Grib dagen

Citater om katte #9

2012-01-27T00:28:00.001+01:00

Jeg har samme kalender i år som sidste år, med nye billeder og citater altså, så det er min intention at fortsætte rækken af kattecitater. Her er årets første:

Katten vil helst være der, hvor man aer den.

Tysk ordsprog

Lilit vil i hvert fald forfærdelig gerne ligge med sit hovede på min hånd, hvis hun ikke kan få lov til at lægge det på garnnøglet. Begge dele forhindrer strikning, men det bekymrer ikke Lilit.

Dorthe har fotograferet.

Privat korstog

2012-01-24T10:31:00.016+01:00

Faste læsere af min blog vil vide, at jeg somme tider har nogle prikker med hensyn til sproget. En af dem er den udbredte anvendelse af engelske gloser. Forleden hørte vi på Eurosport en kommentator, der dårligt kunne sige en hel sætning, uden at der var indblandet en engelsk glose. Måske troede han selv, at han talte dansk ;-) Vi fandt en anden kanal til vores vintersport, det var faktisk lettere at forstå norsk og svensk end hans miskmask.

Når det drejer sig om nye fænomener, kan det undskyldes, men vores nordiske naboer er meget bedre til at finde fine, sjove eller præcise oversættelser, og jeg ville ønske, der også blev fundet flere danske betegnelser for nye ting. Det giver sproget farve. Tænk bare på snabel-a.

Helt slemt er det dog, når der bliver brugt engelske betegnelser, hvor der findes udmærkede danske. Jeg synes, det er latterligt, når butikker afholder SALE. Hvad er der i vejen med at afholde udsalg? Mit private korstog går ud på, at jeg simpelthen ikke går til SALE, men gerne til UDSALG.

Da jeg i går handlede i Vibycentret, ville jeg tage et billede af en SALE-plakat. Det kunne jeg bare ikke! I Vibycentret er man åbenbart blevet enige om, at det hedder UDSALG. Tomlen op for det.

Jeg gik så en lidt længere tur i Åbyhøj og Hasle, men fandt ingen 100% SALE. Det nærmeste var denne helgardering:

Har min SALE-boycot mon allerede hjulpet? Eller er SALE et midtbyfænomen, mens forstæderne ikke skammer sig over at tale dansk? Under alle omstændigheder var jeg kendeligt oplivet.

Billedet af gummistøvlerne er bare med, fordi det passer til de øvrige billeder i farven.

En meget særlig dag

2012-01-18T18:38:00.014+01:00

I dag har været den første dag i mit nye liv: Tilværelsen som efterlønner/pensionist. Ganske vist var det en helt almindelig feriedag, men når min ferie er slut den 31. januar, så er jeg ikke længere på arbejdsmarkedet.

Siden jeg blev færdiguddannet, har jeg altid arbejdet på fuld tid. Lige bortset fra to perioder: Et år var jeg med i en skraldemandsorlov, hvilket betød, at jeg havde fri hver 5. uge. Det var herligt! Og senere tog jeg orlov i 3 måneder, til dels for at finde ud af om jeg kunne finde mig i ikke at gå på arbejde. Det kunne jeg sagtens.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at savne arbejdet, men måske nok snakken med kollegerne og brugerne. Det er ikke ret meget bibliotek mere, men i stedet borgerservice og medborgercenter og fritidsklub. Faktisk er jeg somme tider noget forarget over, hvordan mine skattepenge bliver anvendt. Som det nyeste er også åbningstiden blevet ændret, så mine arbejdstider de fleste dage ville være 8 eller 9 til 16 og de resterende 10 eller 11 til 18. Ikke ret meget samlet fritid i hverken den ene eller den anden ende. Det ville jeg ikke trives ret godt med.

Billedet er fra kortet, der fulgte med en af afskedsgaverne. Det er tydeligvis Dorthe og mig, der er brugt som model. Jeg var godt nok ikke klar over, at vi har siddet model for Bodil Nygaard, der er kunstneren for billedet, men hun må jo have set og memoreret os. Der er uenighed om, hvem der er hvem, men det er selvfølgelig Dorthe med hat og mig, der spjatter. Og det er syntetiske pelse, vi er på vej til at vise frem på byens caféer.

Erantisserne er fotograferet i haven. Da jeg som kompensation for de minimum 5 timer, jeg plejer at stå og gå på arbejdet, forsøgte at slide Åbyhøjs fortove tynde, så jeg masser af erantisser, men det er altså vores egne på billedet. Godt det er nogle små hårdføre kanutter, nu der skal komme frost og sne.

Jeg kan ikke finde ud af at fjerne rammen om billedet, heller ikke i html'en. Den burde jo ikke være der - mon der er nogen, der kan hjælpe.

Søndagsaktiviteter

2012-01-10T19:45:00.010+01:00

Vi nåede mere end Marcel Breuer-udstillingen i weekenden.

Søndag var vi først til operabio. Dagens forestilling var Satyagraha af Philip Glass. Jeg er vild med Philip Glass' minimalistiske musik, men det er første gang, jeg har hørt en af hans operaer.

Satyagraha handler om Gandhi. Teksten er fra det hinduistiske oldtidsdigt Bhagavad Gita. Det er skrevet på sanskrit, og operaen blev også sunget på sanskrit! Noget af en kraftpræstation af de medvirkende. Der var kun nogle få oversættelser, men det var alligevel let at forstå meningen - Gandhi er selvfølgelig heller ikke nogen ukendt skikkelse.

Titelrollen blev sunget af Richard Croft med en stor klarhed i stemmen. Det passede godt til rollen, men der var adskillige store roller, alle fantastisk sunget. Et fremragende kor og en spektakulær iscenesættelse, tilsammen en dybt bevægende totaloplevelse, som blev suget ind med tilbageholdt åndedræt.

Bagefter blev det lige til en time i Ridehuset til årets første antik- og genbrugsmesse. Jeg faldt for et keramikfad/tallerken bemalet med fisk, fra Knabstrup og dekoreret af Johannes Hansen. Med stor sandsynlighed fra 1960erne.

For et par år siden ville jeg ikke have skænket den et øjekast, men ens smag ændres tydeligvis.

Jeg fik også keramik i julegave, bl.a. en meget yndig lille skål fra Søholm. Jeg plejer ikke at være så vild med Søholm, men i denne skål går facon og dekoration op i en højere enhed, synes jeg. Skålen er lige godt 10 cm i diameter.

I sidste øjeblik

2012-01-09T17:16:00.019+01:00

Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men det sker ret tit, at vi besøger en udstilling, lige inden den lukker.

Sådan var det også med Marcel Breuer-udstillingen på Trapholt.

Lige siden vi lærte Bauhaus at kende for mange år siden, har vi godt kunnet lide Marcel Breuer, så selvfølgelig skulle vi se udstillingen. Vi kom bare ikke af sted, før den allersidste åbningsweekend. Tænk hvis vi var blevet blev begavet med is og sne. Jeg kan blive helt klam ved tanken.

Breuers Wassily-stol er min yndlingsstol - sammen med Rietfelds "Rød-blå".

Wassily er endda god at sidde i, og hvis vi havde haft en stor stue, havde der garanteret stået et par Wassily'er. Men det har vi ikke, og jeg synes, Wassily fortjener godt med luft, så jeg må nøjes med at nyde den i møbelhuse og som nu på udstillinger.

Denne Wassily er fotograferet med Peter Bondes maleri "Blow hole" som baggrund.

Det allermest spændende på udstillingen var imidlertid den del, der beskæftigede sig med Breuer som bygningsarkitekt - måske fordi jeg ikke kendte ret meget til det i forvejen.

Manden var jo genial! Og det fik vi belæg for gennem modeller, billeder og tekst.

På billedet er det hans Whitney Museum of American Art, der kan ses in natura i New York.

Godt vi nåede til Trapholt i tide.

Mere mærkværdigt maskeri

2012-01-02T20:26:00.019+01:00

Strikkede cupcakes og strikket julepynt har været ret trendy i et par år - men en strikket adventskrans!

Det så vi i et butiksvindue her til jul. Den er egentlig ikke ret køn, men den er lige så mærkværdig som nytårsaftens kransekage.

Det mest mærkværdige, jeg selv har produceret, er strikkede armbånd. Jeg lavede en hel del i november og december, men er dog ikke sikker på, at modtagerne satte særlig pris på dem.

Jeg har selv et par stykker, og jeg kan godt lide dem. De er også rare at have på, luner lidt ligesom pulsvarmere. Jeg har strikket af strømpegarnsrester, men jeg tror, de også vil være sjove i et tykt, ujævnt garn.

Opskriften er yderst simpel:
Slå 6 m op på p nr. 2½, når der bruges strømpegarn. 1. pind og alle retpinde: 6 ret. 2. pind og alle vrangpinde: Tag 2 m løs af med tråden på vrangsiden, strik 2 vr, tag 2 m løs af igen med tråden på vrangsiden. Stram lidt til ved 1. maske på retpindene og 3. maske - den første strikkede - på vrangpindene, så armbåndet bliver rundt. Strik til ønsket længde, luk af og sy sammen.
Jeg har snoet armbåndet, når jeg har syet det sammen, så alle omgangene kan ligge helt glat på armen, når man har det på, men man kan også bare "bunke" det som på fotoet.

P.S. Jeg ved godt, der ikke er noget, der hedder "maskeri". Jeg kunne bare ikke dy mig for at bruge bogstavrimet.

På vej ind i 2012

2011-12-31T16:48:00.007+01:00

Godt strikke-nytår til alle strikkefans og helt almindeligt godt nytår til alle andre.

Kransekagen blev skudt i Stof og Sy i Skanderborg. Den er selvfølgelig strikket. OK, det er måske ikke så selvfølgeligt, men på det seneste har jeg opdaget, at næsten alt kan strikkes.

Årets bedste...musikoplevelse

2011-12-29T20:10:00.009+01:00

Årets bedste:
Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

Jeg vil ikke påduttes...

2011-12-27T20:08:00.016+01:00

Jeg kan ikke fordrage, når nogen skærer alle over én kam, og tager mig til indtægt for synspunkter, jeg ikke har. Eksempelvis siger nogle, der får udført sort arbejde eller snyder forsikringsselskaber eller kører for hurtigt (fortsæt selv listen): "Det gør alle jo". Vel gør de da ej! Det kan godt ske, at en hel del gør sådan, men alle?

Forleden hørte jeg Hella Joof i en udsendelse på P2 sige noget i retning af, at nytårsdag er vi jo alle bombede efter nytårsaftens udskejelser. Vrøvl og tal for dig selv, fr. Joof.

Måske er der noget Rasmus Modsat i mig. En yndlings-aversion er begrebet musthave. Når noget bliver udskreget til musthave, så reagerer jeg modsat: Det skal jeg i hvert fald ikke have.

Jeg har ikke noget billede, der illustrerer disse betragtninger, men jeg har da et anderledes selvportræt, så det er det blevet. Det er ikke en Photoshop-manipulation, men et spejlbillede i noget, der ikke er et spejl.

Forsinket fødselsdagsbillede af Sarantoya

2011-12-26T14:34:00.005+01:00

Men det blev nu taget på hendes 11 års fødselsdag for to dage siden.
Hun ELSKER bare at ligge sammen med mor i kattesengen!

Æseldyrets hale

2011-12-25T11:43:00.014+01:00

Jeg plejer at få tid til at lave enten et julebillede eller et foto af Sarantoya, der har fødselsdag den 24. december, til bloggen sammen med et glædeligt jul til læserne.

Det nåede jeg ikke i år. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde så travlt med, men der var åbenbart andre ting, der trængte sig på.

I hvert fald skulle jeg have et æseldyr restaureret. Nogle slemme børn havde revet dets hale af, og der var blevet en lang revne i ryggen. Jeg havde for længst fundet noget stof, der kunne bruges til æselhale, og jeg havde også fået købt bånd til sløjfen, men længere var jeg ikke kommet omkring den 20. december, og æselet skulle være færdigrestaureret den 22. december.

Pludselig fik jeg travlt - især fordi jeg havde glemt, at æseldyret også skulle en tur i vaskemaskinen.

Men jeg nåede det - og er selv godt tilfreds med resultatet. Knappen er en fin erstatning for et søm, synes jeg.
Ser Æseldyret ikke også selv lidt tilfreds ud på dette billede - så tilfreds som Æseldyret nu engang kan blive?

GLÆDELIG JUL, Æseldyr og alle læsere.

Årets bedste...spisested

2011-12-20T22:05:00.009+01:00

Årets bedste:
Der er adskillige kandidater til denne titel: Restaurant Et (igen), lillebroderen TGV caféen på Banegårdspladsen i Århus, Franks i Sæby, men det bedste var trods alt Ruths Brasserie i Gammel Skagen.

Jeg fik to af mine absolutte favoritter: Andelår confit og Gateau Marcel. Begge dele meget veltillavet - så er det svært at hamle op med. Bedre Gateau Marcel fås ikke! Det er jo så også Michel Micheau, der er chefkok på Ruths Hotel, der har opfundet den.

Bundskraberen:
Bundskraberen "oplevede" vi også i vores sommerferie: Aalbæk gl.Kro. Vi havde fået en udmærket kop kaffe en eftermiddag, så vi stolede på, at de også kunne lave mad. Vi var ikke voldsomt sultne, men havde svært ved at finde noget let på spisekortet, så vi endte med den klassiske biksemad. Den var nærmest uspiselig. Den flød bogstaveligt talt i et centimetertykt lag fedtstof (i hvert fald ½ cm tykt), mens kødet var tørt og senet. Ikke godt! Det meste gik ud igen.

Årets bedste...smykke - del 2

2011-12-15T09:51:00.004+01:00

Nu har jeg fået taget et billede af mit andet yndlingssmykke købt i 2011:

Det er en sølvbroche med fugle, duer tror jeg. Jeg spottede den i Victorias Palace mellem duftende sæber, bløde håndklæder og andre lækre sager. I første omgang lod jeg den ligge, men dagen efter måtte jeg tilbage for at se, om den stadig var der. Og det var den heldigvis.

Den er jo ikke ny, men hvor gammel mon den er? Den er stemplet bagpå med "E.S." Ifølge Nobel Antiks liste over danske sølvmærker er der flere, der har haft det mærke, men jeg gætter på, at den rigtige er Einar Sørensen, der var virksom i Hellerup i perioden 1944-1987. Hvis der er nogen, der ved noget om det, vil jeg blive glad for en kommentar.

Årets bedste...smykke - del 1

2011-12-13T10:44:00.011+01:00

Årets bedste:
er en armring, jeg købte i Göteborg i Designtorget på Vallgatan.

Det er et genbrugssmykke lavet af et kasseret skateboard, og udtrykket er forskelligt alt efter hvilken side, man ser det fra. Meget originalt, synes jeg, og jeg har gået rigtig meget med det. Jeg burde have fået navnet på den opfindsomme fremstiller, men hvis jeg fik det, har jeg desværre glemt det.

Jeg har fået endnu et nyt smykke, som jeg er specielt glad for, men jeg har ikke gået så meget med det endnu, og jeg har heller ikke fået det fotograferet, så det må få et særligt indlæg.

Årets bundskraber er, at jeg har mistet nogle smykker ved et indbrud. Jeg slap billigt, for det var stort set ikke mine yndlingssmykker, der forsvandt, men jeg er dog ret ked af, at mine øreringe af titanium og plexiglas var mellem de stjålne genstande. Jeg har prøvet at finde nogle tilsvarende på nettet, men uden held.

Hurra for Lilit

2011-12-11T19:41:00.005+01:00

Det er nemlig hendes 14 års fødselsdag i dag!

Vejret, som man vist ikke kan forvente bedre på denne årstid, fortalte, at hun har været sød i år, men det vidste vi selvfølgelig i forvejen. Lilit er nemlig næsten altid sød.

Billedet blev taget i morges, hvor hun lige var dykket ud fra min dyne for at få lidt sol på trynen.

Vi har været hjemme hos hende næsten hele dagen, og det er den bedste gave, hun kan få, tror vi - og for resten den samme som sidste år.

Jeg kan ikke lide...

2011-12-08T08:29:00.009+01:00

Dorthes niece på 10 år siger, at man skal smage på noget 7 gange, inden man kan sige, at man ikke kan lide det. Er det mon på samme måde med operaer?

Jeg er normalt ikke en Wagner-woman (jvf. Inspector Morse), og den eneste gang, jeg tidligere har set en Wagneropera (i Musikhuset i Århus), faldt jeg uhjælpeligt i søvn.

Det var vist nok en fejl, at vi var kommet til at købe billetter til Siegfried i operabio, men den var nu ikke så ringe endda med både humor og en meget smuk kærlighedsscene, og musikken er i hvert fald ikke kedelig.

Jay Hunter Morris havde fået kæmperollen - den siges at være det vanskeligste tenorparti overhovedet! - som Siegfried med meget kort varsel, men vi syntes, han var indbegrebet af Siegfried.

Jeg synes dog de næsten 6 timer, operaen varede med pauser, var for meget. Wagner gik givetvis ikke ind for less is more princippet. Og ok, ind imellem kom jeg da til at lukke øjnene.

Ugen efter så vi Mozarts Don Juan, selv om Mozart bestemt ikke er på vores hitliste. Vi købte billetter til den, udelukkende fordi Mariusz Kwiecien skulle synge titelrollen, og en bedre Don Juan kunne vi ikke forestille os. Han var ganske rigtigt også helt perfekt, men det var Luca Pisaroni som Leporello minsandten også. Han var lige ved at overstråle Mariusz, men rollen er sådan set også lidt sjovere.

Forestillingen udmærkede sig ved sin fantastiske besætning, og det er da heller ikke det værste Mozart, vi har hørt, men min yndlingsopera er det nu heller ikke.

Fotoet af Mariusz er lånt fra The Mets side.

Citater om katte #8

2011-12-04T09:06:00.006+01:00

Tredje kattecitat på stribe:

Katte er sat i verden for at gendrive det dogme, at alle ting er skabt for at tjene mennesket.
Citat: Paul Gray.

Det er Lilit, der på billedet gør sig som prinsessen på ærten.

Citater om katte #7

2011-11-26T12:46:00.008+01:00

Jeg er bagefter med kattecitaterne, så her kommer straks et til:

Man har det indtryk, at den moderne fysik beror på antagelser, der på en eller anden måde minder om kattens smil, der overhovedet ikke er der.
Citat: Albert Einstein

Billedet er en skanning af et postkort, jeg købte i Göteborg i august. Fotografen hedder David McEnery, og katten hedder Jacques Kati.

Der var kun et enkelt tilbage af dette kort med den meget franske (og smilende?) Jacques. Det er selvfølgelig nu indlemmet i min samling af kattekort.

Boghandlen, hvor jeg købte kortet, hedder Clara Bookshop og ligger på Haga Nygata. Det er en af de butikker, vi altid besøger, når vi er i Göteborg - især for at se efter kort, men ellers er der litteratur på engelsk, fransk og tysk, og vi har vist også købt en bog (om katte) i ny og næ.

Citater om katte #6

2011-11-24T15:51:00.008+01:00

Selv den mindste kat er et mesterværk.
Citat: Leonardo da Vinci

Mesterværket på billedet er en lille vild killing, vi mødte ved en isbar i Skagen.

Selv om den ikke ville snakke med os, måtte vi gentage isbesøget for at se, om killingen var der igen, men det var den nu ikke. Der røg lige en ekstra is indenbords på den konto.

Isbarindehaveren fodrede killingen, så der er håb om, at den nu er blevet så tam, at den kan komme ind i varmen.

Mild november

2011-11-20T16:16:00.017+01:00

Jeg er vild med denne milde november. Grå, at og til med solstrejf og med de dejligste blå skumringsfarver.

Der er stadig adskillige blomstrende planter i vores have.

Storkenæbbet Sandrine er en af dem.

Den har en dyb rødviolet farve med ravnesort midte, og det er umuligt for mig at få den helt rigtige intense farve på fotos, men jeg har gjort et forsøg.

Også et par af krukke-pelargonierne blomstrer endnu - pelargonier er ikke fedtede!

Sidste år ved denne tid var der sne og frost, og det var meget ubehageligt at køre i. Derfor var det med nogen bekymring, at vi købte billetter til Maria de Buenos Ayres, som vi så i går i Holstebro, men det viste sig heldigvis helt ubegrundet.

Forestillingen var noget så usædvanligt som en tango-opera fra 1968 med musik af Astor Piazzolla og libretto af Horacio Ferrer. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Fynske Opera og Operaen i Midten - altså i Region Midt, og er blevet vist på Fyn og forskellige steder i Jylland.

Det var rigtig spændende, vellykket og meget professionelt. Et glimrende orkester, gode sangere - især Ingeborg Novrup Børch, der sang titelpartiet - og to helt eminente dansere, Alejandra Heredia og Mariano Otero. Der var noget for både ører og øjne.

Forestillingen blev vist på Knudsens, en meget fint restaureret hotelsal, der altså nu er bl.a. teatersal. Dorthe husker udmærket Knudsens Hotel fra sin barndom, men selve hotellet er der ikke mere. I hvert fald fungerer det ikke som hotel.

Vi var nu glade for, vi havde billetter helt fremme på 3. række, for det må have været noget vanskeligt at se helt bagerst i den flade sal. Derimod har pladserne på balkonen sikkert været gode. Det var der, jeg tog billedet af salen i pausen.

I dag har vi gået en tur ved Moesgård, og da vi kom hjem, drak vi te (Rooibush med ingefær og kanel fra Victorias Palace på Fanø) og spiste dadelsmåkager til. Vi nærmer os da vist juletiden :-)

Rendemasker

2011-11-17T21:11:00.008+01:00

Det har ikke noget med strik at gøre denne gang - det er os selv, der er rendemasker i denne tid.

Operabio er startet igen med Donizettis Anna Bolena med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Det er en "historie", vi kender vældig godt. Anne Boleyn, som hun hedder på engelsk, var Henrik VIIIs 2. kone, og den første der blev halshugget. Billedet af en ukendt kunstner er det mest kendte af Anne. Det befinder sig i London på National Portrait Gallery, som er vores favorit-museum i London. En af de gange, vi har været der, var vi nødt til at besøge det adskillige gange.

Anna Bolena er et KÆMPEparti, og navnesøsteren strålede i rollen, men de øvrige medvirkende var også gode. Ganske vist syntes vi ikke, Ekaterina Gubanovas mezzosopran i rollen som Jane Seymour var ret smuk, men den gav til gengæld en god kontrast til Netrebkos fantastiske stemme. Den bedste ud over Netrebko var helt sikkert tenoren Stephen Costello, der sang Richard Percy.

Scenografien var lidt minimalistisk og kostumerne helt traditionelle. De så ud som den tids dragter. Det er ikke noget, der generer os. For vores skyld skal ikke alt henlægges til nutiden (eller endog fremtiden) for at blive vedkommende. Vi var godt tilfreds med sæsonåbningen, og Donizetti er altså lige ved at være min yndlingsoperakomponist.

I denne uge har vi også set Leonard Cohen teaterkoncerten på Århus Teater. Den er ikke helt så iderig og crazy som de andre teaterkoncerter, vi har set. Måske er der lagt mere vægt på koncertdelen og mindre på teaterdelen. Til gengæld var samtlige medvirkende gode, hvor der de andre gange har været en enkelt eller et par stykker, der faldt lidt igennem. Dorthe kedede sig ind imellem, men det gjorde jeg nu ikke.

Tre strikkeprojekter afsluttet

2011-11-12T17:17:00.021+01:00

Hvor mange strikketøjer kan man have gang i samtidig? Det er naturligvis individuelt, men jeg har bestemt, at for mit vedkommende må det højst være tre.
Det holder godt nok ikke altid helt.

Mindst ét af strikkearbejderne skal være et snakke- og rejsearbejde. Det vil sige, det må ikke være nødvendigt med dyb koncentration, og det skal heller ikke fylde for meget. De mere koncentrationskrævende projekter bliver ikke taget med ud.

Jeg har i den sidste uges tid afsluttet ikke mindre end tre strikketøjer. Det første et "sjal med kongelig kant" fra Rasmilla. Det startede som et rejsestrikketøj, fordi da skulle der kun strikkes ret, men da jeg kom til kanten, måtte det blive hjemme. Indtil jeg havde strikket knap halvdelen, så havde jeg luret, hvad jeg skulle gøre.

Garnet er Rasmillas sjalsgarn, som har et utrolig flot farveforløb. Jeg havde kun købt 100 g, så der var grænser for, hvor stort sjalet kunne blive. Det fortrød jeg lidt, det kunne godt have været større, synes jeg. Kanten er rigtig flot, og jeg kan godt lide teknikken, men der burde altså have været et rigtigt hjørne efter min mening. Det kan jeg måske selv finde ud af at lave nu.

Mundservietterne var et typisk rejsestrikketøj. 200 g blødt bomuldsgarn nr. 8 gik der til 8 servietter. Jeg udviklede selv opskriften med inspiration i nogle ældre opskrifter, jeg havde liggende.

Mit sjal i grønne nuancer og dominostrik kunne også bruges som rejsestrikketøj, men blev dog lidt stort til sidst. Da jeg så en af mine kolleger i et sjal af den type, tænkte jeg, at det måtte jeg da også kunne finde ud af at lave. Da jeg fandt ud af, at teknikken hedder dominostrik, var der oven i købet hjælp at hente på nettet, og så var det let nok at kreere sjalet.

Hullerne mellem de enkelte lapper gør, at det ikke bliver så bastant, som jeg har set andre domino-ting være.

Garnet er Lang Fantomas uld (300 g), dog er kanten foroven og frynserne ensfarvet Duo, som jeg var heldig at finde i præcis en af farverne i sjalet.

Jeg havde i øvrigt noget besvær med kanten, men det lykkedes at få den pæn til sidst. Det er blevet et rigtig lunt hyggesjal. Jeg synes, farverne er så sjove, men de gør, at sjalet er lidt vanskeligt at anvende. Grønt er - med undtagelse af limegrønt - normalt ikke min farve.

Selvfølgelig er jeg allerede i gang med nyt, men det er vist ved at være tiden for at starte et større projekt igen.

Weekend i Augustenborg

2011-11-10T22:36:00.013+01:00

Vores årlige veninde-weekend med Lisbeth og Elsebeth fandt i år sted hos Elsebeth i Augustenborg.

For første gang var jeg med hele weekenden på Als - det var misserne nemlig også, så det var ikke nødvendigt at køre hjem om natten eller først komme søndag. Det var dejligt!

Det blev en weekend med masser af snak, god mad og en dejlig tur i efteråret, som viste sig fra den lidt disede side. Smukt! Kodeordene må være noget med overflod, farver, ro og lange linjer.

P.S. Jeg har gjort Føniks Computer uret. De havde faktisk afprøvet vores computer, men det var bare ikke den, der var årsagen til den sorte skærm. Derimod var det den tilkoblede eksterne harddisk. Den er nu koblet fra, og jeg kan igen arbejde med billeder. Undskyld, Føniks!

Brok blog - blog brok

2011-11-03T16:50:00.011+01:00

Jeg læste i avisen i mandags, at det er moderne at brokke sig på sin blog, så det vil jeg også.

Brok #1 fordi radioens P2 nu ikke mere kan høres på FM-båndet. Vi er heldige, for vi har en DAB-radio i køkkenet, og vores radio i stuen kører på bredbånd, så der kan vi også tage P2. Af hjernet TAK, Stofanet!!!

Men i bilen kan vi p.t. ikke høre P2. Jeg ved godt, vi "bare" skal anskaffe os en adapter, men det har vi altså ikke lige nået, og for resten synes jeg, det er irriterende, at man skal investere i ekstra udstyr for at tage de kanaler, som man i forvejen betaler licens til. Det er for dårligt!

Brok #2 fordi vores pc er til reparation. Ikke nok med det: Faktisk hentede jeg den hjem i går. Den havde fået flere RAM, hvilket jeg også havde bedt om, men det havde bare ikke hjulpet på problemet: At computeren går i sort under indlæsningen af Windows. Den er blevet kørt ud til Føniks Computer igen, men det er bare ikke i orden, at de siger, de har lavet den, når de ikke har. Det er for dårligt, Føniks!

Igen er vi ikke helt dårligt stillet, for vi har vores bærbare. Den har bare ikke ret gode farver, så vi kan ikke lave billeder på den. Vi har også den
gamle, som vi naturligvis har sluttet til, mens den nyeste er på hospitalet, men den gamle er vildt langsom og genstarter tit uden at vi har bedt den om det. Det er selvfølgelig uudholdeligt i længden.

Brok #3: Vores tempeltræ er ved at smide sine blade. De er ellers så flotte i den gule efterårsfarve, men nu kan vi snart kun nyde dem på jorden. Øv for vinteren!

Så var der lige det der med brokke-bloggene, som jeg må indrømme, at jeg ikke selv har gidet se. Ifølge avisen er noget af det, folk brokker sig over andre folks blogs. Hvorfor de ikke lader være med at læse dem, går over min fatteevne. Spørgsmålstegn!!!

Selv blogger jeg primært for min egen skyld. Det fungerer som en slags dagbog i tekst og fotos for mig. Jeg indrømmer dog blankt, at jeg synes, det er sjovt, hvis andre kigger med en gang imellem. Ellers kunne jeg jo bare have lavet den lukket for alle andre, men det har jeg altså ikke.

Kedsomhed

2011-10-30T22:08:00.015+01:00

Weekendens mål af kedsomhed blev rigeligt nået i går, hvor vi så Århus Teaters opførelse af Solens børn efter Gorkij. Vi er ikke så teater-mindede, og det her mindede efter vores mening mere om dilettant end om professionelt teater. Gab!

Ikke mere kedsomhed til os, så i dag tog vi til fritidsmesse i Fredericia. Mest for at kigge på strik og garn selvfølgelig.

Først besøgte jeg Garnheksens stand, hvor jeg havde fundet ud af, at Hanne Pjedsted fra Designstrik demonstrerede kanter. Det kunne jeg godt bruge, og næste gang jeg skal strikke et knaphul, vil jeg også bruge hendes "opskrift" som ligger på nettet. Det ser bare pænt ud.

Vi kiggede selvfølgelig på alle de garn- og strikstande, der var, og til Dorthes fornøjelse var der også miniaturer - og så kiggede vi på lidt andet også. Det var en meget hyggelig messe, og mange steder sad både børn og voksne og arbejdede med forskellige ting. Her er lidt stemningsbilleder:

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg rigeligt med garn liggende, så det skulle jeg ikke rigtig have noget af. Men lidt skulle jeg selvfølgelig have, og da jeg nu ikke skulle have så meget, valgte jeg det allermest lækre og luksuriøse - og dyreste - nemlig moskusgarn fra Arnica. Jeg købte bare 25 g til et par pulsvarmere. Det bliver spændende at prøve!

Jeg har godt nok taget et billede af garnnøglet, men et billede af moskusokser er ærlig talt mere spændende. Jeg har fundet det her på Flickr. Fotografen hedder Mary Harrsch.

Der var også garn af hundepels på messen, og også ting lavet af det. Det har jeg aldrig set før.

Gad vidst om denne hund, som så ud til at hygge sig på messen, kunne give et bidrag. Umiddelbart ser det ud til, det har pels nok.

Efterårets velsignelser

2011-10-24T21:42:00.011+02:00

Jeg synes, de er svære at finde, efterårets gode sider. Det bedste er vel, at nu varer det et helt år, før det igen er efterår.

Men der er nu i hvert fald endnu en god ting, og det er alle de dejlige grøntsager. Rødbeder for eksempel. Vores opskrift på rødbedesuppe stammer fra en russisk kogebog, og vi lavede denne kødløse rødbedesuppe - eller borsjtj - første gang for mange år siden.

Vi har glemt den i et par sæsoner, men i år blev det til en god stor portion, så der blev en hel del til fryseren også. Jeg må indrømme, at min andel kun bestod i at købe rødbederne. Dorthe stod for resten af arbejdet. Da jeg kom hjem fra arbejde, stod der bare en gryde dampende og duftende suppe.

Her er OPSKRIFTEN:

500 g rødbeder
250 g gulerødder
200 g selleri (i originalopskriften kålrabi)
1 lille kålhoved
2 løg
5 kartofler
250 g svampe (i originalopskriften 100 g tørrede rørhatte)
salt, peber
4 spsk tomatpure eller 4 middelstore tomater
2 spsk smør eller olie
6 eller 9% creme fraiche (i originalopskriften smetána)
eventuelt citronsaft

rødbeder, gulerødder, selleri og kartofler renses og skæres i terninger. Smør eller olie varmes op og alle grøntsager undtagen kartoflerne puttes i og småsnurrer over svag varme under tætsluttende låg.

svampene skæres i småstykker og brunes i fedtstof sammen med de finthakkede løg. Puttes derefter i gryden.

Der tilsættes yderligere et par l vand, salt og peber, og suppen simrer videre.

Kålhovedet strimles og lægges ned til de næsten møre grøntsager.

Når kålen er mør, tilsættes kartoflerne og tomatpuré eller tomater.

Når kartoflerne er møre, er suppen færdig.

Smages til med cremefraiche og måske citronsaft og serveres dampende varm med et godt brød til.

OBS: Hvis suppen skal fryses, skal tilsmagningen med creme fraiche og citronsaft vente, til den skal spises.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at der - bortset fra peber - hverken er krydderier eller krydderurter i suppen. Måske ville opskriften have set anderledes ud i en nymodens kogebog. Men jeg synes også, at grøntsagerne i sig selv giver smag nok, så yderligere krydring er unødvendig.

100 år...

2011-10-13T16:13:00.015+02:00

...skulle den amerikanske komponist Alan Hovhaness (1911-2000) nå at blive, inden jeg opdagede hans eksistens. Men bedre sent end aldrig.

Jeg hørte noget af hans 6. symfoni en morgen i radioen. Det lød rigtig godt, syntes jeg, men selv om jeg spidsede ører, fik jeg ikke fat på komponistnavnet. For en gangs skyld stod musikken heller ikke på DRs playlister. Jeg kontaktede DR pr. email og fik et venligt svar efter en uges tid.

Minsandten, de århusianske biblioteker er indehaver af flere cd'er med musik af Hovhaness, og på en af dem er også den 6. symfoni, som har titlen Celestial Gate. Hele CDen hedder Mountains and Rivers Without End efter en af de andre Hovhaness-kompositioner, og det er bare godt altsammen. Den er kommet på min ønskeseddel.

Når indlægget illustreres af et foto af en sort kat, er det, fordi der på Hovhaness-siden er et dejligt billede af Hovhaness og hans sorte kat Rajah. Der står om det: "Hovhaness adored cats, and believed them to be very intelligent. Here he is pictured with his favourite cat, Rajah Mahatmah Hoyden (1935-1949), originally called Haydn. Long after the cat died the composer's correspondence alludes to ongoing spiritual visitations from it, and he continued to leave milk out for Rajah overnight".

Jeg er for resten ret stolt af netop dette foto. Sorte katte er altså ikke lette at fotografere, men det lykkedes med denne, synes jeg.

En ny taske???

2011-10-07T09:19:00.008+02:00

Nej, nej, overhovedet ikke. Elvis er en pung - eller også er han bare et stykke legetøj.

I hvert fald faldt jeg for ham i en legetøjsbutik i Göteborg. Legetøjet er mest Dorthes afdeling, og mens hun kigger på dukkehustilbehør, kigger jeg tit på tøjdyr. Ligesom med taskerne KIGGER jeg kun.

Boston terrieren Elvis fra Fuzzy Nation har bare en lille lynlåslomme i ryggen, så han har jo et praktisk formål. Det er en ganske lille lomme - ekspedienten (en kvinde) i forretningen mente, at der kan da være en læbestift i den, "og hvad mere har man brug for?"

Jeg har nu brug for en del mere, og mine tasker er som regel både store og fyldte, men der kan faktisk også være en hotelværelsesnøgle i lommen - og så kan det sædvanlige taskeindhold jo blive på værelset. Så Elvis KAN bruges til noget. Han havde sin debut i Heide - og han er da charmerende, ikke?

Nærmeste storby

2011-10-05T09:06:00.013+02:00

Nærmeste storby fra Ålbæk må vel være Göteborg, og nok er der fine shoppingmuligheder i Skagen, men de står alligevel ikke mål med Göteborgs.

Vi tog i vores ferie på en endagestur fra Frederikshavn. Der er ikke så mange afgange, som der var engang, så vi kunne først være der ved middagstid, men det måtte vi så lade os nøje med.

Indsejlingen gennem skærgården er fantastisk, og jeg kan rigtig få set kraner. Denne gang lå det store containerskib Estelle Mærsk ved de flotte røde og blå kraner.

Vel i land drønede vi straks til Haga-området, hvor vi startede med at spise frokost på Le Petit Café.

En superhyggelig café med rigtig god mad. Deres kager så også fantastiske ud, men vi blev rigeligt mætte af frokosten. Le Petit Café anbefales varmt.

Det blev udelukkende en shoppedag, først i Haga, bagefter i området omkring Vallgatan og Södra Larmgatan, hvor der er en masse små specialbutikker. Og til sidst tilbage til Haga igen.

Vi ville have kaffe på Café Kringlen, som vi kender fra tidligere. Det skulle vi ikke have gjort! Kaffen var tynd, og de to forskellige chokoladekager, vi fik, var begge nærmest uspiselige. Vi levnede det meste, og kunne ikke spise mere resten af dagen - hvilket selvfølgelig var en begrænset ulykke.

Men ih, hvor vi fortrød, at vi ikke var vendt tilbage til Le Petit Café, eller - endnu bedre - havde snuppet en pandekage på Linnégatan.

Pyt, det var under alle omstændigheder en herlig dag, som vi har tænkt os at gøre om næste sommer. Når færgen først sejler kl. 10 fra Frederikshavn, kan man let nå det også fra Århus uden at skulle ekstremt tidligt op. Og næste gang gemmer vi appetitten til pandekageboden.

På det sidste billede fra hjemturen kan man rigtigt se, hvor stor Eriksberg-kranen er. Wow! siger jeg bare.

Det investerede jeg i

2011-09-29T19:46:00.009+02:00

Som nævnt kunne jeg ikke helt dy mig på strikkefestivalen:

Her ligger det indkøbte garn på strikkekurvens låg. Der er mest Country Casual fra Karen Noe. Jeg kan godt lide de douce farver, og de modeller, der var strikket af det, var lækre at føle på. Garnet udgår åbenbart, så det var på tilbud. Jeg købte 8 forskellige farver, og jeg aner ikke, hvad det skal bruges til.

Jeg kan jo også godt lide skrappe farver, og det var farverne, jeg faldt for i de to bundter Gepard angora. De skal sikkert bare bruges som effekt.

Endelig er der også et bundt af den lækreste bløde, mellemgrå babykameluld. Beregnet til den sædvanlige babyundertrøje, men den medfølgende opskrift havde en fin variation, som jeg glæder mig til at prøve - men det kan godt ske, det bliver i noget andet garn, og så bliver babykamelulden også til noget andet. Kommer de små babykameler egentlig ikke til at fryse, når man tager deres uld? Jeg får helt dårlig samvittighed.

P.S. Keramik-knapperne fra Buttonmad var slet ikke til at stå for. De er lavet i Sydafrika, og der var bl.a. alle mulige og umulige dyr. Det var MEGET vanskeligt at vælge. Men dem, jeg købte, var der kun et enkelt ark tilbage af - det hjalp på beslutningsprocessen. Sandsynligvis havde sælgeren flere i kufferten :-) Jeg er nødt til at strikke et eller andet specielt til disse knapper.

Strik og snak

2011-09-27T20:12:00.014+02:00

Så har jeg prøvet det med - at være til strikkefestival. Det foregik på Fanø i weekenden. Allerede ved færgelejet fredag aften kunne vi se masser af biler fyldt med kvinder, hvoraf en del også promenerede i egne kreationer.

Den lille porcelænsfigur, som vi så i en butik, kunne godt have været logo for festivalen. I hvert fald hvis det faktisk er en Fanø-pige.

Vi er så heldige, at Annett "kender" et sommerhus på Fanø, og så blev vi inviteret med. Vores sommerhus lå i et skønt område i Fanø Bad (ja, det hedder området altså) et par kilometer fra Nordby. Jeg tror nok, det var den strand, hvor jeg blev godt forbrændt, sidste gang jeg var på Fanø - for 45 år siden, da jeg var ung og forfængelig og troede, at jeg burde være solbrændt. Siden er jeg heldigvis blevet klogere.

Bedømt på tilstrømningen var festivalen en stor succes. 6000 kvinder - var der nogen mænd? - skulle der have været. Nogle sagde endda 8000. Og som de kunne snakke. Når man nærmede sig et af de huse, hvor der var en workshop, var der en kvidren og knævren og grinen.

Der var selvfølgelig rig mulighed for at få fyldt garnlageret op. Det trænger mit lager ikke til, men ikke helt overraskende kunne jeg ikke nære mig, og der kom en fyldt pose med hjem. Jeg fik også lidt nye ideer, og det var egentlig det, jeg var mest på udkig efter.

Det mest innovative var norske Duodus modeller. Lavet til høje, åleslanke kvinder, men måske kan det alligevel give inspiration også til vi andre i normal eller rund facon. "Kraven" på billedet kan jo da bruges af alle staturer, og det hele var i hvert fald spændende og flot.

Jeg er nødt til lige at have et billede med fra min søndagsmorgentur. Det var helt vidunderligt at gå i solopgangen og se soldisen lette.

Ditmarsken

2011-09-22T20:02:00.012+02:00

Her ses mine fødder i et par badetøfler fra Hotel Berlin i Heide i Ditmarsken, hvor Dorthe havde inviteret familie og venner til ikke-fødselsdags wellness-weekend for godt en uge siden.

Sådan nogle badetøfler er åbenbart standardudstyr på nutidens hoteller. De havde dem også på Fakkelgården, men dengang tog jeg dem ikke med hjem, og det fortrød jeg. Så denne gang huskede jeg det. De er godt nok ca. størrelse 44, men ellers er de rare nok at have på.

Der var også hvide badekåber til alle gæster - nok ikke til at tage med hjem. Det gjorde vi i hvert fald ikke. Det så lækkert ud, når man mødte nogle af de andre i selskabet iført hele udstyret på vej til eller fra wellness. Det var en dejlig weekend - vi var jo også i godt selskab.

Hotellet kan der siges både godt og dårligt om. Wellness-området var dejligt, værelserne var ok, og vores morgenbuffet var absolut fin. Men middag til 30 gæster kunne restauranten tydeligvis ikke håndtere (vi var nødt til at vælge vinen efter, hvad der var nok af - særpræget!), og så havde vi en ubehagelig oplevelse med en særdeles uforskammet manager på hotellet - se Dorthes blog. Altså ikke nogen ubetinget anbefaling til hotellet.

Det er der derimod til området. Marsken var bare spændende, og vi må bestemt tilbage.
Da jeg var barn, hørte jeg St. St. Blichers novelle Telse i radioen, muligvis i en dramatiseret version. Det gjorde et stort indtryk på mig, og siden har jeg læst Telse mange gange; i det hele taget kan jeg godt lide Blichers noveller. Telse foregår i lige præcis det område, vi var i, og for mig gav det faktisk en ekstra dimension.

Jeg må også tilbage for at få taget nogle billeder. Det forsømte jeg på det skammeligste denne gang, og det var bestemt ikke vejrets skyld. Vi sad udendørs på en ølstue i Heide ved midnatstid - uden overtøj og uden at fryse. Men vi var jo også taget sydpå :-)

Fuglekigger

2011-09-21T09:19:00.018+02:00

Som nævnt er jeg ikke særlig god til at få øje på og kende de forskellige fugle, men somme tider er der nogle, jeg ikke kan undgå at få øje på.

Det gjaldt en lille fugleflok ved Grenen. Vi kiggede på den i lang tid og tog nogle billeder, men vidste ikke, hvad det var for nogle fugle.

Desværre er fuglebøger og andre naturførere ikke standardudstyr i kommunens sommerhuse, men da Annett kom på besøg, havde hun fuglebøger med. Efter granskning af bøgerne, mente vi, at fuglene på Grenen nok var islandske ryler, og det blev senere bekræftet af Annetts mor, der er fugleekspert.
Det nederste billede af de islandske ryler er Dorthes.

En smuk skumringsaften var vi på fugletur til Jerup Strand, hvor der skulle være masser af fugle, havde vi læst. Det var rigtig nok. Ud over diverse uidentificerede rovfugle og måger så vi i hvert fald masser af præstekraver (de er lette at kende) og vist nok almindelige ryler (billederne). Og flere andre, som vi ikke ved. hvad var.

Vi havde vores kikkerter med og følte os meget amatørornitilogagtige. Hvis man er bare lidt fugleinteresseret, kan vi absolut anbefale Jerup Strand.

Hulsig Hede

2011-09-19T21:03:00.020+02:00

Jeg mener selv, at jeg er mest bymenneske, men der er nu alligevel noget natur, der kan tage pippet fra mig. Som regel flade landskaber, har jeg lagt mærke til. Som vadehavet eller Hulsig Hede lige syd for Skagen.

Jeg synes, den er både smuk med de grå klitters grågrønne farver - og da vi var der i august også lyngens lilla - og spændende. Der er en del små søer på Hulsig Hede, og de er helt fantastisk dybblå. Jeg opgav at fotografere dem, for alle vil alligevel tro, at jeg bare havde skruet for meget op for farvemætningen i billedbehandlingen. Men jeg har dem på nethinden!

Faktisk er landskabet ikke så fladt endda. Nogle af klitterne er ganske høje. Der er endnu et par billeder fra Hulsig Hede på Flickr.

Der skulle være en masse forskellige fugle på heden, men vi er vist ikke så gode til at få øje på dem. Derimod så vi en blå sommerfugl, som måske var en ensian blåfugl. Den skulle leve på Hulsig Hede. På den anden side er der så mange blåfugle, og de ligner allesammen hinanden, synes jeg.

Vi så også en lille død muldvarp. Den var så blød, så blød og så ud, som den bare sov.

I galleriland

2011-09-09T16:41:00.005+02:00

Gallerierne ligger tæt omkring Skagen, og vi besøgte alle dem, vi kunne nå, og som vi syntes så interessante ud. Og også et par af dem, vi umiddelbart syntes så mindre interessante ud - man kan jo blive overrasket.

Galleri Rasmus, der ligger i Huset Tavi på havnen, er et af dem, vi godt kan lide. Det er så stort og har så mange kunstnere repræsenteret, at der næsten altid er noget, man kan lide.

Vi kan bl.a. godt lide Anders Moseholm. Især hans bybilleder (lille udsnit på fotoet). Han har været årets kunstner i min kommunale kunstforening, men desværre blev jeg ikke ejer af et af hans billeder.

Et nyt bekendtskab var Anne Juul Christophersen. Hendes billeder er sært foruroligende: Hvad er det egentlig, der sker? Mit foto viser kun et lille udsnit af billedet Pathfinders, men kig på hendes hjemmeside, hvor nogle af hendes billeder kan ses i hel "figur" og i de helt korrekte farver.

Selv om jeg normalt ikke er så optaget af landskabs- og naturbilleder, så er Majken á Grømma måske også værd at holde øje med.

Galleri Rasmus' afdeling i Skagen er vist nok lukket for denne sæson, men der er afdelinger andre steder i landet.

I Galleri Molevit, der også ligger i Skagen By, så vi "helt-nede-på-jorden" malerier af Ulla Gammelgaard. Jeg kunne især godt lide det med fårene.

Det er som en illustration til "Ole sad på en knold og sang" - linjen "Fårene står der endnu og glor". Der var faktisk to forskellige udstillinger i Molevit, mens vi var i det nordjyske. Den med Ulla Gammelgaard var den sidste, men der var også noget, vi godt kunne lide på den første. Den, der passede galleriet den dag, var bare ikke særlig venlig, og fotografering var hun i hvert fald ikke begejstret for, så jeg kan ikke mere huske, hvad det var. Sådan kan det gå.

Derimod kan jeg godt huske, hvad der var i Galerie Nielsen Nordstrand. Det var nemlig Bente Marie Kjeldbæk, hvis spansk inspirerede billeder jeg rigtig godt kan lide.

Det var også et sjovt galleri i et nybygget og spændende hus, der - som navnet siger - ligger tæt ved Skagen Nordstrand. Ret fashionabelt - men det var i stor kontrast til vejen derud. Den gik gennem et rodet og grimt industri/erhvervsområde, som det er svært at forestille sig ligger i Skagen. Vi kom til at grine ret meget, da vi så nogle af vejnavnene.

Hr. Nielsen har også gallerier andre steder. Det kunne da godt ske, man kom forbi det i Kolding en gang.

Selv om vi så meget god og spændende kunst, købte vi IKKE noget med hjem.

I fiskeland

2011-09-03T20:27:00.014+02:00

Når man tilbringer 2 uger lige syd for Skagen, skulle man være et skarn, hvis man ikke fik spist en masse god fisk.

Vores første fisk fik vi på Brøndums Hotel. Den allerførste dag var jeg oppe i vandtårnet, hvor jeg kunne kigge lige ned i deres have, og det så så hyggeligt ud, at vi valgte at indtage frokosten der. Det var der ingen grund til at fortryde.

Billedet er selvfølgelig taget fra vandtårnet, og neden under er vi blevet bænket og kigger den modsatte vej, mens vi venter på vores mad.
Senere spiste vi adskillige gange på havnen. Vi plejer at være vilde med Pakhusets stjerneskud, så det skulle vi selvfølgelig have igen, men det holdt ikke standarden (kedeligt salatblad med sand i, rejerne ikke så lækre og mange som sædvanligt). Det er lige ved, det var heldigt, for jeg plejer at have meget vanskeligt ved at vælge noget som helst andet - hverken spisested eller menupunkt.

Nu fik vi prøvet nogle af de andre steder. Skagens Fiskerestaurant, der vel er den mest kendte, sprang vi over. Der har vi spist før, og det var ikke specielt godt - bare dyrere. Derimod spiste vi på Havfruen (der så vidt jeg kan finde ud af ikke har nogen hjemmeside) lige ved siden af og på den næste i rækken, nemlig Jollehuset, og de var begge helt fine. Især Havfruens fiskesuppe kan anbefales, men jeg er altså også meget glad for fiskesuppe.

Både Havfruen og Jollehuset er snarere fastfood-steder end restauranter, men det forhindrer ikke, at maden er god. Og når vi er på ferie, sætter vi stor pris på, at spisningen foregår rimeligt kvikt.

En aften fik vi den store fiskebuffet på Bodilles Kro, og den var jeg ikke så begejstret for. Ikke direkte dårligt, men heller ikke særlig interessant. Så var Franks i Sæby meget bedre. Der var vi til en heldigvis ret sen frokost, så vi var blevet dejligt sultne, og det var godt, for der var rigtig meget lækker fisk og mange skaldyr - frisk og hjemmelavet - i deres buffet. Der var IKKE plads til dessert! Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi kommer der forbi.

Det er bare et lille udvalg af Franks fiskebuffet, der ses på tallerknen. Der var en masse andet, bl.a. gode pil-selv rejer og hummere.

Ferien er slut :-(

2011-08-28T09:00:00.008+02:00

Vi er hjemme igen efter 2 uger i sommerhus syd for Ålbæk. Det er altså skønt at være væk i 2 hele uger. Hvis vi kun har en enkelt uge, føler vi det næsten som om halvdelen af tiden går med at pakke ud og pakke sammen igen.

Sommerhuset, som vi har lejet gennem kommunen, har vi boet i før, og vi kan godt lide både beliggenheden og indretningen. Huset ligger på en naturgrund. hvor der her i august er blomstrende lyng og mosebøllebær.

Mosebøllebærrene smager ikke af særlig meget, men der bliver noget udmærket syltetøj ud af dem, erfarede vi.

Der var en masse små tudser både omkring sommerhuset og på vej ned til stranden 500 m fra huset. De var bare søde!

Der var også masser af myg - de er IKKE søde, og de er et af de få dyr, jeg kan finde på at slå ihjel, men det forhindrede nu ikke, at jeg hurtigt blev overbroderet med mygstik.

Citater om katte #5

2011-08-26T16:41:00.011+02:00

Blandt alle Guds skabninger er der kun én, der ikke lader sig underkaste slaveri. Denne ene er katten.
Citat: Mark Twain

En legesyg Lilit illustrerer dette citat.

Færdig jakke

2011-08-10T18:39:00.009+02:00

Min grønne jakke er blevet færdig og er klar til brug. Modellen er hentet hos garnstudio og har nr. 105-20. Den er selvfølgelig rettet til efter mine mål, og efter garnet, som er Jo Sharp Silkroad Tweed - en kvalitet i 85% uld, 10% silke og 5% cashmere. Pinde nr. 4½.

Jeg er meget tilfreds med jakkens finish. Næsten alle sømme er syet med madrassting, og det bliver altså pænt. Den hæklede kant på forstykkerne og rundt i nakken virker også godt. Det eneste, jeg burde have lavet anderledes, er skuldersømmene, hvor jeg brugte Lord Kitchener sammensyning. Der ville jeg nok foretrække en helt traditionel sammensyning.
Man kan stort set ikke se Kitchener sømmen, men faktisk kan jeg godt lide at vide, hvor skuldersømmen er.

Jeg er stadig spændt på, om jeg kommer til at bruge jakken. Selv om det er blevet lidt køligere, er jakken i hvert fald for varm nu. Og kradser den ikke også lidt?

Der bliver ikke indkøbt uld til flere beklædningsgenstande til mig selv, før denne - forhåbentlig - har bevist, at uld ikke altid kradser.

Hverdagsluksus

2011-08-04T15:55:00.004+02:00

For et par måneder siden skiftede vi alle vores håndklæder ud og nej, hvor er det lækkert.

Vi har nok haft de samme håndklæder i over 30 år, og de var da ikke slidt op, så vi havde ikke tænkt på at investere i nye. Men lige pludselig blev jeg voldsomt træt af dem. De var unægtelig blevet noget stive, og det var også, som om de ikke kunne blive rigtigt rene. I hvert fald gik der kun ganske kort tid efter vask, før de så ikke bare snavsede, men MEGET snavsede ud.

Vores badeværelse er et rigtigt 70er-badeværelse med brune fliser og klinker og - heldigvis - hvid sanitet. Vi kan faktisk godt lide det. Bl. a. bliver klinkerne overhovedet ikke glatte, når de er våde; det sætter vi stor pris på. Vi har alligevel seriøst overvejet at få det hele renoveret, men har opgivet det indtil videre. Vi synes, det vil være synd for misserne med alt det spektakel, der vil blive.

Men nye håndklæder kan gøre underværker, skulle jeg hilse og sige. De gamle var i pink og lidt orange - de nye har vi valgt i turkise nuancer, der er mere grønlige end blålige. Lidt forskelligt interiør blev også skiftet til turkis, og pludselig ser vores badeværelse helt anderledes ud.

Jeg mangler bare at få malet et lille skab, og så krydser vi fingre for, at badeværelset holder lige så længe som misserne.

Det spøger - eller er det en nisse?

2011-07-31T19:39:00.006+02:00

For en gangs skyld bliver indlægget uden billede. Det handler nemlig om EN USYNLIG!

Den usynlige huserer i nærheden af mit sengebord. Først forsvandt en bog fuldstændigt fra denne lokalitet. Det er et par måneder siden, og den er stadig eftersøgt.

I torsdags forsvandt min mobil så. Det var en nærmest antik Siemens, som jeg syntes, det var sjovt at vise frem for måbende ungdommer. Jeg brugte den meget, meget lidt, og som regel var den ikke tændt, men jeg brugte den bl.a. som vækkeur, og det sidste, jeg erindrer, er, at jeg slog vækningen fra torsdag morgen, hvor den stod i sin holder på sengebordet. Den er ikke set siden!

Det må da være en nisse eller noget andet usynligt, som jeg har trådt over tæerne (hvilket i parantes bemærket er svært at undgå, når det nu drejer sig om en usynlig).

Jeg har købt et nyt simkort og har sat det i min gamle (dog yngre end Siemens-modellen), og næsten tons-tunge Nokia. Det er netop på grund af vægten, jeg ikke brugte den. Den er sat til opladning, så det varer ikke så længe, inden jeg igen kan modtage sms'ser. Eventuelle sms'ser sendt mellem torsdag og i dag er desværre nok gået tabt - ikke så godt, for jeg havde fødselsdag i fredags. Gad vidst om Nokiaen ikke er for tung at slæbe af sted med for den usynlige?

Jeg bliver jo nødt til at begive mig ud i mobiljunglen og få indkøbt en ny. Ikke just nogen fornøjelse, synes jeg.

Lises sokker

2011-07-26T19:38:00.011+02:00

OK, det ligner måske ikke lige et par sokker!

Historien er den, at Lise indkøbte garn, Noro Silk Garden Sock, som hun havde fået at vide var rigtig lækkert til sokker til et par, som jeg skulle strikke. Jeg begyndte at strikke og blev mere og mere betænkelig, for jeg ville da selv nødigt gå på sokker strikket af så ujævnt garn. Og Lise er nok endnu mere sart, end jeg er.

Jeg strikkede imidlertid en sok færdig, men da Lise så den, var hun enig. Det garn er ikke velegnet til sokker.

Hvad kan man så bruge 100 g dyrt garn til? Ja, når man er mig, så er et sjal selvfølgelig en oplagt mulighed. Strikket på tykke pinde - jeg brugte nr. 9 - og med masser af huller, skulle der nok kunne blive til et anstændigt sjal, og det holdt da også stik. Kanten er strikket af en rest Lucca fino, og i modsætning til de fleste sjaler, der har kant med spidser, så laver denne en svagt bølget flæsekant.

For resten synes jeg også, at farverne - som er flotte, ligesom både douce og stærke på én gang - kommer meget bedre til deres ret i et sjal end i et par sokker. Man kommer jo dårligt nok igennem hele farveforløbet i hver sok.

Tur til Vestfyn

2011-07-25T08:06:00.012+02:00

I lørdags var vi sammen med Yrsa på en tur til Vestfyn. Vejret var ikke det bedste, men der kunne ikke ændres på tidspunktet. Vi ville besøge Galleri Sulegaarden i Lundager lige uden for Assens samt Ernsts Samlinger i Assens centrum, og når vores arbejdstider så kom ind over, kunne det rent logistisk kun blive denne ene lørdag

På Sulegaarden var der den årlige "Put and take"-udstilling med arbejder af godt 40 kunstnere. Det er et sjovt koncept, hvor værkerne skal være små i format. Så små at en cykelturist godt kan få plads til et i rygsækken.

Vi kunne jo godt have plads til mere, da vi var i bil, men derhjemme har vi ikke så meget plads, så det lille format passer os godt, og både Dorthe og jeg fik et lille kunstværk med hjem.

Heller ikke Ernsts Samlinger, hvor vi kom med på rundvisningen næsten på det yderste mandat, skuffede. Jeg har lånt Sølvmanden, Maria Grønlykkes roman om Frederik Ernst, med hjem, men er ikke rigtig kommet i gang med den endnu, og det var måske i virkeligheden den rigtige rækkefølge at få "virkeligheden" først og derefter fiktionen.

Vejret var så venligt at undlade øsregn, da vi var færdige med udstillingen, så vi kunne gå en tur i Assens. Der er mange gamle huse og bygninger, bl.a. Plums Gård, hvor min mor i sin tid blev udlært på kontoret. Den maleriske blå og noget forfaldne bygning, ligger bag Plums Gård. Den må vel have været en slags lagerbygning?

I et af de mange bindigsværkshuse lå der en kat bag ruden. Vinduet var noget snavset, måske på grund af regnen, men katten kunne sagtens se og måske også høre nogle fugle udenfor. Det så det ud til, den havde stor fornøjelse af.

Kloge katte

2011-07-20T22:10:00.012+02:00

Vi bilder os jo ind, at Sarantoya er en usædvanligt klog kat. Hendes klogskab går tit ud på at opdrage OS - som regel til at give hende noget mad.

Hendes nyeste nummer, som hun har fået Lilit til at medvirke i, er meget udspekuleret. Hun og Lilit har ikke altid været lige gode venner, så vi er altid meget opmærksomme på, at de ikke skal komme alvorligt op at toppes. Det udnytter Sarantoya. Når hun om aftenen har fået al sin mad, men synes, at hun godt kunne bruge lidt mere, så begynder hun at småslås med Lilit. Hvis vi ikke reagerer, bliver det lidt værre, så vi er nødt til at gøre noget. Straks der er en af os, der rejser sig, løber begge katte med højt løftet hale ud i køkkenet i forventning om, at så er der fodring. Lilit er ikke altid selv interesseret i at få noget spiseligt, hun er bare klar over, at datteren er i svær (hungers)nød og må have hjælp.

Billedet tog jeg for et par dage siden, da Sarantoya havde udført en anden af sine kunster, og den har faktisk ikke noget med mad at gøre. Jeg sad i sofaen og strikkede - med bare ben, for det var godt vejr. Men Sarantoya ønskede at ligge på mig, og det gjorde hun mig særdeles klart. Jeg skulle strække benene ud og for resten også tage et tæppe på, for hun kan ikke lide at ligge på de bare ben. Straks jeg havde adlydt ordre, møffede hun sig til rette og faldt i søvn.

Vores nabokat Emma, som jeg har skrevet om flere gange på bloggen, er også klog. Hun bor 4 huse fra os, og vi har passet hende mange gange, når hendes mennesker er på ferie. Pasningen går ud på at lukke hende ud og ind igen og så selvfølgelig snakke med hende og fodre hende. Hun kan vældig godt lide at være ude, men som regel går hun ikke så langt, og når hun skal lukkes ind igen, er hun stort set altid i sin egen have.

Det var hun dog ikke i formiddags, da jeg skulle på arbejde. Det var jo dejligt vejr, så det gjorde ikke noget, men jeg regnede dog med, at hun gerne ville lukkes ind, når en af os kom hjem igen. Det var helt korrekt! Da Dorthe kom hjem, sad hun nemlig på VORES havegang og ventede. Hvordan kan hun vide, at det er her, hun skal henvende sig? Ganske vist går hun og jeg af og til tur sammen fra Emmas hus og hen mod vores hus, hvor vores veje skilles - Emma går enten tilbage igen eller ind mellem buskene på den anden side af vejen, og jeg går ind i vores hus. Men det antal gange, vi har set hende i vores have, kan tælles på én hånd, og jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har snakket med hende, når hun har været her, så det er da fantastisk, at hun ved, at i lige præcis det hus bor vi. Faktisk har hun gjort det én gang før. Dengang var jeg ikke helt klar over, om det var et tilfælde, men det tror jeg ikke mere. Nu er jeg behørigt imponeret - måske er Emma lige så klog som Sarantoya?

Et modedyr

2011-07-18T22:38:00.012+02:00

Alle, der shopper bare lidt, vil være fuldstændig klar over, at årets modedyr er: UGLEN. Den optræder overalt og i alle mulige sammenhænge.

Jeg tror nu ikke, det er modedillens skyld, at der var en hylde med ugler i Stofftiergarten - der var endda flere end på billedet, men som jeg tidligere har skrevet, er der ikke det dyr, der ikke kan fås i plys. Fisk inclusive!

Uglerne er også et yndet motiv på Flickr. Prøv lige at se dette galleri og få lidt gymnastik til smilebåndet. Læs endelig også kommentarerne. Godt fundet på!

En dag i Hamborg

2011-07-11T19:47:00.030+02:00

Hvad kan man nå på 8½ time i Hamborg? Vi valgte på vores seniordag i fredags at nå følgende:

St. Georg-kvarteret, hvor vi ikke har været før. Vi kiggede bl.a. på de lidt alternative butikker i Lange Reihe.

- Og på gavlmalerierne.

Vi var også forbi de arbejdende værksteder i et spændende hus i Koppel 66. Jeg fik et par nye og anderledes øreringe med hjem. Det var lidt for tidligt til frokost for os, ellers havde vi nok prøvet den fristende café.

De første par timer havde vi gråvejr, men så kom solen frem. Ved Alsteren så vi en masse svaner, bl.a. denne familie. De havde hovedet under vand for at fouragere det meste af tiden, men blishønen i højre side tiltrak sig kortvarigt deres opmærksomhed, så jeg lige kunne få et enkelt billede med løftede hoveder.
Svaneungerne havde vidt forskellig farve - det synes jeg ikke, jeg har bemærket før.

Stofftiergarten-butikken i Europa-passagen var også på programmet. Den har et lidt større udvalg end den på banegården, og der er ikke det dyr, der ikke er lavet i plys. Tænk at en grib kan være så sød...

Endelig kom vi også på havnerundtur. Her ses Elbphilharmoniens kommende og meget omtalte nye hjem, stadig ufærdigt og indpakket. Det skulle vist have været færdigt for længst, og det bliver vist nok også en del dyrere end planlagt. Har man hørt det før?
Beliggenheden ved havnefronten er jo helt ekceptionel, og jeg håber, vi kommer til nogle koncerter, når det hele ad åre bliver færdigt.

Endnu et billede med flere kraner fra havnerundturen.

Vi så ikke en eneste levende kat, men vi så da denne flotte plakat. Faktisk kom vi også forbi Pet Shop Boyz-butikken. Vi var dog ikke inde, så der kom ikke nogen gaver med hjem til tøserne. Den sidste gave - en friskvand fontæne til flere hundrede kroner - gad de ikke bruge (vores vandglas er bedre!), så derfor.

Hækken trænger stadig til en studsning

2011-07-05T18:50:00.013+02:00

Jeg burde være startet på hækklipperiet i går, men noget andet grønt lokkede mere. Alle stykkerne til min strikkede jakke er blevet færdige, så jeg havde meget mere lyst til at ri den sammen for at se, om den overhovedet vil blive anvendelig. Jeg bed hovedet af al skam - naboerne må klare at se på den uklippede hæk en uges tid endnu og rimpede sammen. Heldigvis ser jakken absolut ok ud. Her ligger den i strikkekurven.

Nu mangler jeg bare en masse madrassting og nogle kanter. Som de fleste andre synes jeg, monteringsarbejdet er keeeedeligt!

Det er lige til at overkomme på børnetøj som på denne lille trøje i størrelse 4 år, som jeg har brugt som tage-med strikketøj. Den blev sød, synes jeg.
Garnet er Katia Samba bomuldsgarn, som jeg før har strikket børnetøj af.

Det har altså en sjov effekt i børnetøj - det vil sikkert ikke blive nær så godt i større arbejder.

Utro

2011-07-02T10:21:00.014+02:00

Jeg følte mig nærmest utro, illoyal og svigagtig, da vi besluttede at udskifte Clio'en, selv om jeg jo godt er klar over, at man ikke kan være utro over for en bil. Derfor er dette indlæg EN HYLDEST til vores forrige bil.

Det var kærlighed ved første blik, da vi første gang så en gul Clio i et parkeringshus. Den lyste bare op!

Der gik dog et halvt års tid, hvor vi kiggede på en masse andre biler og endda var til bilshow (det var meget mod forventning SJOVT!), inden vi besluttede os: Det var en Clio, vi ville have.

Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.

Der havde altså været nogle designere ind over der, det var en bil med personlighed. Jeg syntes, der var lidt engelsk taxa over den - især bagfra. Det var simpelthen en sød bil, og jeg blev i godt humør af at se på den.

Vi fortrød aldrig den gule farve. Den klædte modellen og havde ydermere den fordel, at bilen kun meget sjældent så snavset ud. Det var også en holdbar lak, der ikke tog mod hverken ridser eller rust. Dog opdagede Dorthe et lidt tyndt sted i lakken ved en af bagskærmene, efter vi havde solgt den. Det blev jeg næsten glad for. Det bekræftede mig i, at det var det rette tidspunkt for en udskiftning.

Hvis Renault ikke havde ændret designet, havde vi måske valgt en Clio igen. Men det har de altså, og vi kan ikke nær så godt lide den nye model. Den er mere ordinær og mangler personligheden.

Se lige detaljen her. Det er knappen til åbning af bagagerummet. Hvorfor lurer andre bilfirmaer ikke det?

Knappen på den nye bil ser mildest talt klumset ud ved siden af, men vi tog jo heller ikke vores Yaris på grund af udseendet - og faktisk ser den også lidt sød ud. Især forfra.

Fornuftsægteskab

2011-06-26T11:34:00.011+02:00

Vi har indgået et fornuftsægteskab med en bil.

Vores "nye bil" - den gule Renault Clio - var efterhånden blevet 9 år. Helt ubegribeligt, vi havde jo lige købt den. Den så også ny ud, men opførte sig ikke altid sådan. Selv værkstedet indrømmede, at de så den for tit. Og med mærkelige ting, som ikke altid var så let at finde ud af. Senest var det en defekt bremseforstærker. Banale ting som problemer med at starte eller udskiftning af lydpotten led den aldrig af.

Nå, vi begyndte så småt at overveje udskiftning, og pludselig gik det meget stærkt. Resultatet blev en Toyota Yaris.

Guderne skal vide, at vi ikke tog den på grund af udseendet. Det er en udpræget fornuftig bil (håber vi!), der overhovedet ikke findes i sjove farver. Det vildeste var en blå, men den sidste blå blev solgt, mens vi kørte prøvetur, så vi måtte slå os til tåls med en koksgrå. Vi kunne vist også have fået sort, hvid eller sølvgrå, men sort og hvid passer ikke til vores bilvaskefrekvens, og sølvgrå ville dog være at gå for meget på kompromis.

Det er helt sikkert den kedeligste og mest anonyme bil, vi nogensinde har haft. Du fredsens, hvor kører der mange grå biler rundt! Vi skal til at huske, hvor vi parkerer kareten - er det ikke et fantastisk kedeligt billede ovenfor? - og vi kan godt begynde at bekymre os om, om den bliver stjålet.

Forhåbentlig er der andre fordele. Foreløbig er vi glade for airconditionen, men ellers har vi ikke indtil nu opdaget andre fordele i forhold til Clioen. Vi har heller ikke kørt så langt i den endnu. "73" på billedet er kilometertallet:-) I hvert fald er den nye rigtig lækker at køre i (men det var Clioen nu også).

Jeg håber, det udvikler sig til kærlighed hen ad vejen.

En farisæer

2011-06-22T22:27:00.003+02:00

I et hjørne i et af havetrugene står denne husløg (eller hedder det "dette"?)- den eneste husløg i haven.

Jeg er ikke specielt interesseret i husløg og kender ikke noget til dem, så jeg ved ikke, hvad den specielle husløg er for en. Jeg købte den på et plantemarked, vist nok fordi jeg godt kunne lide den blågrønne farve.

Den ser ud til at trives, og i år er der så kommet blomster. Som det ses på billedet er de hvide, hvilket godt kan tolereres i den blå have, når der bare ikke er for mange af dem.

I øvrigt en køn blomst, synes jeg. Det kan da godt ske, jeg skulle overveje flere husløg. Mon der findes nogen med blå blomster?

Multitasking

2011-06-16T17:55:00.009+02:00

"Kvinder kan multitaske, det kan mænd ikke", sagde man for nogle år siden. Det har man vist nok fundet ud af ikke er helt korrekt.

Jeg er i hvert fald ikke specielt god til det. Da jeg strikkede trøjen på fotoet i to garnkvaliteter, skulle jeg skifte til pinde i en anden tykkelse, når jeg skiftede garn. Det gik det ikke så godt med. Temmelig mange gange kom jeg først i tanke om, at jeg ikke havde skiftet pinde, når jeg var midt i eller færdig med næste stribe.

Det er den første trøje, jeg har strikket til mig selv i årevis. Jeg fandt modellen i - af alle steder - Alt om håndarbejdes Strikkemagasin. Et blad jeg altid kigger på mit arbejde, men det er meget sjældent, jeg synes, der er noget, jeg kunne tænke mig at strikke.

Jeg kunne imidlertid godt lide den afslappede stil i denne, og så er den strikket i dels ren bomuld, dels en bomuldsblanding, så der er ikke nogen risiko for, at den kradser. Jeg strikkede nøjagtigt efter opskriften og med de garnkvaliteter, der blev foreslået - dog i en anden farve. Det skulle forestille at være en model, der var let at strikke, og det var det også i den forstand, at det næsten udelukkende er glatstrikning, men de to meget forskellige garntykkelser egner sig nu ikke for nybegyndere udi strikkekunsten, synes jeg.

Det går rimelig godt fremad med den jakke, som skal være en test på, om jeg kan gå i nutidens uldkvaliteter, men faktisk har jeg købt en masse spændende bomuld, hvor jeg bare skal finde ud af, hvilke modeller, jeg vil strikke. Jeg må hellere bestemme mig for, at jakken skal være færdig først.

Øreringe igen

2011-06-15T09:59:00.017+02:00

Jeg har købt flere nye øreringe på Etsy i år. Hos "organikx" i Canada har jeg købt disse små sølvøreringe med rubiner. Jeg kan godt lide sølvets rå look kombineret med rubinernes fine farve.

Øreringene er ganske små, vedhænget er bare 1,5 cm langt. Det forestiller man sig ikke helt, når man ser billedet, men størrelsen er naturligvis beskrevet i beskrivelsen af øreringene. Det kunne mange af Amio-butikkerne lære af.

Billedet er lånt fra organikx' butik. Det er meget bedre end det, jeg selv tog. Enten skal jeg have et nyt kamera for at tage den slags billeder - eller også skal fotografen blive bedre:-)

"beautyspot" i Ukraine arbejder bl.a. i resin (en slags harpiks).
Der fandt jeg disse innovative katteøreringe. Selv om jeg er kattoman, synes jeg ikke, at alt hvad jeg har behøver at være relateret til katte, og jeg er heller ikke nødt til at købe alt med katte på, men de her kunne jeg umuligt stå for.

Dette billede er mit eget, og i hvert fald på min skærm er farverne mere korrekte end på beautyspots egne fotos.

Begge butikker var rigtig gode at handle med og kan varmt anbefales.

Øresmykker

2011-06-09T18:16:00.022+02:00

Jeg elsker smykker - mest af alt øre- og fingerringe. Mine fingerringe skifter jeg jævnligt, men mine øresmykker er altid tilpasset min øvrige påklædning.

De kan matche i farve og/eller stil, men det kan også være som kontrast eller for at live op på et farveløst outfit, hvilket for mig er enten sort eller hvidt eller en kombination, for blege farver er ikke mig. Min yndlingsaversion er PUDDERFARVET, så kan det være nok så moderne. Jeg går ikke i det. I dag var jeg helt i sort, men mine smykker var i gult. Mit store armbånd i forskellige gule farver blev suppleret af en ring med gyldent rav og øreringene med gult vedhæng.

Jeg kan godt lide, at mine smykker er lidt specielle. Ikke nødvendigvis unika, men heller ikke noget, man kan få hos enhver guldsmed.

De behøver ikke være lavet af ædle metaller og ædelstene - selv om jeg vældig godt kan lide både perler og sten.

Øreringene med de gule vedhæng er mestendels lavet af genbrugsmaterialer. Blikket er klippet ud af en dåse, det gule er noget plastic eller bakelit. Jeg har købt øreringene på Etsy i en butik, der hed projectgrabbag.

Ejeren sælger ikke mere på Etsy, men heldigvis købte jeg endnu et par øreringe fra butikken i tide. Også lavet af dåseblik suppleret med nogle små grønne glasperler.

For et halvt års tid siden fandt jeg ud af, at der er et dansk websted, der svarer til Etsy. Amio hedder det. Der er selvfølgelig ikke nær så mange butikker, og jeg har (heldigvis, måske?) heller ikke fundet så meget af interesse endnu, men i Birgittes værksted var der noget, jeg straks tændte på.

Jeg nøjedes med at købe to par øreringe. De enkle stregkodeøreringe var det ene par, de grønne rør med stjerner det andet. De er mine yndlings lige nu, og jeg har et par gange grebet mig selv i at vælge tøj efter øreringene og ikke omvendt.

Faktisk var der flere andre, jeg overvejede, men det lykkedes for mig at beherske mig så nogenlunde. Måske skulle jeg alligevel bestille endnu et par..., men måske kommer der nye fristelser i butikken.

En vild plante i haven

2011-06-05T11:14:00.005+02:00

Inden vi for over 30 år siden flyttede i hus boede vi i lejlighed med altan - og altankasser. I en af altankasserne var der stedsegrønne dværgplanter. Det havde jeg læst i et blad godt kunne lade sig gøre. Altankassen ville forhindre rodnettet i at vokse sig stort, og planterne ville blive ved med at have dværgvækst.

Da vi flyttede, tog vi den ene plante, en thuja, med. Den har IKKE dværgvækst mere. Faktisk er den kæmpestor, og der kan ikke gro noget under den. Ikke engang hostaer ret godt.

Nu gør vi imidlertid et nyt forsøg. Annette og Niels har i deres skovbund en plante med lyserøde blomster. Den er hentet i naturen og trives fint under træerne. Vi har fået et eksemplar, som jeg har identificeret som en dagpragtstjerne.

Jeg kan godt huske dagpragtstjerne fra barndommens biologiundervisning. Jeg synes bare, den var mere rødlilla end denne, der er klart rosa. Måske har det noget med jordbundsforholdene at gøre.

Indtil videre står dagpragtstjernen strunk og fin. Jeg håber, den vil trives under thujaen, og den må gerne brede sig.

Blåt bunddække

2011-05-28T18:47:00.009+02:00

I 2006 var vi en lille uges tid i Varberg i forbindelse med en katteudstilling, hvor kattene deltog. Det synes, som om det er 20 år siden og ikke bare 5. De ekstra dage i Varberg er dog ikke nær så fjerne. På forhånd havde vi ikke nogen forventninger til byen, men vi kunne jo altid køre til Göteborg, tænkte vi. Da vi først var der, kom det overhovedet ikke på tale. Varberg var uventet charmerende, og vi kørte også nogle gode ture i de svenske landskaber omkring Varberg.

En dag besøgte vi planteskolen på billedet. Meget nydelig og meget svensk, som det ses på billedet.

Planteudvalget var ikke så forskelligt fra det, vi kunne få i Danmark, og det var egentlig heller ikke for at købe, vi var der. En meget fin lille bunddækkeplante med lyseblå stjerneformede blomster havde vi dog ikke set før, og den kunne vi ikke stå for. To forkælede kattes bagage levner ikke så megen plads til vi mennesker - og slet ikke til ekstra indkøb, men de to små planter fik vi moset ind.

Da vi kom helt hjem, fik de plads i en af havens krukker, men efter den kolde vinter 2009/10 var de væk. Ærgerligt! Vi savnede vores små fine blåblomstrede planter.

På plantemarkedet i botanisk have for et par uger siden fandt jeg dem igen. De hedder Isotema fluviatilis - på dansk blåkryb. Jeg ved ikke, om det er samme sort som vores egenimport, men den ligner. Denne hedder 'Country Park'.

Foreløbig har de fået plads i et par krukker, men en af dem skal nok flyttes til et af bedene, hvor der formodentlig er mere vintersikkert.

I denne krukke er der foruden planterne (hjertegræs, en lyslilla vårfloks, som er næsten afblomstret på billedet, en lille husløg og den nye blåkryb) en masse Leca-sten og nogle stykker lava.

Lavaen er også af egen import, dels fra Etna, dels fra Vesuv. Den har ligget i en vindueskarm i årevis, men er meget mere dekorativ i krukken.

Citater om katte #4

2011-05-19T16:28:00.005+02:00

Der er kun to muligheder for at flygte fra livets elendighed: Musik og katte.

Det vides ikke, hvem der har sagt dette, men det kunne have været mig. Og alligevel ikke i betragtning af, at jeg ikke synes, livet er usselt. Men det vigtigste i livet for mig (lige bortset fra familien) er nok musik og katte, så på den måde er jeg enig i citatet.

Illustrationen er fra et gammelt postkort. Det er sendt i 1919 til "Kjære lille Maud" fra "Bedstemoder". Det er faktisk noder, de to katte kigger på. Det er godt nok ikke så let at se i skanningen.

Jeg har en lille samling af postkort med kattemotiver. Det startede i Paris for 20-30 år siden, hvor vi fandt en postkortbutik i Rue du Dragon - mon den er der endnu? Postkortene var delt op i motiver, og jeg gik helt grassat i katterubrikken. Der var bare så mange med de mest fantastiske kattefotos.

Det gamle kort har jeg fundet senere på et antik/loppemarked.

Maj-mad

2011-05-18T20:56:00.003+02:00

Vi har smovset i aften i nye Samsø-kartofler. Jeg var rigtig tidligt på torvet i morges - jeg var vældig stolt af mig selv, fordi jeg var så fornuftig.

Det er de første nye kartofler, vi har fået i år, serveret med røget makrel og en klat pesto eller smør. Mums! Og så bliver kartoflerne endda endnu bedre senere, der er ikke så vildt megen smag i de tidlige. Men den der er, er god!

Rabarberne skal bruges til chutney. Jeg lavede også sidste år efter en opskrift, jeg fandt på Gastromandens blog. Det blev vildt godt og slog ikke til ret lang tid. Nu laver jeg en dobbelt portion.

Radiser, agurker, et par bundter liljekonvaller og et par bundter engblommer røg også i kurven. Min sjæl, hvad vil du mere?

Vand i haven

2011-05-11T09:03:00.006+02:00

har været et must i en del år efterhånden. Det har jeg nu taget helt køligt. Vores have er så lille, at fuglebadet måtte være nok, syntes jeg.

Indtil sidste sommer, hvor jeg lod mig friste af et lille springvand. Det bliver drevet af solceller, så det springer kun, når solen skinner, men det har jo været et usædvanlig flot forår, og vi har haft rigtig megen glæde af springvandets lette rislen.

Beholderen er en gammel henkogningskedel, som har været min mors. Jeg brugte den for mange år siden til at farve garn i, men den har stået ubrugt i vores udhus alt for lang tid. Jeg synes, den er perfekt til springvandet.

Citater om katte #3

2011-05-03T19:06:00.014+02:00

Hunde kommer, når man kalder på dem. Katte tager imod besked og vender tilbage.Citat: Mary Bly

Sådan er det lige præcis med Lilit (den søvndrukne kat på billedet). Vi kan kalde på hende lige så tosset, vi vil, men hun kommer kun, når det passer hende.

Vi har somme tider været ved at gå ud af vores gode skind, fordi vi ikke kunne finde hende (også selv om hun er indekat, så der er grænser for, hvor hun kan være), og pludselig kommer hun nok så nonchalant spadserende helt uvidende om, at hun har været savnet.

Som sædvanlig er Sarantoya anderledes. Hun kommer faktisk ret tit, når vi kalder. Sikkert fordi hun mener, at det må være spisetid.

Kunst og børn

2011-04-30T09:48:00.016+02:00

Både på Louisiana og Aros var der dejlig mange børn, og det lader til, de får noget ud af at kigge på moderne kunst.

Om denne skulptur af Joel Shapiro på Louisiana hørte vi en ca. 5-årig pige sige: "Det er en giraf". Ikke "Det ligner en giraf", nej netop "Det er en giraf".

Skulpturen er i øvrigt uden titel.På Aros stod en 8-9 årig pige sammen med - tror jeg - lillesøster på ca. 2 år og kiggede på Im Flügelschlag der Schwäne (I svanernes vingeslag). "Kan du se svanen?" spurgte den store den lille. På det tidspunkt havde jeg ikke selv set svanerne, men jeg fandt dem -tror jeg da.

Det, jeg godt kan lide ved Jorns billeder, er lige præcis, at man kan kigge på dem i lang tid og blive ved med at finde nyt. Og at det skaber en stemning i en - eller måske er det det humør, man er i, der er med til at fortolke billedet. Begge dele er godt.

Påskens kunst

2011-04-28T12:10:00.017+02:00

Vi var til flere gode udstillinger i påsken.

På Aros så vi den store Jorn-udstilling og i tillæg Fredrik Raddum-udstillingen. Jeg har altid været glad for Jorn, og det var en meget fin udstilling, Aros havde sat sammen. Jeg kunne godt tænke mig at se den endnu en gang, inden den lukker.

Fredrik Raddum - nå ja... Det er da meget sjovt, men jeg synes, der er lidt for mange af hans værker, der beskæftiger sig med kunstnerens situation i samfundet. Det siger ikke mig som tilskuer så meget. Dorthe har skrevet om Raddum på sin blog et par gange, også med billeder.

Anderledes interessant er Holstebro Kunstmuseums udstilling med titlen Sjælens spejl. Udstillingen er den første i museets nye tilbygning, som sikkert helt bevidst virker ret anonym og dermed er en god platform for kunsten. Jeg var dog noget utilfreds med lyset - måske var der bare for mange pærer, der var gået ud? det håber jeg - men ellers var det en stor fornøjelse at se udstillingen.

Vi kiggede også på den nye opstilling af værker fra museets faste samling. Bl.a. værker af Tal R apropos min kunstdåse.

Jeg har reflekteret lidt over de forskellige udstillingers titler. Louisiana og Holstebro Kunstmuseum taler dansk med henholdsvis Picasso - fred & frihed og Sjælens spejl. Louisianas Hockney-udstilling hedder Me draw on Ipad, men her synes jeg, det har en funktion, at titlen er på engelsk. På Aros er man kun engelsksproget. D.v.s. Jorn International kan selvfølgelig med lidt god vilje være dansk. Fredrik Raddum-udstillingen hedder Get Lost. Gad vidst hvornår Aros får så megen selvtillid, at de erkender, de er et dansk museum?

Billederne er fra oven Asger Jorns Au commencement était l'image (I begyndelsen var billedet) og et udsnit (måske Jorn selv?) af samme billede. Derefter Carl-Henning Pedersens Ved stranden og til sidst Tal Rs Hyacint. Forhåbentlig er farverne ikke helt i skoven, men jeg garanterer ikke for noget.

Milde gaver

2011-04-26T19:31:00.024+02:00

Uventede gaver gør altid glad. Jeg/vi har fået et par stykker af slagsen på det sidste.

Først fordi jeg havde sidste dag på Lystrup Bibliotek, hvor jeg i snart et år har haft en ugentlig arbejdsdag. Det har jeg været meget tilfreds med, blandt andet fordi jeg har fået lov til at lave noget af det, jeg godt kan lide. Men det havde altså en ende, og minsandten om jeg ikke fik en afskedsgave bestående af en fin kunstdåse + noget, der kunne fyldes i dåsen.

Dåsen er dekoreret af Tal R med et indianermotiv. Kendte de til min gamle indianer-interesse i Lystrup, eller var det bare godt ramt?

Jeg tror, de godt vidste, at jeg har adskillige søde tænder, og hele 3 poser mandler og nødder med forskellige "betræk" fra Summerbird fulgte med dåsen. Uhm!!! Den flotte blå er nødder med kaffe og praliné. Dem kunne jeg godt blive lidt afhængig af.

Kurven med specialiteter fra Claus Meyer har vi fået af Emma, fordi vi har passet hende i nogle af påskedagene. Jeg er altid glad for at passe den søde Emma, og det er bestemt ikke nødvendigt med gaver i den anledning, men det synes Emma - eller måske er det hendes mennesker - altså.

Og egentlig var det slet ikke en uventet gave, for vi får altid noget af Emma, når vi har passet hende - jeg havde bare ikke tænkt på det. Så jeg blev både overrasket og glad, og jeg glæder mig til den lækre mirabelle-marmelade, som jeg kender fra tidligere, og de andre specialiteter.

Sidste sommer skrev jeg, at Emma vist nok var 14 år, men faktisk er hun nu 17 år. Hun er sit gamle søde jeg, og virker fuldstændig rask.

Vi håber, hun sætter aldersrekord for katte. På billedet har vi gået tur sammen - jeg skal ind i vores eget hus, og Emma fortsætter op ad trappen.

Mozart-fan

2011-04-17T21:43:00.008+02:00

bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg var mere musikkyndig, så det muligvis anderledes ud, men jeg synes altså, det meste af Mozarts musik er noget letbenet - for muntert, springer af sted på alt for lette fjed og er nærmest irriterende i sin ubekymrethed.

Der er undtagelser. Jeg synes helt sikkert bedst om ham i mol, og hans Requiem (i d-mol!) er jeg endog meget glad for. Det hørte vi til symfonikoncerten i torsdags.

Først hørte vi Poulencs Gloria, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er kirkemusik, men ikke lige typisk kirkemusik - det er så også fra 1959. Noget uegalt, syntes jeg, men spændende og flot sunget af sopranen Lina Valantiejute.

Hun var også med i requiemet, som jeg må have hørt et utal af gange. Straks fra de første toner følte jeg mig helt tryg og på kendt grund - det er utrolig smuk musik. Jeg spekulerede lidt på, om dirigenten Stefan Solyam praktiserede den lidt slankere orkesterlyd, der er så moderne netop nu. Under alle omstændigheder lød det godt.

Billetsanget til næste sæson startede i mandags. Jeg var - bevæbnet med en lydbog på mp3-afspilleren, strikketøj og taburet - med i køen foran Musikhuset, men Dorthe kom meget hurtigere igennem på nettet. Jeg nåede lige at få en kop kaffe og en småkage, så havde Dorthe billetterne i hus, og jeg kunne tage på arbejde.

Billedet tog jeg, da der var blevet delt numre ud. På Musikhusets facade kan man se nogle af de store bannere med hoppende symfoniorkestermedlemmer. Sidste år hoppede de også på billederne, og da var det meget sjovt med de alternative billeder, men nu må de godt finde på noget nyt - det er ved at blive lidt trivielt.

På tur med DSB

2011-04-12T19:29:00.010+02:00

Da vi var på Louisiana i lørdags, var vi med tog. Det tager ikke ret meget længere tid, end når man kører i bil; når man kun er 2 af sted, kan det være billigere, og det er i hvert fald meget mere miljøvenligt. Som regel er det også rart og afslappende at køre med toget, selv om DSB ikke rigtig ved noget om god kundeservice - eller også praktiserer de det bare ikke.

Turen ud gik rimeligt. Det vil sige med for mange mennesker i toget, kun service fra serveringsvognen på en tredjedel af turen og kun en lille forsinkelse - og absolut afslappende.

Fra hovedbanen til Humlebæk kørte vi på kystbanen med det kriseramte DSB First, og det var nogle rigtig rare tog at køre med. De er jo også elektriske.

Hjemturen fra København var til gengæld mindre vellykket. Vi kørte med et af de nye IC4 tog. Egentlig udmærket indretning, men de laver et infernalsk spektakel. Hele turen var der en voldsom rumlen og støj i det dybe toneleje. Vi tog vores ørepropper på, men de hjalp ikke så meget, måske fordi støjen var i det lave register. Resultatet var en alt andet end afslappende tur, og desværre tror jeg, at de IC4 tog kan vænne mig fra at tage toget, hvis der ikke sker en meget væsentlig forbedring. Jeg synes ærlig talt, det er en skandale, at det er sådan noget skrammel, DSB har investeret i - øv, altså!

Inden hjemturen nåede vi at kigge lidt nærmere på Københavns Hovedbanegård. Banegårde er tit spændende, synes jeg. Nogle af de små stationer på Kystbanen er rigtig søde - billedet er fra Humlebæk, men hovedbanen er en af de allerbedste banegårde. Der er simpelthen så meget at kigge på, og man kan blive ved med at finde nye detaljer. DSB-manden øverst havde jeg for eksempel aldrig lagt mærke til før.

På udflugt

2011-04-10T21:15:00.015+02:00

Picasso på Louisiana, det ville vi ikke gå glip af, og i går var vi på heldagsudflugt.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men Picassos kunst er altså noget særligt. Man ser det lige med det samme: Alle billeder og alle skulpturer er bare nødvendige. Det var en meget fin udstilling, Louisiana havde fået sat sammen - godt vi kom af sted.

Jeg tror ikke, det var tilladt at fotografere i udstillingen; jeg gjorde det i hvert fald ikke. Det nærmeste bliver et billede af de nyindkøbte akryl-øreringe med duer - der associerer til Picassos fredsduer.

Det var for resten lidt sjovt at læse om Picassos forhold til duer. Han syntes slet ikke, de kunne bruges som fredssymbol, faktisk mente han, de er grusomme dyr.

Louisiana havde også lige åbnet en ny udstilling med kunst lavet på iPhone og iPad af David Hockney. En rigtig sjov og spændende udstilling! Selvfølgelig er der forskelle, men jeg synes altså, det minder lidt om digital fotografering, og især er hans fokus på motivet noget, jeg kan genkende både fra mig selv og fra andre, der fotograferer.

Vi drak kaffe i caféen. Dorthe sprang kagen over og tog bare en banan, jeg fik en stor og lækker Sarah Bernhardt - og billederne er absolut inspireret af Hockney.
Der blev også tid til at kigge på Louisianas egne kunstværker. Max Ernsts skulptur Le Grand assistent har jeg altid været glad for, og jeg synes, den har været på Louisiana altid, men det er nok ikke rigtigt. Derimod har jeg ikke set Hockneys A Bigger Grand Canyon før. Man blev nærmest suget ind i værket, som kan ses på den officielle Hockney-side.

Det blev et indlæg med mange billeder, men det passer jo til emnet.

Nyt sjal færdigt

2011-04-03T16:34:00.005+02:00

Jeg er blevet færdig med det sjal, jeg begyndte på, da jeg blev sur over, at jeg måtte pille min påbegyndte jakke op.

Garnet er Hjerte Kunstgarn. Jeg syntes, det så sjovt ud og købte et par nøgler, og så strikkede jeg bare løs, til der ikke var mere.

Kanten er strikket af et blødt strømpegarn. Jeg synes, den ensfarvede kantblonde samler sjalet fint.

Jeg har ellers flere garner - også beregnet til sjaler - liggende, men jeg havde bare lyst til at prøve dette.

Der blev et pænt stort sjal, som jeg tror, jeg beholder selv, ud af de to nøgler.

Jeg spekulerer lidt over, hvordan man får lavet et ligesidet sjal. Når man som med dette starter midtpå øverst, bliver overkanten længere end siderne, og når man starter i spidsen er det som regel omvendt. Egentlig tror jeg, jeg bedst kan lide det sidste.

Jeg har købt nyt garn til jakken. Grønt denne gang. Hvis det heller ikke ser ordentligt ud, vil jeg simpelthen ikke lave den jakke.

Citater om katte #2

2011-04-01T23:10:00.017+02:00

Hvis katte kunne tale, ville de lade være
Citat: Nan Porter, som jeg i øvrigt ikke ved hvem er.

Sarantoya er ikke enig - hun er et værre sludrechatol, som kun lader være med at give lyd fra sig, når hun - som på billedet - sover. Sækkestolen købte vi specielt til kattene, men det er kun Sarantoya, der bruger den. Det gør hun til gengæld tit. Lilit kan ikke lide at træde på de ustabile Krøyer-kugler.

Lilit er for resten også begyndt at snakke mere på sine gamle dage. Blandt andet får jeg hver morgen højlydt (det vil sige så højlydt, som det nu kan være, når det er Lilit - og det er med megen mindre lydstyrke end Sarantoya kan præstere) besked på, at nu vil hun altså gerne have sin malt. Hvis jeg er gået nedenunder i længere tid, uden at hun har fået den åbenbart ekstremt lækre pasta, står hun på trappen og kommer med små klagelyde.

Sarantoya spiser ikke malt. Hvor er de dog forskellige, de katte.

Taskestrejke

2011-03-27T22:14:00.014+02:00

Jeg er gået i taskestrejke! Eller måske har jeg snarere lockouted tasker? I hvert fald er jeg irriteret over, at jeg har så mange tasker, som jeg ikke får brugt, så nu vil jeg ikke købe flere.

Egentlig ville jeg gerne altid have en taske med, der matcher mit tøj, men det er åbenbart for besværligt for mig at skifte fra den ene taske til den anden. Resultatet er, at den taske, jeg bruger "lige nu", bruger jeg i lang tid, og alle de andre fylder bare op.

I realiteten kunne jeg nøjes med at have en enkelt taske eller et par stykker i forskellig størrelse. Og det er jo ikke så tit, man slider en taske op, så der er ikke nogen naturlig afgang (sidst jeg sled en taske op, var det en, jeg var så glad for, at jeg anskaffede en ny af samme slags. Hvor idiotisk kan man være?).

Jeg har vist ikke købt en taske i over et halvt år. Der har da været fristelser, men så er jeg kommet i tanke om hele raden af opmarcherede tasker derhjemme, og så har jeg mistet lysten til at investere i endnu én til samlingen. Det er ikke noget regulært princip for mig, så lad os nu bare se, hvor længe jeg holder mig i skindet.

I går spiste vi frokost på Lynfabrikken, hvor de, som det ses på billedet, har et helt pænt udvalg af Freitag-tasker. Da kunne jeg godt mærke, at det kriblede - lidt, men ikke så meget, at jeg måtte gribe til betalingskortet.

Tiden slår ikke til

2011-03-26T00:07:00.013+01:00

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.

I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.

Ny suppe på repertoiret

2011-03-16T09:06:00.016+01:00

Jeg var kommet til at købe flere poser sorte bønner. De fyldte ret meget i kolonialskabet. Ergo fandt jeg nogle opskrifter på sortbønne-suppe på nettet - jeg har ikke brugt de sorte bønner før. Som sædvanlig lempede jeg lidt til her og der, så min opskrift kom til at se sådan ud:

Hovedret til mindst 4 personer
700g sorte bønner
2 spsk olivenolie
5 løg
6 fed hvidløg
1 pakke kalkunbacon (7-8 skiver) - almindelig bacon kan også bruges, hvis man ikke tæller kalorier
5 stilke bladselleri i tynde skiver
5 store gulerødder i tynde skiver
1 spsk spidskommen
2 friske røde chilier
5 dl oksebouillon
salt og peber
persille
citron

· Bønnerne udblødes og koges efter anvisningerne på posen. Lad dem blive i kogevandet.
· Løg og hvidløg hakkes, halvdelen af baconen klippes i små stykker og steges sammen med løgene i en gryde til løgene er klare.
· De resterende grøntsager og krydderierne tilsættes. Simrer til grøntsagerne er næsten møre.
· Grøntsagerne blendes sammen med bouillonen. Bønnevand tilsættes til suppen er lind.
· Smag til med salt og peber og juster eventuelt med spidskommen.
· De hele bønner tilsættes, og det hele simrer yderligere 10-15 minutter.
· Den resterende bacon ristes og serveres som pynt. Drys med masser af hakket persille og dryp med citronsaft.

Suppen er ikke køn - faktisk ligner den et mudderbad, fordi bønnerne afgiver masser af farve. Jeg tænkte på at forsøge mig med noget gurkemeje, men jeg tror alligevel ikke, den bliver meget kønnere af det. Godt med persille er nok en bedre udvej.

Og så smager den godt. Jeg synes, der er en rigtig fin balance mellem bønner, chili og spidskommen, og citronen giver lige en ekstra dimension.

Tidnød

2011-03-06T18:10:00.008+01:00

Er det absolut nødvendigt, at VM i de nordiske skidiscipliner PLUS skiskydnings VM PLUS indendørs EM i atletik skal foregår samtidig? Det går lige at få det hele set, når harddiskoptageren ellers kører nærmest i døgndrift - og man har ferie - og det har vi haft i den forløbne uge af samme grund.

Men når vi så også skal til operabio, så kommer vi i knibe. Optageren kan jo kun optage på en kanal ad gangen, og vi havde brug for mindst to. Det var lige ved, jeg overvejede at droppe operaen, men også kun lige ved - noget af vintersporten måtte ofres. Operaen var nemlig John Adams' Nixon in China, og den ville jeg godt nok svært nødigt gå glip af efter Doctor Atomic, som vi så for et par år siden.

Vi blev ikke skuffede! Jeg er vild med Adams' musik, og jeg synes, det er så spændende, at hans operaer handler om noget, der har betydning. Nok en gang fantastisk sunget og spillet af samtlige medvirkende i alle roller. Det var sjovt at se Kathleen Kim som fru Mao - en helt anden karakter end dukken i Hoffmanns eventyr.

Der er forbløffende få i Århus, der er interesserede i moderne operaer. Vi var 10 (ti!) tilskuere i den store sal i BioCity. Jeg er næsten flov på min bys vegne.

Strikke-nedtur

2011-02-27T20:38:00.006+01:00

Jeg har jo et stykke tid været i gang med at overtale mig selv til at strikke noget andet end sjaler og småprojekter, og jeg havde også fundet opskriften på en lille jakke, jeg godt kan tænke mig.

Opskriften er beregnet til Drops Silke Alpaca - et garn, der ikke kan købes mere, og det gør vist heller ikke så meget, for det havde ekstremt kort løbelængde, så jakken ville blive temmelig tung.

Nå, jeg måtte finde på noget andet og har besøgt adskillige garnbutikker. I den udmærkede butik Uldma i Randers besluttede jeg mig endelig for to kvaliteter: Drops Alpaca i en grågrøn meleret og Semilla fino fra BC garn i en lys turkis/petroleumsfarvet.

Jeg gik straks i gang og strikkede et godt stykke på ryggen, men det gik langsommere og langsommere, og nu kommer det til at gå baglæns, for jeg trævler det hele op.

For det første synes jeg, at resultatet bliver for blødt og slattent - jeg vil garanteret aldrig komme til at bruge den jakke, selv om den sikkert ikke ville kradse. For det andet kan jeg slet ikke lide de to garnkvaliteter sammen. Jeg synes, det ser kedeligt ud, og hvor jeg troede, at det melerede ville give liv, giver det bare et småsnusket udtryk, synes jeg.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg vil prøve med noget andet garn, men det indkøbte går i hvert fald i lageret indtil videre. Jeg er rykket tilbage til start og er begyndt på endnu et sjal og en dukketrøje.

Huh, det er koldt!

2011-02-21T20:48:00.011+01:00

Men det har den fordel, at jeg har rig lejlighed til at promenere mine nystrikkede halsedisser/peleriner/kraver.

Den gulbrune er strikket af Araucania Nature Wool. Rullekraven er så stor, at den kan slås os om hovedet og bruges som hue.

Jeg har også strikket en i Rowan Kid Classic, som opskriften er designet til. Der skulle egentlig være en meget lille snoning i ribben. Den lavede jeg i Rowan-udgaven, men havde ikke lige forudset, at den burde være på modsat side af skulderkravens forside - og det stod ikke i opskriften - så den ses kun, når kraven er slået op til hue. På den gulbrune udelod jeg simpelthen snoningen.

Den anden er specielt lavet til en Olars Ulla frakke, jeg købte i efteråret. Frakken er i A-facon, som jeg godt kan lide, med strudhætte (flot, men ubrugelig) og syet af en lækker, tyk uld, men den er lidt et fejlkøb. Bl.a. fordi den er lukket med lynlås fra bunden og helt op i halsen, og der er ikke nogen finesser, der gør, at man ikke kan mærke lynlåsen på halsen. Jeg kan meget bedre lide, at mit overtøj er lukket med knapper.

Jeg kunne selvfølgelig bruge et tørklæde, men jeg synes, en moderne halsedisse er mere velegnet, så jeg strikkede denne af Manos Silk Blend og Indiecita Alpaca - 1 tråd af hver. Manos-garnet er ekstremt lækkert. Det kunne jeg godt tænke mig at strikke mere af.

Sport, sport, sport

2011-02-19T17:18:00.014+01:00

Som det er læsere af denne blog bekendt, så er jeg vild med sport. Det vil sige "spectator's sport", som det hedder på udenlandsk - på dansk må det vel være tilskuersport. Jeg må med skam at melde bekende, at jeg ikke dyrker sport selv.

Der er dog en enkelt undtagelse: Jeg kan vældig godt lide at bowle - man kan vel godt kalde bowling en sport? Jeg er overhovedet ikke skrap til det, jeg synes bare, det er sjovt.

I torsdags havde vi igen en fridag - det er ved at blive en vane :-) eller for mit vedkommende en halv fridag. Den blev tilbragt sammen med Dorthes søster og hendes familie, og om aftenen bowlede vi. Jeg var nu noget utilfreds med mit resultat, for jeg fik kun en enkelt strike, og det var endda lidt med snyd, for maskinen havde ikke rejst alle keglerne op fra den forrige deltager, så jeg kunne nøjes med at ramme tre kegler for at få min strike. Så vidt jeg husker, fik jeg mange flere strikes, sidst jeg bowlede, så det går åbenbart tilbage med færdighederne.

Om eftermiddagen så vi Yogi Bear i biografen, og Yogi Bear er altså...nå ja, Yogi Bear. Jeg har en særlig veneration for ham, for jeg kan huske Yogi Bear filmene fra min barndoms fjernsyn. Det var faktisk gennem de film, jeg fik kendskab til Yellowstone nationalparken. Den kunne jeg godt tænke mig at besøge i det virkelige liv.

Filmen var da meget god, men den bliver nu nok ikke årets film for mig. Den har æren lige nu, for det er den eneste, jeg har set indtil videre, når jeg ikke tæller operabio med - og det er ligesom lidt andet.

Mahler i fare

2011-02-13T10:48:00.012+01:00

I torsdags var vi igen til symfonikoncert, denne gang med Mahlers store 3. symfoni på programmet.

Det var lige ved, jeg måtte blive hjemme. Jeg har været plaget af vinterens tredje forkølelse (!) og havde bl.a. en irriterende tør hoste. Jeg kan ikke fordrage, at folk tager til koncert, når de hoster vildt, så jeg måtte jo overveje, om det var tilfældet med mig selv.

Torsdag havde vi begge en fridag og skulle egentlig have været på udflugt til en garnforretning, men vi var fornuftige og tog en slapper hjemme i stedet, så jeg hostede ikke så slemt, da vi nærmede os aftenen. Jeg tog en hostestillende pille og bevæbnede mig med Bentasil, og det gik også godt nok. Jeg hostede kun to gange og begge gange ganske lidt.

Mahlers symfonier er altså imponerende, og det gælder også den 3.
STORT orkester, kor, solist, musik, musik, musik i utallige variationer. Man skal godt nok gøre sig umage, hvis man skal kede sig til Mahler.

Det var sjovt, at trombonespiller Jesper Busk Sørensen var hentet "hjem" fra Berlin for at hjælpe i messingblæser-sektionen. Han havde ligesom de fleste andre i orkestret nok at gøre.

Billedet er lånt fra Berlinerfilharmonikernes hjemmeside. Dem håber vi på at komme til at høre, næste gang vi skal til Berlin.

Kaninens år - eller kattens

2011-02-02T21:53:00.010+01:00

Glædeligt nytår! I morgen er det nyårsdag efter den kinesiske kalender, og vi går fra oksens år ind i kaninens. Eller harens.

Det er også nytår efter den vietnamesiske kalender, men her går vi ind i kattens år, har min kollega Thanh, der er født i Vietnam, fortalt mig. Hun er endda selv født i kattens år.
Så godt nytår til alle - kinesere, vietnamesere, danskere og alle andre. Måtte det blive et rart og fredeligt kaninens og kattens år!

Billedet tog jeg i søndags i Musikhuset, hvor der var liv og glæde til den kinesiske forårsfest, som denne årlige begivenhed også kaldes.

Jeg - en kartoffel

2011-01-29T22:46:00.010+01:00

De her blå handsker bruger jeg, når jeg trænger til at få gang i blodcirkulationen og få fjernet de døde hudceller.

Jeg købte dem i Romulus-badene i Skallerup Klit i efteråret. Da jeg havde været pakket ind i alger, og algerne bagefter var skyllet af, blev de sidste rester fjernet ved hjælp af sådan nogle blå kradse-handsker. Huden var ekstremt blød og glat bagefter, sikkert både på grund af alger og handsker.

Jeg købte altså et par handsker med hjem, og bortset fra farven ligner de præcis de brune handsker, vi bruger om sommeren til at skrabe nye kartofler med. Handskerne var uforskammet dyre i forhold til kartoffelhandskerne, men beløbet kunne trods alt ikke slå mig i rysten.

Så nu leger jeg af og til kartoffel og får fjernet alle de døde hudceller. Jeg har i tidens løb haft diverse andre "redskaber" til at sætte gang i blodcirkulationen i huden - hamphandsker og lignende, men de her er bare bedre. En kartoffelkur kan godt anbefales - og jeg tror sagtens, man kan nøjes med de billige handsker, hvis man kan få fingre i sådan et par.

Sidste sjal i 2010

2011-01-23T19:16:00.011+01:00

Det sidste sjal, jeg gjorde færdigt i 2010, var et mørklilla sjal strikket i Lucca Fino.

Det er ikke det letteste sjal, jeg har strikket. Det tog lidt tid, inden jeg havde memoreret mønsteret, men det lykkedes, inden sjalet var færdigt.

Det er foreløbig gået i gavekassen. Selv om jeg synes, det er lækkert, er jeg ved at have sjaler nok.

Jeg bliver nok nødt til snart at strikke noget andet end sjaler, tilbehør og babytøj. Altså et større arbejde så som en trøje eller bluse til mig selv. Jeg ved ikke rigtig, om jeg vover at strikke en ulden trøje. Godt nok er der kommet mange meget lækre garnkvaliteter, men jeg er bange for, jeg stadig synes, det er for varmt at gå med ulden strik.

Men ellers må jeg lave noget i bomuld eller hør eller lignende - det er bare ikke så rart at strikke med som uld, synes jeg. Jeg plejer mere eller mindre at designe mine modeller selv, så det er et lidt større projekt. Lige nu strikker jeg sokker og diverse klædningsstykker til at tage om halsen. Meget overskueligt!

Næsten forår

2011-01-20T16:45:00.001+01:00

Nå ja, det er nok at tage munden for fuld, men det var da dejligt vejr i dag! Man skulle være et skarn, hvis man ikke gik ud for at få en mundfuld frisk luft, mens solen var på himlen, når man nu havde tid til det. Så det gjorde jeg - bevæbnet med kameraet.

Birketræerne er så dekorative med de hvide stammer mod den blå himmel.

En enkelt overlevende snemand.

Lige et vejr til at få pudset ruderne. Vores vinduespudser havde også været på besøg i dag, meget velvalgt.

Næsten slut med solen for i dag.
Men månen står snart op, og den er også værd at kigge på, næsten fuld som den er lige nu.

I suppekøkkenet

2011-01-19T08:39:00.016+01:00

Vi var i suppekøkkenet i søndags.

Jeg lavede en pureret linsesuppe, som er kommet i fryseren, og Dorthe lavede en indisk rissuppe, som vi tit laver.

Det er en suppe, der er meget tæt i konsistensen, den har næsten mere karakter af en sammenkogt ret end af suppe. Vi synes, den smager godt, den er meget hurtig at lave, og den er god til en dårlig hals, hvilket var aktuelt i søndags. Det er det for resten endnu, men rissuppen er altså spist.

OPSKRIFTEN

2 dl langkornede brune ris

1 stort løg

1 spsk smør

1 spsk olie

2-3 stilke bladselleri

1 stort syrligt æble (gerne Belle de Boskop)

1 spsk god karry

1 spsk mel

1 l bouillon

1 dåse flåede, hakkede tomater

salt, peber

Eventuelt kokosmel eller kokosflager.

Løget pilles og hakkes og svitses sammen med de skyllede ris i fedtstoffet.

Bladselleri og æble skæres i ikke for små stykker og tilsættes. Det er bedst, hvis der en lille smule bid i selleristykkerne og lidt fasthed i æblestykkerne, når suppen er færdig. Man kan også vente med at tilsætte disse to ingredienser, til suppen har simret 5 minutter.

Karryen drysses over, og der røres rundt.

Den varme bouillon hældes over.

Suppen simrer ca. 20 minutter, til risene er møre.

Tilsæt tomater og smag til med salt og peber.

Kan drysses med ristet kokosmel eller kokosflager - det gør vi nu aldrig, men det står i vores opskrift.

Suppen egner sig ikke til frysning, men den er god at tage med til frokost på arbejde næste dag, for den kan godt spise kold, hvis man ikke har mulighed for at varme den op.

Dyrevelfærd

2011-01-16T17:07:00.015+01:00

Jeg er ikke hverken vegetar eller fanatiker (ikke ret meget i hvert fald :-) men jeg synes, man skal behandle alle dyr ordentligt, og jeg prøver så vidt muligt selv at agere efter det. Somme tider bliver jeg bare snydt.

Eksempel nummer 1: I denne vinter har jeg været utilfreds med min gamle dyne. Jeg kunne simpelthen ikke holde varmen, så jeg besluttede at investere i en ny, når der blev udsalg. Altså drog jeg til Salling, som tit har gode dyner på udsalg.

Jeg kiggede på adskillige og fandt ud af, hvilken jeg ville have, da jeg i sidste øjeblik kom i tanke om, at jeg selvfølgelig ikke kunne købe en dyne, hvor der var risiko for, at dunene var blevet plukket af ejerfuglen i levende live. Forfra igen! Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at kun Ringsted Dun garanterer, at deres fyld ikke kommer fra levende dyr. De dyner var godt nok ikke på udsalg, men så måtte jeg jo betale prisen.

Jeg blev snydt med det med udsalget, men jeg blev ikke snydt med dynen. Det er en superlækker gåsedunsdyne, og der er ingen problemer med at holde varmen. Eneste problem er, at nu er det ekstra svært at komme ud af fjerene om morgenen.

Eksempel nr. 2: I går aftes var jeg ude at spise sammen med et par veninder. Vi havde bestilt bord på Le Pagnol (Furebys efterfølger). Jeg havde undersøgt deres menukort på nettet og til min tilfredshed konstateret, at der ikke var foie gras involveret.

Da vi kom derind, var menukortet bare blevet skiftet ud i mellemtiden (det menukort, der hang udenfor, var stadig det gamle), og nu var der foie gras i en af hovedretterne. Snydt grønært!

Maden var i øvrigt lækker, selv om vi altså ikke fik det, vi var kommet efter, men jeg syntes, tempoet var lidt for højt. Lørdag aften har man som regel ikke så travlt med at få proppet i hovedet, og jeg tror heller ikke, de kunne nå at servere for endnu et hold gæster ved vores bord. Trods alt er det nok bedre, end hvis der er alt for lang ventetid.

Det er en hyggelig restaurant - ærgerligt med foie gras'en.

Citater om katte #1

2011-01-13T18:13:00.010+01:00

Jeg plejer næsten altid at købe en vægkalender på vores decemberbesøg i Flensborg eller Hamborg. Udvalget er kæmpestort, og jeg vælger stort set altid en lækker fotokalender med et af mine yndlingsdyr - ulve, bjørne og hvaler er nogle af de motiver, jeg har i lageret.

Jeg kan nemlig ikke nænne at smide dem ud. Denne gang ville jeg genbruge, hvis jeg havde en liggende, hvor 1. januar var en lørdag, og så måtte det ikke være skudår.

Vist nok 2005 opfyldte kriterierne, men lige præcis det år havde jeg åbenbart ikke gemt. Altså var jeg nødt til at købe en ny.

Jeg faldt for en lidt mindre kalender med sort/hvide kattefotos. Der er kun 2 uger på hvert blad og ud over fotoet er der et citat om katte.

Katten i sneen på det første blad er helt bedårende, synes jeg, og absolut en medvirkende årsag til at jeg besluttede mig for denne kalender. Det er Hemingway, der er ophavsmand til citatet, der i min og Dorthes oversættelse (fra tysk) lyder: Katte opnår uden besvær noget, som helt er nægtet os mennesker: at gå gennem livet uden at støje.

En pakke med blødt og duftende indhold

2011-01-12T20:21:00.010+01:00

Heldigvis arbejdede jeg sent i dag, så jeg var hjemme, da pakkeposten kom med en pakke til mig.

Selv om jeg godt vidste, at der var garn, jeg havde bestilt hos Livi Strik, i pakken, var det selvfølgelig alligevel spændende at åbne den.

Egentlig skulle jeg kun have kittet med det store hæklede sjal med navnet Henny. Det har jeg været forelsket i, siden jeg første gang så et billede af det. Da jeg så bestilte det, røg der lidt ekstra på bestillingslisten, nemlig et par nøgler strømpegarn og et bundt sari-silke, som jeg ikke lige nu ved, hvad jeg skal bruge til. Strømpegarnet skal bruges til sokker. Jeg har læst et eller andet sted, at man altid skal have mindst ét par sokker på pindene. Det er jeg måske ikke helt enig i, men faktum er, at jeg kun har et enkelt ubrugt nøgle liggende, så det er ikke det rene frås.

Men der var nu også en overraskelse i pakken, nemlig det fine lille lavendelhjerte, som hele pakken duftede af. Det er altså en god start på dagen at få sådan en pakke.

En fuldfed opera

2011-01-09T20:39:00.019+01:00

Det var, hvad vi fik serveret i operabio i dag, da vi så Verdis Don Carlos - og det er altså ment som en stor ros. Carlos er spanske Filip IIs søn, som til venstre ses på et maleri af Velazquez.

Det var en ny opera for os, og helt ærligt kan jeg godt forstå, at det ikke er den opera, der tiest er på turneprogrammet. For det første varer den næsten 5 timer. For det andet er der ikke mindre end 6 meget store og krævende roller. Plus orkester, mindre roller og kor, selvfølgelig. Den opera har simpelthen alt, synes jeg, og det kræver sit operakompagni.

The Mets udgave var fantastisk, og de knap 5 timer var ikke spor for meget Det er så dejlig musik, der er fantastiske arier, vidunderlige duetter og stykker, hvor flere synger sammen (hvad hedder de?) og korpartier. Det vil være uretfærdigt at fremhæve nogen af de medvirkende, for de var allesammen fremragende! Nå ja, det var altså Roberto Alagna i titelpartiet. Billedet er et af mine egne fra dengang, han gav koncert her i Århus.

Det er også en god historie. Den er efter Schillers skuespil med samme navn. Det så vi for en del år siden i en opførelse med det kongelige. Også skuespillet varede omkring 5 timer - og det var til gengæld alt for langt, vi kedede os bravt. Jørgen Reenberg spillede Filip II, og alle de andre medvirkende virkede som dilettanter ved siden af.

Men Verdi var god, og jeg har fået en ny Verdi-yndlingsopera.

Et regnbuefarvet sjal

2011-01-06T18:46:00.005+01:00

Dorthes regnbuefarvede sjal blev færdigt for et stykke tid siden, men jeg har først fået det fotograferet nu.

Jeg er utilfreds med billedet, for sjalet er flottere i virkeligheden. Billedet yder ikke de meget lange farveforløb i Kauni-garnet fuld retfærdighed. På billedet ser sjalet stribet ud, i virkeligheden løber farverne meget langsommere over i hinanden. Farverne blev heller ikke korrekte i den skarpe vintersol; for eksempel er den blå farve mere turkis.

Det kunne mit kamera altså ikke klare. Jeg skal vist snart have gjort alvor af at få købt et nyt. For resten kunne jeg da prøve at tage et billede med mit andet kamera.

Der blev en ganske lille smule garn tilbage - lige nok til et par handsker. Der var ikke mere blåt og lilla tilbage, men det var lige meget, for der kunne alligevel ikke være blevet plads til hele farveforløbet i så lille et arbejde. Man kan næsten bedre se, hvordan farverne glider over i hinanden på dette billede.

Er de små pinde ikke sjove? De er perfekte at strikke fingre på. De lå sammen med et par nøgler strømpegarn i strikkekurven, da jeg fik den til min fødselsdag. Jeg havde aldrig set pinde i den størrelse før.

Minder

2011-01-04T19:12:00.007+01:00

Bitsjka
Originally uploaded by cats_in_blue

I dag er det nøjagtig 25 år siden, vores første kat blev født.

Bitsjka, Bitser eller Bitseren som vi kaldte hende - i virkeligheden hed hun Bitsjkova - var en helt usædvanlig personlighed. Hun lærte os for alvor, hvad det ville sige at have kat.

Noget af min familie var ikke helt tilfredse med det vanskelige navn. En af mine tanter kaldte hende hele livet Whiskas.

Bitsjka og jeg var sjælesøstre, og vi var meget tæt knyttet til hinanden. Når hun lå på mig på sofaen, lå vi hjerte mod hjerte - så kaldte jeg hende Lille Hjerte. Hver eneste nat sov hun på en pude ved siden af min med min ene arm omkring sig. Det er der ingen af vores andre katte, der har villet.

På billedet er Bitsjka 3 år gammel. Hun var en lidt svagelig kat, og til min store sorg døde hun allerede 11 år gammel. Det er jo mange år siden nu, og nu er der kun de gode minder tilbage. Ydermere har Lilit tillagt sig nogle af de samme særheder som Bitsjka - så som at jeg er den eneste, der du'r. Det føler - og følte - jeg mig selvfølgelig vældig beæret over.

Årets bedste...fodtøj

2010-12-31T16:46:00.016+01:00

I betragtning af min passion for sko, bør årets bedste fodtøj med på bloggen, men jeg er ikke helt stolt ved det.

Jeg har købt vist nok 11 par sko og støvler i 2010, men jeg har ikke engang brugt halvdelen af dem, så når det kommer til stykket, ved jeg ikke, hvilke der er årets bedste.

De zebramønstrede Fly-støvler og de olivengrønne El Naturalista, som er de første ikke helt flade sko, jeg har haft i årevis, har jeg i hvert fald brugt, så de får æren.

Det er Sarantoya, der hjalp med fotograferingen, og hun fortrak langt de zebrastribede. De har jo snørebånd!

Måske burde de gode, gamle - slidte og grimme - snowjoggers være årets bedste fodtøj.

Det er i hvert fald dem, jeg går bedst i, når det er glat, og jeg kan også nænne at tage dem på, selv om jeg skal traske i sjap, sne og salt. Man kan ikke rigtig få den slags mere, så jeg håber de holder vinteren over.

GODT NYTÅR til alle!!!

P.S. Mit nytårsfortsæt: At begrænse fodtøjsindkøbet!
P.P.S. Hmmm...jeg har lige fundet et par støvler, som jeg godt kunne tænke mig, på nettet...

Hygge-fødselsdag

2010-12-26T13:52:00.008+01:00

TIL LYKKE MED DE 10 ÅR, SARANTOYA

Sarantoya blev 10 år juleaftensdag.

Jeg havde håbet, at hun ville stille til fotografering, men stort set hele dagen hyggede hun sig med mor i kattesengen.

Det er helt sikkert hendes yndlingsbeskæftigelse, og hun er ikke en kat, man kan dirigere til noget.

Altså blev det kun til billeder med hel- eller halvlukkede øjne, men hun er da meget sød alligevel.

Nu er det jul!

2010-12-24T13:16:00.002+01:00

Årets bedste...spisested

2010-12-22T15:02:00.009+01:00

Måske burde jeg slet ikke skrive om spisesteder, for vi går ikke særlig tit ud at spise, så mit sammenligningsgrundlag er ikke voldsom stort. Når vi gør, foretrækker vi ydermere tit det ret simple, gerne lidt hverdagsagtige, men nu vover jeg altså alligevel at offentliggøre min uforgribelige mening.

Årets bedste

Vores foretrukne spisested i år har været Restaurant Et med det klassiske franske bistrokøkken. Deres fiskesuppe er glimrende, og jeg sætter stor pris på deres andeconfit. Det bedste er dog næsten ostene. Det er et super udvalg, de har, og man betaler efter, hvor mange man kan spise. Smart koncept.

Vi var der også til den særlige bouillabaisse-aften, og nej, hvor smagte det godt, og hvor blev vi mætte. Jeg måtte mod min vilje levne noget af den crepe Suzette, der hørte med som dessert. Det var ellers en god Suzette.

En enkelt anke: De burde lade være med at servere foie gras. Ligegyldigt hvad så er det altså dyrplageri - se her.

Måske skulle jeg gøre alvor af ikke bare selv at undgå foie gras, men også at boycotte de restauranter, hvor man kan få det. Også selv om det så kommer til at gå ud over Et - det ville godt nok ærgre mig lidt.

Billedet er lånt fra Ets hjemmeside, jeg må se at få taget et selv.

De næstbedste:

De næstbedste bliver to udenbys, som jeg har skrevet om på bloggen før: Restaurant Glashuset i Lønstrup og Quedens Gård i Ribe.

Bundskraberen:

Det er desværre af og til, jeg fortryder, at jeg har slået mig ned et sted, men som regel glemmer jeg det hurtigt igen.

Dog kan jeg stadig huske den nærmest uspiselige æggekage, vi fik på Blåvand Kro. Den var styg - også til prisen.

Uden for kategori:

Fakkelgårdens gourmet-køkken. Til særlige lejligheder!

Velkommen tilbage, sol

2010-12-21T16:27:00.006+01:00

Dagens længde i dag: 6 timer og 56 minutter. Billedet blev taget i morges, og det var bidende koldt. Hvor føles sommeren dog langt væk. Men det har været vintersolhverv (kl. 00.38 i nat), så nu kan vi lægge nogle minutter på hver dag.

Årets bedste...musikoplevelse

2010-12-18T16:54:00.008+01:00

Årets bedste:

må afgjort være koncerten med Nino Machaidze, som vi hørte i maj. Det bliver meget spændende at følge hende i fremtiden.

De næstbedste:

Brittens War Requiem med Århus Symfoniorkester og koncert med Renée Fleming.

Fleming er selvfølgelig et større navn end Machaidze, men hvor Machaidze var til 13 efter den gamle karakterskala, så må Fleming nøjes med et 10-tal. Så vidt jeg husker blev det givet for "den udmærkede, men noget rutineprægede præstation".

Årets nedtur:

At vi ikke så meget som forsøgte at få billetter til Anna Netrebko i Boheme i København.

Vi vidste i lang tid før, hvornår billetterne ville blive sat til salg, men da dagen kom, havde vi glemt alt om det. Det var nemlig lige midt i vores superferie i Blåvand. Da vi efter et par uger kom i tanke om det, var det selvfølgelig for sent. Jeg søgte nogle gange efter billetter på QXL, men uden held. At vi gik glip af noget - hvilket vi sådan set ikke var i tvivl om - kan man se af dagens anmeldelse i Politiken.
Musikhuset må lige tage sig sammen og få hende her til byen!!! Meget gerne i La Traviata, som jeg aldrig har set.

Årets bedste...smykke

2010-12-12T09:50:00.023+01:00

Årets bedste:

Jeg har fået mange nye smykker i år, men det bedste har vist været halskæden med rav- og lavaperler.

Jeg er temmelig pjattet med rav og kan ikke lade være med at besøge alle de ravsliberier, jeg kommer i nærheden af. Kæden her er fra Hjarbæk Ravsliberi, som jeg besøgte i pinsen.
Normalt kan jeg bedst lide meget gyldent og gerne uigennemsigtigt rav eller mælkerav, så det lyse, gennemsigtige rav i kæden er ikke det, jeg plejer at falde for, men jeg synes, det er perfekt sammen med lavaperlerne.

Jeg mangler et par øreringe, der passer til, så måske bliver jeg nødt til igen at tage til Hjarbæk, når vi kommer i nærheden.

Og de næstbedste:
er et par armbånd.

Dels slangearmbåndet, som jeg tidligere har fortalt om, og som for øvrigt er lavet af Claus & Kramer, dels et rustikt afrikansk armbånd.
Jeg har købt det i en butik i latinerkvarteret i Århus - vist nok i Volden og måske den, der hedder Kekela. Dags dato er der ikke meget på de to hjemmesider, men det kommer der måske.

Egentlig bilder jeg mig ind, at jeg ikke kan gå med sådan nogle kraftige armbånd, men det går nu helt godt med dette - måske fordi jeg synes, det er så flot.

Bundskraberen:
Der er heldigvis ikke nogen bundskraber. Jeg har ikke fortrudt et eneste af mine smykkeindkøb

En teenager i huset

2010-12-11T19:07:00.011+01:00

TIL LYKKE FØDSELSDAGSBARN ! ! !
Lilit bliver 13 år i dag! Vi tror nok, at hendes bedste fødselsdagsgave er, at vi har været sammen med hende næsten hele dagen (masser af vintersport i fjernsynet :-)

Årets bedste...kaffe

2010-12-09T12:40:00.011+01:00

Årets bedste:
Jeg elsker cappuccino og caffè latte, og jeg elsker at gå på kaffebar, men årets bedste kaffe fik jeg nu hos Street Coffee, der holder til foran domkirken i Århus. Deres kaffe

er bare super.

Andre gode: Hr. Skov i Blåvand og - selvfølgelig - Sigfreds kaffebar, som heldigvis bor her i hjembyen. Jeg kan nu også vældig godt lide Baresso, selv om den vist er lidt for almindelig til at være helt trendy. Det er jeg ligeglad med, jeg kan godt lide at komme der.

Årets bundskraber:
Caféen, som vist hedder johan r, i Musikhuset i Århus. Den har ikke tid til at "servere" cappuccino og latte, når der er koncert! Det er en enkelt gang lykkedes os at få en cappuccino, og den var at udmærket kvalitet, men næste gang vi forsøgte os - tre kvarter før koncerten begyndte - erklærede de, at der kun var tid nok til almindelig kaffe. Næste gang, vi vil have kaffe før en koncert, går vi et andet sted hen.

OK - Sigfred og Hr. Skov laver lige så god kaffe som Street Coffee, men det var den søde kaffevogn, jeg havde et foto af. Og så var der overraskelsesmomentet - jeg havde vist ikke forventet at få så god en kaffe bare på gaden.

Endelig fik vi ham at se igen!

2010-12-05T20:39:00.009+01:00

"Ham" er Mariusz Kwiecien, baryton på The Met, og vi så ham i dag i operabio i Donizettis Don Pasquale. Vi så ham første gang i Lucia di Lammermoor - også Donizetti - og han var både imponerede og charmerede. Det er han minsandten også i Don Pasquale!

Det er en opera, der er meget anderledes end de fleste af de operaer, vi ellers har set. Der er 4 kæmpepartier, kun en enkelt lille rolle og næsten ingen kor. Det kræver meget af de 4 hovedrolleindehavere, men der var ikke sparet på kræfterne. Ud over Mariusz var det Anna Netrebko, Matthew Polenzani og ikke mindst John Del Carlo. De sang guddommeligt, agerede fantastisk og så ud til at have det enormt sjovt. Og det havde vi også - det er nemlig en komisk opera.

Det har været en rigtig travl weekend. Fredag aften så vi Line Knutzons Birkehytten på Svalegangen, gæstespil fra Mungo Park. Det var godt fundet på og godt spillet og også rimeligt sjovt - men så heller ikke mere.

Lørdag var vi det meste af dagen til danseturnering i Randers. Dorthes niece var med i børnerækken og klarede sig rigtig flot sammen med sin partner.

Der var også EM i 10 danse for ynglinge. De så nu ret voksne ud, og dansekjolerne var mindst lige så konforme som de voksnes. Der er altså alt for meget bling-bling og slør og flæser efter min smag. Adskillige af pigerne lignede dansede juletræer i alternative farver.

Jeg tog nogle få billeder (som ikke blev specielt gode) af et par af de lidt mere interessante kjoler.

Den rødlilla er ganske vist også glitter, men i det mindste stilrent glitter. Jeg kunne dog sagtens undvære de flagrende slør fra armene, men det er tydeligvis nærmest obligatorisk. Den anden kjole skilte sig ud ved at være syet af et flot, mønstret stykke stof.

Der var masser af god dans, så det var meget sjovt at være der på trods af den alt for voldsomme lydstyrke. Heldigvis havde jeg mine ørepropper med, så jeg kunne høre Don Pasquale i dag uden øresusen. Weekendens højdepunkt på knock out!

Haven i hvid klædedragt

2010-11-30T20:24:00.014+01:00

Jeg har faktisk ikke rigtig fået vinterklargjort haven. Ikke alle planter, der burde bliver vinterdækket, er blevet det, og krukkerne er ikke blevet flyttet op til huset og er ikke blevet pakket ind. Jeg må bare håbe på, at sneen isolerer tilstrækkeligt. Noget af granen ligger lige midt på terrassen - der gør den jo ikke megen gavn.

Billederne er taget, før Dorthe fjernede noget af sneen fra bl.a. minisyrenen (midterste billede). Den har før taget skade af en for tung frakke.

Strikket babytrøje

2010-11-27T23:42:00.006+01:00

Ind imellem sjalerne bliver der tid til lidt andet strik. Denne lille trøje i størrelse 1 år er et af resultaterne. Det er jo garnet (Katia Samba), der laver mønsteret - dejligt anarkistisk synes jeg.

Kursusdage

2010-11-26T23:19:00.009+01:00

Jeg har været til årets to højdepunkter rent arbejdsmæssigt. I forrige uge var det Årets nye bøger og i denne uge Årets nye musik.

Alle otte oplægsholdere - fem på bogdagen og tre på musikdagen - var (som sædvanligt!) veloplagte og velformulerede. Det er sjældent, det er så sjovt og givende at være på kursus. På bogdagen var især Lone Kühlmann, der snakkede om biografier og erindringer, morsom (også som sædvanligt), det var ikke spor svært at holde koncentrationen, selv om hun var blevet tildelt ulvetimen lige over frokost.

Der var en hel del af bøgerne, jeg i hvert fald IKKE vil læse, men i det hele taget er jeg ikke så meget læsende. Derimod håber jeg at få hørt en del af musikken, især fra klassisk og jazz afdelingen. Jeg fik sat en del krydser i materialet.

De tre musikfolk var alle vildt gode, men med hensyn til rockmusikken er der altså ikke meget nyt under solen. Jeg er bange for, jeg simpelthen har hørt for meget rockmusik, da jeg var yngre. Jeg kan da godt forstå, at folk, der aldrig har hørt Simon & Garfunkel, synes, det er spændende at høre vokalharmonier, men det gider jeg altså ikke mere. Ikke i rocken i hvert fald. Lige nu har jeg Henryk Górecki på bilens cd-afspiller, og der er spændende vokalharmonier + en hel masse andet, synes jeg.

Godt nyt for århusianske chokomaner

2010-11-14T20:08:00.016+01:00

...som mig: Peter Beier er kommet til byen - med chokoladefortæne og det hele. Måske har han været her i længere tid, men jeg opdagede det først i går. Det har også været muligt at få nogle af hans chokolader i en vinforretning og måske andre steder, men nu er hele sortimentet her altså. Det er et godt stykke tid siden, jeg har fået Peter Beier chokolade, men så vidt jeg husker, er især selve den mørke chokolade af rigtig god kvalitet.

Jeg synes, vi har savnet en rigtig god chokoladeforretning her i byen. Ganske vist er Summerbird her, men deres chokolader er lidt for fantasifulde til mig.

Derimod kan jeg godt lide mange af Chokoladefabrikkens varer. De kan fås i en af mine yndligsbutikker, Mundus kaffe & the, der ligger så prosaisk et sted som i City Vest. Det ser heldigvis ikke ud til at afholde kunderne fra at komme, der er altid mange mennesker i butikken - måske er det derfor, de ikke har tid til at ajourføre deres hjemmeside. Da jeg var der i går, sagde en af de andre kunder, at det er en butik fyldt med fristelser, og det er ingen løgn.

Faktisk er jer også meget glad for den økologiske chokolade fra Woodshade Organics - tidligere Mølle Skovly. De har en vildt god kaffechokolade, og deres ingefærchokolade hører også til de bedste. Man kan være heldig at finde det i diverse øko-butikker, men de har aldrig hele sortimentet, og i firmaets webshop kan man kun købe kilovis, hvis man ikke vil have blandet - og det vil jeg ikke. Og et helt kilo er lige i overkanten - også selv om julen nærmer sig.