tirsdag den 7. august 2018

Til minde om Lise

Det her er et meget sørgeligt indlæg, og jeg har været i tvivl om, om jeg nu også skulle skrive det. Men det har fyldt rigtig meget for både Dorthe og mig de sidste måneder, så nu gør jeg det.

Vores veninde Lise døde nemlig sidst i maj. Bare sådan... død, væk. Vi kommer aldrig til at se hende mere. Det er stadig uvirkeligt, føles lidt som en ond drøm, som man snart må vågne op fra.

Lise

Hun var, sammen med Dorthe, min ældste veninde. Vi mødtes, da vi startede på Biblioteksskolen i september 1969, og blev hurtigt gode venner. Lise var indfødt københavner, og hun lærte mig at gebærde mig i byen. Vi havde mange af de samme sym- og antipatier: om samfundet og verden, om mænd, musik, tøj. Først og fremmest havde vi det enormt sjovt sammen. Hvor har vi mange gange ligget flade af grin.

Vi holdt kontakten efter uddannelsen, og vi fik en ny og meget tungtvejende fælles interesse: katte. Lise fik katte straks, hun flyttede fra København i 1973. Vi tog et længere tilløb, men Lise var med, da vi hentede vores første Russian Blue i Åbenrå i 1986, så allerede på det tidspunkt havde vi fået den tradition, at Lise besøgte os i påsken.

Det fortsatte hun med i alle årene, og efterhånden kom hun også på før-julebesøg og tit også på et sommerbesøg, hvor hun var med os på ferie. Påskebesøget er ganske få gange blevet til et Store Bededagsbesøg i stedet. Blandt andet i år, hvor Dorthe og jeg ikke var kommet ordentligt over noget forkølelse, og vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at udsætte Lise, der havde udviklet lidt svage lunger, for smitte. Så hun kom altså til Store Bededag, hvor hun havde det fint, men bare tre uger senere var det så pludselig slut.

Jeg har ikke accepteret det. Vi mailede og smssede sammen mindst en gang om ugen, og jeg savner det. Hvem skal jeg nu udveksle erfaringer om antirynkecremer og pudder med? Vi var - er for mit vedkommende - begge forfængelige, og det er der ingen andre af mine veninder, der er.

Vi elskede også begge kager og søde sager, men hvor Lise var til flødeskum og gammeldags æblekage (min mor elskede at have Lise på besøg, for hun var også selv på flødeskumsholdet), er jeg mere til napoleonshatte og tunesiske kaffebrød, som Lise slet ikke kendte, og nu kommer hun aldrig til at smage dem. Hun når heller ikke at se den gulstrubede mår i Ree Park, og vi når ikke at ride på kameler sammen.

Jeg har ikke så mange billeder af Lise. Vi fotograferede ikke hinanden ret meget, men nogle få har jeg da. Især fra vores ferier. Mærkelig nok ikke fra den sidste på Bornholm. Jeg burde have taget et, da vi var til kæmpe kagebord i Fru Petersens Café. Eller da vi var på Christiansø, og Lise fortalte. Hun arbejdede i mange år på flådens biblitek, så hun havde insider-viden. I stedet kommer her et billede, hvor Lise og Dorthe agerer lilleputter i Skagen.

Lilliputians

Lise var også vores mesterhusker. Jeg tror, hun kunne huske alt, hvad de forskellige havde på, da vi startede på biblioteksskolen, og hun kunne huske alle vores medstuderende og lærerne, og hvad vi gjorde og ikke gjorde. Det kunne vi andre ikke, så vi kunne umuligt gribe hende i en fejlhuskning. Nu har vi ingen at spørge, når vi kommer i tvivl. Ingen at huske sammen med. En veninde, man har haft i næsten 50 år, og som man blev voksen sammen med, kan ikke erstattes. Kun savnes...

Ingen kommentarer: