onsdag den 2. marts 2016

Travl februar

Jeg har vist aldrig før haft så få indlæg på bloggen i løbet af en måned som i februar i år. Det er ikke, fordi der ikke er sket noget, jeg har bare ikke haft tid.

I sidste uge var jeg for eksempel.:

  • Til introduktion af en ny udstilling på Aros
  • Til strikkecafé i Garnkisten, hvor jeg lærte en ny måde at slå op på
  • Til naturhistorisk foredrag om megadata
  • Til generalforsamling i vore grundejerforening
  • I operabio, hvor vi så og hørte Puccinis Turandot
  • Til "Store Strikkesøndag" hos Charlotte Tøndering
Plus som altid til tysk og til træning. Det sidste nåede jeg dog vist kun to gange to gange

Udstillingen på Aros er med værker af norske Leonard Rickhard, et indtil nu ukendt navn for mig. Jeg har i øvrigt selve udstillingen til gode. Der er altid så overfyldt i forbindelse med introduktionerne, så jeg venter til senere. Men introduktionen var meget engageret og gav lyst til at se udstillingen, så det når jeg forhåbentlig.

Derimod så jeg en anden udstilling med titlen "A New Dynasty - Created in China". Den var jeg ikke specielt begejstret for. Måske er den rigeligt fodformet og mangler skæve vinkler. Jeg forlod i hvert fald udstillingen med en "Ja, og..."-fornemmelse.

Flittige hænder afprøver farver

De to strikkearrangementer var begge en stor fornøjelse.

Strikkesøndagen var særdeles godt organiseret. Jeg deltog i to workshops, en om patentstrikning ved Katrine Wohllebe og en om farver og farvesammensætninger ved Charlotte Tøndering. Måske lærte jeg ikke vildt meget, men lidt nyt var der, og det var i hvert fald meget fornøjeligt og hyggeligt.

Vi blev også godt beværtet: Det var den nærliggende restaurant Den Rustikke, der stod for forplejningen: Velkomstkaffe, frugt og vand til formiddagens workshop, en lækker frokost på selve restauranten og kaffe og kage (meget lækker karamelkage!!! Den gav bare klistrede fingre, så man skulle rengøres inden videre arbejde i workshoppen) om eftermiddagen.

Jeg kunne godt finde på at deltage i flere strikkesøndage. De naturhistoriske foredrag og strikkecaféerne hos Tine i Garnkisten og operabio er allerede tilbagevendende begivenheder.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Du er sandelig aktiv!
Hvordan oplevede du Katrine Wohllebe?? Jeg har også hørt hende foredrage engang, men hun virkede så sur. Hun kan selvfølgelig bare have haft en dårlig dag.

eKirsten sagde ...

Jeg synes, Katrine Wohllebe var udmærket, og hun virkede ikke sur, så hun har nok haft en dårlig dag, da du hørte hende.