lørdag den 26. september 2015

Krig og fred - og strik

Knitting Peace hedder en forestilling med svenske Cirkus Cirkör. Til festmiddagen på den nyligt overståede Fanø Strikkefestival blev der vist et uddrag af forestillingen, og det var både poetisk, spændende og imponerende.


Cirkus Cirkör stiller spørgsmålet, om man kan strikke fred i en verdensomspændende bevægelse. Sideløbende vil de strikke jorden rundt - over 40000 km. Det vil de gerne have hjælp til. Der er allerede strikket meget - billedet viser et kaffebord: Udelukkende strik og garn og helt i hvidt.

Mens man strikker, er man i hvert fald meget fredelig. Det er vel højst pindene og garnet, man af og til kommer op at slås med. Men ligefrem at strikke sig til fred...nej, jeg tror ikke rigtig på det.

Lidt ironisk var der vist oven i købet lidt strikkefestivalKRIG på Fanø i år.

De andre år, vi har været af sted, har hele øen været involveret. Det var den også i år, men det var ikke den "store" festivals skyld. Den blev nemlig udelukkende afholdt i Nordby, mestendels på Nordby Skole (workshops og udstillinger) og i et kæmpestort telt, hvor alle standene var placeret.

Jeg kan godt se, at det er praktisk for éndags-deltagerne ikke at skulle bevæge sig så langt omkring, men der var nu ikke så megen atmosfære i teltet. Det adskilte sig ikke meget fra de store kreative messer. Desuden blev der lynhurtigt ulideligt varmt og noget beklumret i teltet, når solen stod på.

Heldigvis havde resten af øen: Sønderho, Victorias Palace og Kunstladen lavet deres egne arrangementer, og meget, meget smart havde de sluttet sig sammen om en shuttle-bus, der kørte i fast rutefart mellem de forskellige steder og også havde stop ved Nordby Skole.

Fra den "store" festival blev der temmelig småligt ikke gjort opmærksom på, at der foregik noget andre steder - tværtimod. Jeg opdagede det, fordi min kusine havde videresendt et nyhedsbrev fra Uldfisken i Hornslet. De havde nemlig en lille strikkecafé i et galleri i Sønderho. Annett fandt ud af det via en løbeseddel i turistbureauet. Hvis vi ikke havde opdaget det, ville vi måske have ventet med Sønderho til dagene efter festivalen, og ih, hvor vi ville have ærgret os, når vi så fandt ud af, at vi var gået glip af en hel masse. Men det gjorde vi heldigvis ikke.


Der kommer flere indlæg om vores Fanø-ferie. Jeg må indrømme, jeg har arrangeret stikordene på billedet lidt. Det er i øvrigt Marianne Toft (Frk. Toft keramik), der er ophavskvinde, og vi så keramikken - og fjeren - i butikken Salt i Nordby.

6 kommentarer:

Ellen sagde ...

Fantastisk, det hvide strik, men jeg tror heller ikke på, at man kan strikke sig til fred. Fx er ISIS og lignende nok ret ligeglade ...
Morsomt med Fanøs 'strikkekrig'. Jeg har før hørt, at Christel Seyfart er temmelig dominerende derovre og absolut ikke tåler nogen form for konkurrence. Der var et enkelt år, hvor webstrikfestivallen faldt sammen med hendes på Fanø, og hun var stiktosset. Herregud - vi var måske 40-50 kvinder, så det kunne vel næppe ødelægge noget for hende. Hun bad direkte arrangørerne om ikke at lappe over en anden gang. Det er heller ikke sket, men det er mest fordi mange af deltagerne gerne vil have begge festivaller med.

Den gamle krage sagde ...

Din beskrivelse af "festivalkrigen" minder meget om vores oplevelse af Tønderfestivalen, som også har udviklet sig til en lukket festival med en by på sidelinien.
Vi vælger byens festival, ligesom jeg ville udelukkende ville vælge de de alternative arrangementer på Fanø, hvis jeg skulle forvilde mig derover. Fordi jeg lige nøjagtig ikke ønsker at støtte op om 'dronningen af Fanø' og hendes enevældige tendenser. Hun huer mig slet ikke.

eKirsten sagde ...

Det var faktisk temmelig underholdende med den strikkekrig. Den var det store samtaleemne rundt omkring på øen i ugen efter, men vi hørte nu ikke så meget positivt om den officielle festival.
Jeg har ikke hørt om webstrikfestivalenen før. Mon den stadig eksisterer? Det må jeg have tjekket.

Ellen sagde ...

Den eksisterer skam og foregår i kommende weekend - i Svendborg. Er du medlem af webstrikkerne? Hvis du er og gerne vil med, vil jeg gerne prøve at få dig ind. Det koster 1600 kroner for et enkeltværelse i to nætter samt al forplejning.

ekirsten sagde ...

Tak for hurtigt svar, men jeg har alt optaget i weekenden. Jeg er nu heller ikke medlem af webstrikkerne. Endnu. Jeg googlede lige, og det må vist være Yahoo-gruppen, der hedder Webstrik, ikke?

Ellen sagde ...

Nemlig :-) - du kunne så måske overveje at blive medlem? Vi er en 40-60 stykker, der hygger os ganske gevaldigt og ditto intensivt i en weekend hvert efterår.