Min historie med de små skaldyr går så langt tilbage, at jeg ikke selv kan huske starten - men jeg har fået den fortalt.
Da jeg var 2-3 år, cyklede mine forældre med mig i cykelstolen fra Horsens, hvor vi boede, til Snaptun, og der spiste vi rejer. Friskkogte, så de skulle pilles, og min mor har fortalt, at hun dårligt nok fik nogen selv, fordi jeg spiste dem lige så hurtigt, som hun kunne pille dem.
Derimod kan jeg godt huske, at jeg altid fik en rejemad med, når jeg var på skoleudflugt. Det må have været rejer på dåse, for hverken frosne eller rejer i lage fandtes, så vidt jeg husker, på det tidspunkt. I hvert fald ikke i den landsby, vi var flyttet til. Det var så årets rejemad.
Jeg ved ikke, om den tidlige start med friske rejer har præget mig, men det er i hvert fald fakta, at jeg ikke bryder mig om hverken rejer fra frysedisken eller rejer i lage. Rent ud sagt synes jeg ikke, de er værd at sætte tænderne i. I det stykke er jeg enig med svenskerne, der ikke kunne drømme om at spise de vandede lagerejer eller de lige så triste frosne. Og med Politikens smagepanel, der i lørdagens avis fortalte om deres trængsler under prøvesmagningen. Nogle af de smagte var mindre ringe end andre, men ingen var gode. Til alt held findes der nogle på dåse, som jeg godt kan lide.
 |
| Inde i Feskekörka, Göteborgs appetitlige fiske- og skaldyrs torvehal |
1 kommentar:
Er du vild hvor den Svenske rejemad ser lækker ud, hvornår går næste færge ?
Jeg tror også jeg kunne leve af rejer i en uge !
Jeg mindes 23 dec. ligeså langt tilbage jeg kan huske, den 23. dec blev træet pyntet og så var der en rejemad bagefter(dog langt fra så stor som den svenske) Nå flytte til Sverige pga. den rejemad vil jeg nu ikke, men en uges ferie i nærheden af Skagen må jeg stile efter (okay den ene dag vil nok blive i Sæby på Franks ! Deres frokost som I anbefalede er nu også super)
At bloggen "sommetider" handler om mad gør da ikke noget, vi skal da have noget at spise hverdag for at overleve!
Send en kommentar