lørdag den 2. juli 2016

Udfordret

Der er så meget, der ikke er korrekt at sige. Man har for eksempel ikke PROBLEMER nu om dage - man er UDFORDRET.

Problem er et negativt ladet ord, udfordret er positivt. Lige indtil det er blevet så fortærsket, at alle udmærket er klar over, at der ikke venter noget som helst godt, når man er udfordret.

Et andet ord i samme stil er ØVELSE. Det er for eksempel en øvelse, når der skal fyres en hel masse medarbejdere. Vel er det ej! En øvelse er, når man øver sig på noget med det formål at blive bedre, den er ikke et færdigt resultat eller produkt, eller hvad der nu er mest relevant at sige i den aktuelle situation.

Jeg hader den slags forsøg på ved omskrivninger at prøve at skjule negative realiterer. Det er irriterende og fjollet, at man ikke må sige tingene, som de er.

Et andet eksempel: Børn er i hvert fald hverken mindre begavede - eller ligefrem dumme - eller adfærdsvanskelige, de er bare fagligt og socialt udfordrede.

Det er nedværdigende, hvis man siger indianer, eskimo og selvfølgelig neger. Lige præcis med hensyn til neger er der en væsentlig grund til ikke at bruge det ord. For folk, der ikke har dansk som modersmål, lyder det som nigger, som givetvis er meget negativt ladet, så det er jeg holdt op med at bruge (jeg har dog ikke fundet ud af, hvad jeg egentlig må sige i stedet for), men for mig er indianer en præcis og bestemt ikke negativt ment betegnelse.

Man skal sige roma i stedet for sigøjner. Jeg er bare bange for, at hvis man havde fordomme med hensyn til sigøjnerne, så har man det også med hensyn til romaerne. Nissen flytter med.

Svenskerne og amerikanerne er de mest politisk korrekte. Vi læste i en avis, at i USA er også dværg et af de forbudte ord. På et tidspunkt mente man, at man i stedet for DVÆRG skulle sige VERTIKALT UDFORDRET. Da jeg læste det, kom jeg altså til at grine.

Så er jeg i hvert fald heller ikke FED. Jeg er HORISONTALT UDFORDRET, er jeg!

Venus fra Willendorf.
Min facon ligner til dels hendes.

5 kommentarer:

Ellen sagde ...

ELSKER den slags indlæg! Tak for det!
Jeg har selv været lidt inde på problematikken (hvad hedder det mon så på nudansk?) nogle gange. Jeg får især røde knopper, når politikere og andre hævder, at "vi har nogle udfordringer, der skal løses ...". Man kan løse et problem. Punktum. Ikke en udfordring.
Du kom i øvrigt med en rigtig god pointe om, at nissen flytter med, så man fjerner ikke problemet. Nårhnej, udfordringen :-D

Rasmine sagde ...

Ellens link har også bragt mig hertil.

Jeg har i lang tid været voldsomt irriteret over det tiltagende antal ting/begrebet, eller hvad det nu kan være, som det ikke er comme il faut at kalde ved deres rette navn.

Som du har jeg det svært med neger - kan faktisk ikke se, hvad der skulle være i vejen med det. Jeg ville i alt fald hellere kaldes neger end sort - uden egentlig at kunne forklare hvorfor ...

eKirsten sagde ...

Jeg nyder også dine sprogindlæg, Ellen. Faktisk har jeg overvejet at oprette en blog, der kun skulle dreje sig om ord og sprog. Det er bare ikke blevet til noget endnu.
Tak for kommentarerne alle tre.

Pia sagde ...

Jeg kom, som de andre, også hertil via Ellens link.
Der næste bliver vel at lollik og andre af den slags betegnelser også bliver forbudte, tænker jeg. Her på øen er vi længe blevet moppet i medierne, hvis man ikke ignorerer os helt ;-)

Anonym sagde ...

I min forståelse er problematik det sammen som problemkompleks = flere problemer, som er forbundet. Men det ser ud som om, ordet lige så ofte bruges i stedet for 'problem', fordi man åbenbart mener, det lyder lidt mere intelligent - og det er det så ikke ...
Elsebeth