tirsdag den 24. maj 2016

Tre dages forkælelse

Jeg har været tre dage helt for mig selv i København. Eller helt for mig selv og helt for mig selv... hele den første dag var jeg da sammen med Lise, der kom med sit tog næsten samtidig med, at jeg kom med mit.

Vi var på en herlig shoppe- og cafétur, fik begge lidt nyt til sommergarderoben og spiste brunch, og senere prøvede vi de gode kager på Taste i Store Kongensgade. Mere kunne vi ikke nå - tiden gik alt for hurtigt!

Jeg overnattede på Cabinn Metro på Amager. Det var billigt (Wake Up var for dyrt for mig denne gang, muligvis var priserne steget på grund af Women Deliver konferencen), men også ret skrabet. Jeg var lidt spændt på hotellet, som er tegnet af Daniel Libeskind, men det er nu kun i det ydre, man bemærker, at der har været en stor arkitekt ind over.

Foto lånt fra Philip Glass' hjemmeside
På andendagen var jeg kulturel. Aftenens koncert med Philip Glass Ensemble i Helsingør var hovedformålet med min miniferie. Jeg kan vældig godt lide Philip Glass' musik, så det var jo en fantastisk chance for at høre manden selv.

Vi hørte Music in 12 Parts fra 1974. Normalt opdeles det i flere koncerter, men dette var den fuldstændige udgave. Spændende musik med de små musikalske figurer, der gentages og gentages og ændres lidt og gentages. Både meditativ og engagerende på samme tid.

Opførelsen fandt sted i en gammel værftshal på Kulturværftet. Spændende sted, jeg kan godt lide sådanne rå industribygninger, men jeg var ikke helt sikker på akustikken. Jeg syntes, lyden løb lidt sammen og blev lidt ulden, men dels ved jeg ikke, om det skulle lyde sådan, dels er jeg jo vant til en ekstremt god akustik fra vores symfoniske sal. Desværre havde jeg glemt kamera. Jeg kunne ellers se mange fine motiver i den hal.

Inden koncerten havde jeg været på Ordrupgaard for at se udstillingen Hjemme hos Hammershøi. Det er en vældig god udstilling, og jeg er meget glad for, at jeg fik den at se.

Somme tider synes jeg, at særudstillinger med en enkelt kunstner kan blive lidt kedelige, men det syntes jeg bestemt ikke i dette tilfælde. Tværtimod syntes jeg denne gang, at de mange billeder fra samme motivkreds satte hinanden i perspektiv.

Som nævnt havde jeg ikke kamera med, så billedet er ikke fra Ordrupgaard, men derimod fra Den Hirschsprungske Samling. Ikke så vildt repræsentativt for Hammershøi, men det er altså ham, der er kunstneren. Og jeg kan godt lide træer.

På min sidste dag i København i denne omgang tog jeg til Designmuseet i Bredgade for at se deres udstilling Learning from Japan (igen en af disse irriterende engelske titler).


Udstillingen var imidlertid meget god. Måske var den japanske indflydelse lidt overdrevet. Jeg tror for eksempel, de danske kunstnere omkring år 1900 godt kunne finde ud af at lade sig inspirere af havet og bølgerne uden nødvendigvis først at skulle inspireres af japansk kunst. Det er dog en mindre detalje, indflydelsen har givetvis været der, og det var sjovt at se mange af tingene fra museets store japanske samling sat sammen med den danske kunsthåndværk.

Jeg fortsatte med kulturen, da jeg kom hjem, for søndag var vi i operabio, hvor vi så Donizettis Roberto Devereux, og det blev en af de bedste operabio-oplevelser i denne sæson. Matthew Polenzanis arier i sidste akt kunne røre en sten til tårer, og vi gik heller ikke ram forbi.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Åh, selvforkælelse er så dejligt, og du har da gjort det godt og grundigt.
Jeg hæftede mig især ved dine ord om, at en enkelt malers udstilling er kedeligt. Jeg synes det er ret interessant at følge vedkommendes udvikling og opsøger hellere den slags udstillinger end de mere overall kunstmuseer. At se en enkelt kunstner er lige som en såkaldt vertikalsmagning for vins vedkommende ;-)

eKirsten sagde ...

Du har ret med hensyn til udstillingerne. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte på, for det er vist kun, når jeg ikke kan lide den pågældende kunstner, at jeg synes, udstillingen er kedelig.