefær også godt som pynt.

Nymåne og Venus

Jeg har en svaghed for månen, og det har jeg vist altid haft. Som barn var jeg månesyg, har jeg fået at vide.

I aften er der en helt vidunderlig nymåne, og Venus står og lyser kraftigt lige over. Det måtte jeg prøve at fotografere. Jeg er langt fra en trænet aften/natfotograf, hvilket også ses på billedet. Jeg syntes, det var svært at få indstillet kameraet i mørket. Det var også svært at få placeret mit lille stativ ordentligt.

Måske skulle jeg bevæbne mig med en lommelygte ved næste forsøg, for det bliver nok ikke sidste gang, jeg forsøger at fange månen :-)

Tasker - især kattetasker

Irenes nysyede kattetaske fik mig til at tænke på, at jeg også har et par kattetasker.

I det hele taget er jeg meget glad for tasker. Jeg bilder mig ind, at jeg helst skal have tasker i alle farver, så de kan passe til mit øvrige udstyr.

Det er lidt overkill, for i realiteten bruger jeg tit den samme taske i månedsvis. Det er for besværligt at skifte, synes jeg.

Det forhindrer dog ikke, at jeg har et hav af tasker, og allerhelst vil jeg have nogen, som ikke alle andre render rundt med. Det gælder i høj grad de to kattetasker, der begge er købt på udstillinger i Tyskland (dog ikke samtidigt!!!)

Velourtasken er en hjemmesyet sag. Det er kattens hale, der er hank.

Den lille brune taske var oprindeligt en patrontaske fra Schweiz, fik jeg at vide. Den har så fået en katteudsmykning. Jeg kan godt lide, at der er både gult og hvidt metal på, og det gør ikke noget, at den er slidt.

Hvis det havde været nytår, skulle jeg have det nytårsforsæt at bruge nogle flere af mine tasker - men det kan jeg jo godt bestræbe mig på alligevel.

Mere Gluck

Gluck er ikke bare kedelige operaer. Det er også dejligt finsk design.

I 2000 var vi nogle dage i Helsinki. På vej hjem købte jeg i lufthavnen to små fine glasskåle. De er designet af Kati Tuominen-Niittylä i 1993, fremstillet af Iittala og er med i en serie, der hedder Gluck. De er så lækre at se på og er nærmest bløde at røre ved.

Jeg ville - og vil - også gerne have en af de runde kander, helst i klart glas, men den hvide opalfarve kan også bruges. Jeg kan ikke huske, om jeg bare var for nærig, eller om det kneb med pladsen i kufferten, men i hvert fald regnede jeg med, at sådan en kande kunne jeg da altid få.

Men øv, det kan jeg ikke! For nogle år siden gik serien ud af produktion (kan man nu forstå det???), og selv om jeg har ledt højt og lavt på nettet, kan jeg ikke finde hverken den store eller den lille kande. Jo, jeg kan finde den store, men i grøn, og det er ikke det, jeg vil have.

Så hvis nogen har en af de store runde kander til salg i klart glas eller opal, så er jeg altså interesseret. Foreløbig må jeg nøjes med at nyde mine skåle.

Kedelig opera

Søndag var igen operabiodag.

Her sidder vi og venter på, at forestillingen skal starte. Denne gang var det Glucks Orfeo et Eurydice (eller Orfeus og Eurydike), vi skulle se, og lad det være sagt med det samme: Den var jeg ikke vild med.

Jeg brød mig simpelthen ikke om musikken, og det var en af den slags operaer, hvor det hele bliver gentaget et utal af gange. Jeg havde lyst til hele tiden at bemærke, at nu havde jeg fattet meningen.

Nå, heldigvis varede det hele kun 1½ time, så det var til at klare. Og vi kunne komme hjem og se vintersport i kassen og pleje vores forkølelser. Nu ved jeg, hvordan Gluck lyder, og jeg gider ikke se flere af hans operaer.

Store stemmer

Vi har allerede været til operabio to gange i 2009. Først så vi Massenets Thaïs med Renée Fleming i den store hovedrolle, og i dag så vi La Rondine af Puccini med Angela Gheorghiu og Roberto Alagna.

Originally uploaded by litherland

Renée Fleming var helt perfekt i Thaïs. Både sangmæssigt og skuespilmæssigt. Egentlig havde jeg troet, at handlingen ville være lidt fjern for mig, men jeg blev faktisk grebet af den, og der er meget mere indhold, end man umiddelbart skulle tro..

La Rondine - en rondine er en svale på italiensk - er som de fleste Puccini-operaer en historie om den umulige kærlighed. Gheorghiu var minsandten forkølet til opførelsen, men det kunne jeg nu ikke høre. Hun er min yndlingssopran - godt nok tæt forfulgt af et par andre. For nogle år siden gav hun en koncert her i byen. Billetterne var temmelig dyre, men de var hver en krone værd.

I La Rondine strålede husbond Alagna også. Han passede utrolig godt til rollen, og i slutscenen var han totalt opløst i tårer. Flot!

Det lykkedes mig ikke at finde et billede, jeg måtte bruge, med Angela Gheorghiu, men jeg kan godt lide teksten på plakaten, og heldigvis er det helt normalt nu, at opera også er godt teater. Det er The Mets udgaver af Thaïs og La Rondine eksempler på.

Kinamad

For efterhånden temmelig mange år siden kendte jeg kun kinesisk mad fra Kina-restauranter her i landet. Det var altid noget med, at man kunne få en hulens masse retter for næsten ingen penge. Generelt syntes jeg alligevel, at det var spild af pengene, selv om forårsrullerne da smagte lidt bedre end dem fra den lokale grill.

Efter 14 års kinesiske nytårsmenuer er mit syn på kinesisk madlavning et ganske andet.


Her er lidt flere billeder fra dette års kinesiske nytårsdiner.

På det pyntede bord står nogle af de kolde retter: I den største skål forrest en temmelig stærk kålsalat og ved siden af en meget lækker ret med kylling.

De dekorative teæg er et fast indslag i nytårsmiddagen.






Agurkesalat med forårsløg.



De varme retter var i år bl.a. ingefærfisk, en ret med kylling og cashewnødder, som vi har fået mange gange - det vakte almindelig jubel, da den blev annonceret! - og en superlækker ret med glasnudler. Jeg vil gerne have opskriften på både agurkerne og glasnudlerne.

Og endelig babaofan, som vi passer på at gemme appetit til.