lørdag den 18. august 2018

Ugens træ - uge 33

Telefonpælen er unægtelig i vejen, men sådan er det, når man insisterer på at tage billeder af bytræer.

Jeg har snydt lidt denne uge, for billederne af ugens træ blev taget i forrige uge. Faktisk den dag, vi kørte til Flensborg, hvor vi startede med at hente Yrsa i Randers.

Træet er den store platan, der står på det lille torv, der nu er parkeringsplads, over for det hus, hvor Yrsa bor. Den er en fryd for øjet på alle årstider, og vi kigger altid på den, når vi besøger Yrsa. Vi ved, at Yrsa også nyder den meget.

Platanens bedste kendetegn er nok stammerne, hvor barken skaller af, så det nærmest ser ud, som om træet er iklædt camouflagetøj.

Man kan ikke se det på det store billede, men på det lille billede kan man se det på en af de tyndere grene. Man kan også se, at bladene i faconen ligner ahorn, og man kan se de kuglerunde, piggede frugter.

På det øverste billede kan man til gengæld i højre side se en lille skulptur.

Det er en smuk ung hest eller et stort føl, der er ved at træde en slange eller drage under fode. Skulptøren er Helen Schou, der vist var særlig god til at modellere heste. Det er også hende, der har lavet den imponerende "Den Jyske Hingst", der står et andet sted i Randers. Og rytterstatuen af Christan X, der står ved domkirken i Århus.


tirsdag den 14. august 2018

Hattedamer

Fra venstre er det Annett med model Lübeck, Yrsa med model Friedrichstadt
og mig med model Flensburg. 

Som nævnt i forrige indlæg har vi været på en uges ferie i vores feriefonds lejlighed i Flensborg. Yrsa var med hele tiden, Annett det meste af tiden.

Jeg nævnte også, at det havde været meget varmt. Dorthe går altid med kasket og havde sikkert et større udvalg med, men vi andre tre blev forsynet med solbeskyttelse under ferien.

Jeg købte allerede søndag på et kunsthåndværkermarked, der blev holdt for enden af havnen i Flensborg. Tirsdag var vi i Friedrichstadt, hvor Yrsa var lige ved at få solstik, og så fik hun også hat på. Og endelig købte Annett torsdag i Hüxstrasse i Lübeck. Der er både en butik med hatte til mænd og en med hatte til kvinder. Plus en masse andre fine butikker. I en af dem fik jeg købt feriens øreringe.

Dorthe tog billedet med min mobil foran hoveddøren til det hus, hvor vores lejlighed lå. Det blev taget den sidste morgen. Der havde været et helt vildt uvejr om natten, og på netop dette tidspunkt var det egentlig ikke nødvendigt med hattene. Alt var pakket i bilerne, men vi var sprunget over morgenmaden, for den ville vi indtage den i byen - så vi var sultne, men det kan man vist alligevel ikke se på os.

søndag den 12. august 2018

Ugens træ - uge 32


Ugens træ er er hængepil, og den er hentet så langt væk fra som i Friedrichstadt i Slesvig.

Vi har tilbragt en uge i en lejlighed i Flensborg. Den blev brugt som base for ture til blandt andet Lübeck, Hamborg og altså Friedrichstadt. Bortset fra at det ikke behøvede at have været varmt, var det en fin uge.

I Friedrichstadt tog vi på kanalrundfart, hvor vi sejlede under denne fine pil, som var endnu mere imponerende nedefra. Billederne blev først taget, da vi var kommet i land igen.

Rent botanisk hedder hængepil hvid-pil. Hvid-pil kan have forskellige kroneformer, og det er naturligvis kun, når kvistene er lange og hænger nedad, at de kaldes hængepil. Eller sørgepil eller grædepil, men jeg kan nu bedst lide hængepil, for hvorfor skulle træet dog sørge?
I hvert fald i denne sommer kunne en del andre træer nok også ønske sig at dyppe bladene i kanalen og stå med fusserne i vand.


tirsdag den 7. august 2018

Til minde om Lise

Det her er et meget sørgeligt indlæg, og jeg har været i tvivl om, om jeg nu også skulle skrive det. Men det har fyldt rigtig meget for både Dorthe og mig de sidste måneder, så nu gør jeg det.

Vores veninde Lise døde nemlig sidst i maj. Bare sådan... død, væk. Vi kommer aldrig til at se hende mere. Det er stadig uvirkeligt, føles lidt som en ond drøm, som man snart må vågne op fra.

Lise

Hun var, sammen med Dorthe, min ældste veninde. Vi mødtes, da vi startede på Biblioteksskolen i september 1969, og blev hurtigt gode venner. Lise var indfødt københavner, og hun lærte mig at gebærde mig i byen. Vi havde mange af de samme sym- og antipatier: om samfundet og verden, om mænd, musik, tøj. Først og fremmest havde vi det enormt sjovt sammen. Hvor har vi mange gange ligget flade af grin.

Vi holdt kontakten efter uddannelsen, og vi fik en ny og meget tungtvejende fælles interesse: katte. Lise fik katte straks, hun flyttede fra København i 1973. Vi tog et længere tilløb, men Lise var med, da vi hentede vores første Russian Blue i Åbenrå i 1986, så allerede på det tidspunkt havde vi fået den tradition, at Lise besøgte os i påsken.

Det fortsatte hun med i alle årene, og efterhånden kom hun også på før-julebesøg og tit også på et sommerbesøg, hvor hun var med os på ferie. Påskebesøget er ganske få gange blevet til et Store Bededagsbesøg i stedet. Blandt andet i år, hvor Dorthe og jeg ikke var kommet ordentligt over noget forkølelse, og vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at udsætte Lise, der havde udviklet lidt svage lunger, for smitte. Så hun kom altså til Store Bededag, hvor hun havde det fint, men bare tre uger senere var det så pludselig slut.

Jeg har ikke accepteret det. Vi mailede og smssede sammen mindst en gang om ugen, og jeg savner det. Hvem skal jeg nu udveksle erfaringer om antirynkecremer og pudder med? Vi var - er for mit vedkommende - begge forfængelige, og det er der ingen andre af mine veninder, der er.

Vi elskede også begge kager og søde sager, men hvor Lise var til flødeskum og gammeldags æblekage (min mor elskede at have Lise på besøg, for hun var også selv på flødeskumsholdet), er jeg mere til napoleonshatte og tunesiske kaffebrød, som Lise slet ikke kendte, og nu kommer hun aldrig til at smage dem. Hun når heller ikke at se den gulstrubede mår i Ree Park, og vi når ikke at ride på kameler sammen.

Jeg har ikke så mange billeder af Lise. Vi fotograferede ikke hinanden ret meget, men nogle få har jeg da. Især fra vores ferier. Mærkelig nok ikke fra den sidste på Bornholm. Jeg burde have taget et, da vi var til kæmpe kagebord i Fru Petersens Café. Eller da vi var på Christiansø, og Lise fortalte. Hun arbejdede i mange år på flådens biblitek, så hun havde insider-viden. I stedet kommer her et billede, hvor Lise og Dorthe agerer lilleputter i Skagen.

Lilliputians

Lise var også vores mesterhusker. Jeg tror, hun kunne huske alt, hvad de forskellige havde på, da vi startede på biblioteksskolen, og hun kunne huske alle vores medstuderende og lærerne, og hvad vi gjorde og ikke gjorde. Det kunne vi andre ikke, så vi kunne umuligt gribe hende i en fejlhuskning. Nu har vi ingen at spørge, når vi kommer i tvivl. Ingen at huske sammen med. En veninde, man har haft i næsten 50 år, og som man blev voksen sammen med, kan ikke erstattes. Kun savnes...

torsdag den 2. august 2018

Ugens træ uge 31

Jeg fortsætter med rønnetræerne, men denne gang er det seljerøn, og det er det træ, der længe har stået på ventelisten til at blive ugens træ.


På Viborgvej fra Ringgaden og ned til Ceres-krydset er der nemlig en hel allé af seljerøn. Jeg mener, jeg lagde mærke til alléen allerede da jeg flyttede til Århus for over 40 år siden, og det var også på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at det var seljerøn.


Træerne har forskellig størrelse, for det er sket, at et træ er blevet torpederet af en bil og har måttet lade livet. Så er der blevet plantet et nyt, men det kan selvfølgelig ikke følge med rent størrelsesmæssigt. Der er nu ikke nogen af de mindre træer på det udsnit af alléen, jeg fik med på billedet.

Seljerøn har også bær. De har den godhed først at modne i september, og de er slet ikke begyndt at få farve endnu. På Bornholm, hvor træet vokser vildt i modsætning til i resten af landet, har man tørret bærrene til "bornholmske rosiner".

Det sidste billede viser løvet fra undersiden. Der er bladene meget lysere og lidt filtede.


fredag den 27. juli 2018

Ugens træ uge 30

Ugens træ er det træ, der står tættest på vores hus, når der ses bort fra vores egne træer. Det er en røn.


På alle bebyggelsens stikveje er der plantet rønnetræer. De har det ikke alle lige godt, men det, der står over for vores matrikel, ser ud til at trives. Faktisk er det et af de pæneste.

Jeg kan ellers ikke lide røn. Af én bestemt grund: Når rønnens bær er blevet røde, er sommeren ved at være forbi - øv, øv, øv.

Det passer så ikke lige i år.

I den usædvanlige sommer begyndte bærrene at få farve meget tidligere, end de plejer, og sommeren er da i hvert fald ikke forbi.

Bærrene er godt nok lidt orange endnu - meget pænere end når de er højrøde, synes jeg - så måske kan det stadig komme til at passe. Det håber jeg nu ikke, for jeg tror, bærrene er på deres rødeste om bare et par dage. Og vi har ikke engang været på vores sommerferie endnu.

onsdag den 25. juli 2018

Lykken er...

...når New Jungle Orchestra under ledelse af Pierre Dørge spiller Caravan. Selv om det foregik i en særdeles tætpakket Kunsthal Århus i omkring 30 graders varme, var jeg i hvert fald nærmest salig.

New Jungle Orchestra var for mig et af højdepunkterne i årets jazzfestival. Lige så varm og svedig musik som vejret. Jeg kan ikke mindes, at det før har været godt vejr, ikke en dråbe regn og knap nok en sky på himlen. Faktisk er det vejr ret uhyggeligt, men vi nød det nu under festivalen.

Jeg fotograferede ikke i kunsthallen, men det gjorde jeg til andre af koncerterne.

Besætning:
Thomas Hass (t-sax), Kathrine Windfeld (p), Niels Wilhelm Knudsen (b), Michael Dalgas (drm)

På Hantwerk hørte vi Niels Wilhelm Knudsen Quartet spille. Skøn, lidt kantet og anderledes musik. Kan man virkelig høre forskel på århusiansk og københavnsk jazz? Det gik rent ind hos os.

Det næste billede er bare med for at vise, hvor lækkert der er på Salling Rooftop:


Der var fuldt hus til Mads Bærentzen og Peter Vuust. Afslappet frokostjazz, men af den lidt mere almindelige skuffe, og vi skulle også videre til Huset nede på havnen, hvor Christian Balvig under overskriften Mixing spillede sammen med 5-6 andre musikere. En helt anderledes oplevelse. Ikke så meget jazz, snarere moderne og vildt spændende kompositionsmusik.

Yngvild Vivja Haaland Ruud på accordeon
Til gengæld var den koncert, hvor vi havde betalt den højeste billetpris, ikke helt vellykket. Kira Skov og Maria Faust med band spillede på Radar på Godsbanen.

Allerede inden koncerten var den gal, for der var kun siddepladser til ca. en tredjedel af publikum. Det er bare for uprofessionelt, når der har været billetter i forsalg til over 200 kr. Det var jo ikke en rockkoncert, vi skulle høre. Efter endog meget hårdt pres fra publikums side blev der efter lang tid hentet ekstra stole, så næsten alle kunne komme til at sidde, men stemningen var lidt ødelagt.

Desuden må vi indrømme, at vi godt have undværet Kira Skov. Maria Faust og de øvrige musikere var vældig gode, men Kira Skov trak musikken ned på det mere floskelprægede plan. Hun synger sådan set udmærket, men nogen jazz-sangerinde er hun altså ikke. Hun er heller ikke nogen ny Annisette, selv om jeg tror, hun har været en inspiration. I længden blev hun noget ensformig.

Derimod var koncerterne med Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset vældig gode. I år var overskriften Scandinavian Big Band Nights, og der var hele to solister, nemlig danske Mads Mathias og svenske Mimi Terris. Især Mimi Terris var forrygende. Den aften, vi var der, faldt der en ekstra appelsin i turbanen, for norske Live Foyn Friis, som vi er vældig glade for, kom og bidrog til det skandinaviske med et par af sine numre.

Den sidste koncert, jeg vil fremhæve, havde også svensk tema. Jacob Danielsen og Cesar Joaniquets koncert havde overskriften Giller du svenskt? - og det gjorde vi!

Besætning:
Jacob Danielsen og Cesar Joaniquet (cl, sax), Thomas Sejthen (b), Morten Nottelmann (drm)

De har begge studeret hos dens svenske tenorsaxofonist Fredrik Ljungkvist og endnu en svensk jazzmusiker, som jeg har glemt navnet på (måske Per Johansson?), og alle numrene var skrevet af de to herrer från hinsidan. Øj, det var godt! Det bedste, syntes jeg, efter New Jungle Orchestra. Det blev næsten det sidste, vi nåede at høre, og det var i den grad et værdigt punktum.

Et par dråber malurt angående festivalen som helhed: Flere steder blev der spillet for højt. Mon alle lydmænd allerede har fået deres hørelse ødelagt, så de ikke kan finde ud af at indstille lydniveauet. Og så blev der altså røget ret meget ved udendørskoncerterne. Jeg synes ikke, man kan eller skal forbyde rygning udendørs, men behøver rygerne virkelig kæderyge, bare fordi det er tilladt?

søndag den 22. juli 2018

Ugens træ - uge 29


Dette store, flotte træ på en af vores naboveje fangede min opmærksomhed - men hvad var det for et? Det havde meget store blade og en masse frugter. Et æbletræ? Jeg synes ikke, at bladene på æbletræer plejer at være så store, men der findes jo mange forskellige slags æbler.


Og frugterne? Lignede de helt æbler? Nå, træet havde smidt nogle af frugterne, så jeg samlede én op og tog den med hjem.

Undervejs så jeg mange af den samme slags træer, så jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det måtte være et æbletræ, og at det måtte være en sort med ekstraordinært store blade, som havde været på tilbud i et havecenter på det tidspunkt, områdets huse blev bygget.

De fleste, der har læst med så langt, har nok allerede gættet, at det aldeles ikke var et æbletræ. Jeg var også selv kommet i tanke om, at det måske var valnødder i stedet for æbler, men jeg undrede mig over, at der var så mange valnøddetræer i områdets haver.

Da jeg skar frugten over, blev jeg sikker på, at det drejede sig om et valnøddetræ, og da frugten havde ligget og iltet lidt, blev det endnu mere tydeligt, men det glemte jeg at fotografere.

Jeg har tænkt mig at gå forbi på de samme veje, når valnødderne er modne, for måske kunne jeg være så heldig, at nogle af dem er faldet ned på vejen, så de kan samles op.  Friske valnødder er lidt af en delikatesse, synes jeg.

søndag den 15. juli 2018

Ugens træ - uge 28


Egentlig havde jeg tænkt på et andet træ som ugens træ, men denne eg stod og lyste så fantastisk i udkanten af dyrehaven i Århus, så den må det være. Vi var ude for at tjekke, om dyrene nu også fik gulerødder nok. De så ikke ud til at lide nød, men de ville da gerne have flere gulerødder.

Jeg har vist lidt af den vrangforestilling, at i højsommeren er egene ikke så fine og lyse som bøgene, men det er faktisk lige omvendt.

Egen er i øvrigt en stilkeg, men jeg fik ikke taget et nærbillede af løvet. Som kompensation kommer her et billede af nogle af de gulerodselskende dyr i bøgeskoven:


lørdag den 14. juli 2018

Under køligere himmelstrøg

Onsdag tog vi, Yrsa, Annett, Dorthe og jeg, til vestkysten, hvor der var lovet lavere temperaturer end her i det østjyske.

Det passede også, der var vel en forskel på omkring 10 grader. På et tidspunkt var jeg så afkølet, at jeg måtte tage min jakke på.

Nå, det var nu ikke for at blive kølet af, at vi kørte vestpå. Målet var Strandingsmuseet St. George i Thorsminde. Museet har eksisteret i snart 30 år, men gennemgik en total renovering og nyindretning sidste år.

Skibsklokken
Grundstammen i samlingerne er fund bjerget op fra havbunden fra de to engelske orlogsskibe St. George og Defense, der strandede ved Thorsminde i 1811.

Man får et glimrende indtryk af livet ombord og også af den imponerende størrelse af sådan et krigsskib på Englandskrigenes tid.

Sideløbende fortælles der om de mange strandinger ved vestkysten og om redningsarbejdet.

Museet er helt moderne indrettet, og meget imponerende henvender det sig til såvel børn som voksne. Jeg synes ellers, der er en tendens til, at museer og lignende nu om dage partout skal være "for hele familien". Det er der sådan set ikke noget forkert i, men det bliver tit tolket på den måde, at det stort set kun henvender sig til børn, og der ikke er meget at hente for de voksne. Men sådan er det ikke på Strandingsmuseet.

En detalje for os kattomaner var, at der også blev fortalt om skibskatten.

Den er også med næsten i levende live, for på de film, der beretter om livet om bord, lister den sig rundt.

Her er en ung skibsdreng ved at lære at splejse reb, og skibskatten lytter med.

Den ser ud til at være et lidt langhåret eksemplar af racen. Måske er den kommet om bord i Norge eller Amerika?

Egentlig havde vi forestillet os, at vi ville indtage en sen frokost i Thorsminde, men enten var der kun borde udendørs, og det syntes vi var rigelig køligt, eller også lugtede der for meget af friture, så vi kørte til Hvide Sande i stedet og spiste på Under Broen, som vi kender fra tidligere, og det var helt tilfredsstillende.

Vi nåede også lige omkring kaffen, isen og kagerne i Vestkystens Gårdbutik, men så var det lukketid de fleste steder. Allerede kl. 17 - lidt tidligt i den absolutte højsæson, syntes vi. Men ellers en dejlig dag i godt selskab.

søndag den 8. juli 2018

Ugens træ - uge 27


Ugens træ er et abetræ. Efter min mening mere særpræget end smukt. Det kunne - måske - være velegnet i en park, men der er nu masser af dem i ganske almindelige haver også. Måske med den bagtanke at gøre de pågældende haver mindre almindelige.

Jeg synes, der er kommet et sjovt billede ud af træet midt i al byggerodet. Forhåbentlig og sandsynligvis er træet helt ligeglad. Det har nemlig stået i det rod i ualmindelig lang tid.

lørdag den 7. juli 2018

Ekstra uglebilleder

Annett har sendt et udvalg af sine uglebilleder, så der kommer lige to ekstra:


Mine egne af denne line-up med Annetts mor og far, Dorthe og vejleder Jonas med hver sin af de fire ældste ugleunger blev ikke brugbare, så det er godt, jeg gerne må bruge Annetts.

Og mig selv som ugleholder kunne jeg naturligvis heller ikke forevige. Det må være en af de mellemstore unger, og er den ikke sød?

I baggrunden ses den lange stige, som Jonas klatrede op ad for at komme op til redekasserne.

Tak for billederne, Annett!

mandag den 2. juli 2018

Anderledes oplevelser

I den forgangne uge har der været flere anderledes oplevelser på mit program.

Fredag aften holdt jeg for eksempel små ugleunger i hænderne. Det har jeg aldrig prøvet før.


Vi var sammen med omkring 25 andre og naturvejleder Jonas fra Varde ude for at se til uglekasser tre forskellige steder med unger i forskellige størrelser.

Det var slørugler, vi besøgte. De er nemlig et meget afslappet "fuglefærd", fik vi fortalt. Forældrene bliver ikke ophidsede over menneskebesøg og heller ikke over lugten af mennesker. Måske har de ikke særlig megen lugtesans, for inde i redekasserne skulle der lugte ganske forfærdeligt.

Vi erfarede ikke selv lugten, for kasserne var placeret meget højt. Vejleder Jonas entrede en lang stige og lempede ungerne ud og ned i en taske, inden han igen kravlede ned ad stigen. Ungerne selv tager det helt cool at blive håndteret af både børn og voksne. De forsøger absolut ikke på nogen måde at flygte, og deres hjerter banker ikke spor hurtigt, som man ellers let kunne forestille sig.

På det øverste billeder ses en af de yngste unger, vi så. Som det ses, sidder den helt roligt, markerer kun en lillebitte smule med en klo. I redekassen med de yngste unger var der tre små dunbolde, dog af noget forskellig størrelse, men det så ud til, at selv den mindste ville overleve.

Jeg stak næsen ned i de bløde dun, og ungerne lugtede af absolut ingenting. De har heller ingen lopper, som fugleunger ellers tit har.

I den næste redekasse var ungerne lidt ældre, og der var hele fem af dem. De var blevet ringmærket ved et tidligere besøg bortset fra den mindste, men den fik sin ring nu.

De var begyndt at miste dunene og få de blivende fjer. De hjerteformede ansigter var nu meget tydelige, og ungerne var begyndt at få svingfjer og havde også små haler, som det ses på billedet herunder.


Det sidste sted, vi var, var der fire næsten flyvefærdige unger i kassen. Deres fjerdragter var næsten fuldt udviklet, og der var næsten ingen dun tilbage. De ville nok flyve fra reden i løbet af en uges tid, og forældrene vil starte endnu et kuld.

Det er Jonas, der står med en af de store unger. Uglen på hans t-shirt er naturligvis ikke en slørugle - den sad et andet sted på maven, men en stor hornugle.

Der var nogle få af turdeltagerne, der så en af de voksne ugler det sidste sted, men ikke mig. Jeg var nu også godt tilfreds med at have set 12 unger og have en del af dem i hænderne.

Lørdag aften var vi til en helt anderledes begivenhed, nemlig til speedway grandprix i Horsens. Heller ikke det har jeg prøvet før.


Det var ikke uventet en larmende affære. "Cyklerne" larmer naturligvis, men ind imellem de var på banen, blev der spillet himmelhøj musik. Hele tiden, ingen pauser med mulighed for at få hvilet ørerne. Faktisk overdøvede musikken også til dels stadionspeakeren, hvilket var noget uhensigtsmæssigt. Heldigvis har jeg altid ørepropper med.

På trods af det dejlige vejr, var det også en noget våd affære. For vinderne: Tai Woffinden på førstepladsen, Artem Laguta som nummer to og Greg Hancock på tredjepladsen, der som sig hør og bør sprøjtede ivrigt med champagnen.

Men også for os, for bag os sad nogle personer, den åbenbart ikke var særligt tørstige, for de væltede utallige glas øl, så det løb ned til os, og jeg blev da også sprøjtet på ryggen som en anden Greg Hancock. Min taske lugter stadig kraftigt af øl, og jeg må nok have den i vaskemaskinen.

Bortset fra det var det rigtig sjovt at være til speedway i den lune sommeraften. Jeg nåede aldrig at få brug for den medbragte jakke.

Jeg var også til 50 års studenterjubilæum i den forløbne uge, og det har jeg i sagens natur heller ikke prøvet før. Samt til fest for en ny student, men det var ikke første gang.

søndag den 1. juli 2018

Ugens træ - uge 26

Halvdelen af året er allerede gået og dermed også halvdelen af ugens træer. Øv, tiden går for stærkt, men det er der jo ikke noget nyt i.


Første halvår afsluttes - som det begyndte - med et kirsebærtræ.

Det hører til en gruppe af kirsebærtræer. der står ved et busstoppested på Viborgvej. Dette eksemplar er ikke det flotteste af træerne, og hvis mit billede ikke lyver, så er det også temmelig skævt, men jeg valgte netop det træ, fordi der står en bænk under det. Det kunne jeg ikke stå for. Måske har de, der i årenes løb har siddet på bænken, lænet sig så kraftigt tilbage, at det har givet træet hældning.


I et par uger har der været frugter på træerne. Nogle af dem har røde bær, andre sorte - eller i hvert fald særdeles mørkerøde.

Jeg undrer mig over, at fuglene ikke har guffet alle bærrene i sig. Måske siger det noget om, at fuglebestanden er gået ned her i landet. I min barndom ville fuglene have ryddet træerne på kort tid.


Jeg har smagt på et af de røde bær, og det var umiskendelig kirsebær. Det smagte godt, lidt som en rigtig god kirsebærvin.


Det sidste billede sætter jeg på, bare fordi jeg godt kan lide det, og fordi jeg synes, man kan se, hvor dejlig skyggen under træerne er. Den sætter jeg stor pris på i denne tid.

søndag den 24. juni 2018

Ugens træ - uge 25

Ugens træ - eller træer denne gang - er en gruppe træer, jeg kigger rigtig meget på. De står nemlig på den ydre ringvej i Århus over for det busstoppested, jeg bruger tiest.


Det drejer sig om nogle store ahorn. Træer i deres bedste alder, forestiller jeg mig. De er flotte hele året.

Bag trægruppen ligger et enkelt parcelhus, og vi hørte tilfældigt - netop ved stoppestedet - at det er blevet solgt, og der skal bygges nyt på grunden. I det hele taget bliver der bygget rigtig meget langs ringvejen i denne tid.

Jeg håber meget, træerne bliver sparet, længere nede ad vejen er en masse træer allerede blevet fældet.

Området har indtil nu været rimelig grønt, og det tager altså mange år for et træ at vokse sig så stort. De kan ikke bare erstattes. Jeg frygter det værste, for jeg har indtryk af, at det udelukkende er pengene, der regerer ved byplanlægningen her i byen i disse år, hvilket tydeligt ses på nogle af de nybyggede områder.

Men indtil videre kan jeg tage bussen og kigge på de imponerende ahorn.

tirsdag den 19. juni 2018

Nyt strikketilbehør

Jeg er begyndt på bestilling at strikke en cardigan til min søster. Det skal være en Hitofude, og garnet skulle være sort bomuld, hør eller silke eller en blanding.

Sidste år på Garnstafetten i Århus var jeg heldig at få noget Setalin - halvt silke, halvt hør - fra BC Garn til en meget rimelig pris. Jeg har lavet strikkeprøve for et godt stykke tid siden, men har så haft andre uopsættelige projekter, men nu er der tid til Ingers cardigan.

Da jeg lavede strikkeprøven, opdagede jeg, at garnet smitter ualmindeligt meget af. Mine hænder blev temmelig sorte efter bare et kort stykke tid, og jeg var bange for, at garnet også ville smitte af på mit tøj.

Jeg har derfor fremstillet et nyt og noget usædvanligt tilbehør: En heldragt. Eller fremstillet og fremstillet - jeg har bare klippet tre huller i et udtjent dynebetræk:


Jeg føler mig lidt som en tjenerinde i et græsk eller romersk tempel, og "dragten" fungerer helt efter hensigten.

søndag den 17. juni 2018

Ugens træ - uge 24


Da jeg så dette træ, regnede jeg med, at det var et haveprydtræ, som jeg ville få svært ved at få identificeret.

Jeg tog fejl. En søgning på "lange rakler" gav resultat, og jeg er ret overbevist om, at træet er en vingevalnød.

Jeg tror ikke, at jeg overhovedet vidste, der var noget, der hed en vingevalnød. Det ved jeg så nu.

Jeg har desuden fundet ud af, at vingevalnød voksede i Danmark i tertiærtiden. Man har nemlig fundet vingevalnød-fossiler i brunkulsforekomsterne i Jylland. Den er da også med i Træer og buske i Danmark, men jeg kunne ikke genkende den på bogens illustrationer, så jeg var nødt til at ty til nettet.


tirsdag den 12. juni 2018

Facitliste - første del

Jeg har været ude at kigge på nogle af de træer, jeg ikke kunne identificere i vinter. Her kommer første del af facitlisten.

Ugens træ i uge 5 viste sig at være en kastanje. Hestekastanje, altså.

Bladet, jeg også havde fotograferet, stammede ikke fra træet på billedet, men fra en ægte kastanje, der vokser lige i nærheden.






I uge 7 havde jeg valgt et nyplantet vejtræ.
Det viste sig at være en ask, og det er de øvrige træer i samme kryds for resten også.

Jeg troede egentlig, ask blev for store til at være villavejstræer, men der er mange af dem her i Åbyhøj.



Træet i uge 10 med den flotte silhuet i sneen er også en ask.








Endnu en flot træsilhuet i uge 11 har jeg identificeret som en
avnbøg. I hvert fald tror jeg, det drejer sig om avnbøg.
Silhuetten var mere spændende uden blade, synes jeg.








Endelig også en præcision:

I uge 2, hvor jeg havde valgt en eg, troede jeg - bedømt på de visne blade -  helt sikkert, at det var den almindelige stilkeg, men det har vist sig at være en rødeg.

Måske er den i virkeligheden lige så almindelig som stilkegen?