mandag den 19. juni 2017

Champagnefarvet koncerteufori

For over et år siden købte vi billetter til vores første koncert i Elbphilharmonien i Hamborg. På programmet: Arnold Schönbergs Gurre-Lieder. Et senromantisk værk for stort orkester, solister og kor fra før Schönberg blev tolvtone-komponist.

Vi havde forberedt os. Læst I.P. Jacobsens digte, som blev sat i musik af Schönberg, på dansk og delvist på tysk, og vi havde hørt et par forskellige indspilninger. Og vi glædede os.

Da jeg printede billetterne ud for et par dage siden, opdagede jeg, at koncerten skulle finde sted kl. 11 og ikke kl. 15, som jeg havde bildt mig ind. Kortvarig panik, men det viste sig, at Deutche Bahn også om søndagen har timekørsel fra Flensborg, så vi skulle bare vældig tidligt op for at komme med afgangen omkring kl. 7.

På vej op til 13. etage
Vi havde fået en pæn mail fra Elbphilharmonien, hvor man anbefalede, at vi var der ikke mindre end tre kvarter før koncerten startede. Det er måske i lidt overdreven god tid, men man bør bestemt ikke komme i sidste øjeblik, for så når man ikke fra indgangen til koncertsalen i tide.

Der er immervæk mange etager, rullende trapper, almindelige trapper, elevatorer. Overalt bemærker man det diskrete maritime præg. Ingen tvivl, det er et både spændende og meget smukt bygningsværk.

Vi var i god tid og nåede både at kigge på Hamborg fra plazaen - udsigtsplatformen, der går hele vejen rundt om bygningen på 8. etage - og at få en kop kaffe på 13. etage, hvor vores indgang var, inden vi fandt vores pladser.

Jeg tror, koncertsalen er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Den er af samme type som DRs, hvor publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, men Hamborgs er champagnefarvet og meget lysere og lettere end DRs rødbrune, der kan virke noget anmasende.


Billedet er taget, inden koncerten startede. Orkestret er ved at stemme. De tomme sæder bag orkestret blev senere fyldt op med koret. Man kan også se orglet. Det indgår som et diskret, men smukt element i salen.

NDR Elbphilharmonien er et stort orkester.  Vi lagde straks mærke til, at der var ikke mindre end fire harper. Der var syv klarinetter, og sådan var det hele vejen igennem. Det giver altså en flot lyd. Der var også et stort kor bestående af to mindre kor på i alt over 100 medlemmer. Det hele blev dirigeret af elegantieren Kent Nagano.

Når der er så stor en lyd fra orkestret, skal der noget særligt til fra solisterne, og vi syntes desværre, at tenoren, der sang Kong Valdemars rolle, var lidt svag. Nogle gange blev han næsten overdøvet af orkestret. Det kan godt ske, det er et generelt problem i Gurre-Lieder, for på i hvert fald den ene af de indspilninger, vi har hørt, er problemet det samme. Det kan også have været akustikken eller indstuderingen.

De øvrige solister var gode. Heldigvis var sopranen, der sang Tove, virkelig god, og mezzosopranen, der sang skovduen, var helt forrygende. En af Toves sange er en af de smukkeste kærlighedssange, man kan forestille sig, og den blev sunget smukt.

Akustikken var ellers generelt god og klar. Jeg ved ikke, om det er akustikkens fortjeneste, eller det var, fordi publikum var meget disciplineret, men man hørte ikke megen hosten. Lige til sidst, hvor hele orkestret og hele koret var i gang, kom der dog nogle svingninger, der ikke burde være der.

Sjovt nok er Gurre-Lieder på programmet i næste sæson i vores egen koncertsal. Det bliver spændende at høre en anden fortolkning i salens ekstremt klare akustik. Man kan nærmest høre hver enkelt instrument i orkestret, til gengæld kan man også høre hver eneste lille lyd fra publikum. Og det århusianske publikum er ikke særlig disciplineret med hensyn til hoste.

Gurre i Elbphilharmonien var en stor, skøn oplevelse, som gav lyst til at høre flere koncerter i Hamborg. Jeg prøvede lige i formiddags at kigge på programmet for den næste koncertsæson, men det kunne jeg godt spare mig, for der er allerede helt udsolgt. Hvis man tror, man lige kan improvisere er koncerttur til Elphi, så må man tro om igen. Der skal planlægning til. Det tager vi til efterretning, og så er vi glade for, at vi kendte vores besøgelsestid sidste sommer.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Heldigt, at du opdagede tidsforskellen!
Jeg noterede mig straks den lyse koncertsal - det har jeg vist aldrig set før, men hvor virker det godt, flot og anderledes.
Er det ikke lidt modigt med en toer efter denne tilsyneladende meget store oplevelse? Men okay, du siger, at der er en rigtig god akustik i Aarhus - det hjælper nok lidt på det.

eKirsten sagde ...

Jo, der er nok en risiko for en skuffelse, men hellere en skuffelse end slet ingenting. Og så er det vores chefdirigent, Marc Soustrot, der står på podiet, og ham har jeg stor tillid til. Jeg tror ikke, han giver sig i kast med noget, han ikke vil gøre godt.