tirsdag den 13. august 2013

Jeg har vundet

Somme tider deltager jeg i blog-konkurrencer om give-aways. I sommer har jeg været heldig. Ikke bare én, men to gange.

En af de blogs, jeg følger, er Anne au Chocolat's. En bogstaveligt talt meget lækker blog, som jeg "tørlæser", for jeg er nødt til at afholde mig fra de mængder af chokolade, kager, søde sager, som der bliver bragt opskrifter på, hvis jeg ikke skal få Michelinmand-facon. Desværre!

Men konkurrencerne kan jeg deltage i. I den seneste kunne man vinde lækkert finsk design fra Iittala - og det gjorde jeg. Jeg kunne selv vælge mellem forskellige designs - det tog laaaaang tid!
I morges meget tidligt kom fragtmanden med en stor pakke med to skåle og to krus.


Skålene er allerede blevet udnævnt til salatskåle. Vi havde snakket om, at vi godt kunne spise vores salater af noget lidt mere eksklusivt end de plastbokse, vi plejer at bruge, men havde ikke nået at investere i noget endnu, da jeg fik at vide, at jeg havde vundet. Sjovt nok er der nøjagtig samme rumindhold i de nye skåle som i den gamle bokse. Jeg tror bestemt, salaten kommer til at smage endnu bedre nu.

Den anden give-away jeg vandt var på Nikisgarage, hvor jeg var så heldig at vinde to gamle, morsomme håndarbejdsbøger.

Brikvævning har jeg praktiseret, og jeg har mine brikker endnu. Det kunne jeg godt finde på at tage op igen. I den anden bog beskrives bl.a. sprang, som jeg også har forsøgt mig med, dog uden større held.

Nikisgarage bebos af "Den gamle krage", også kendt som Ellen. Det er en blog uden bestemt emne - lidt i familie med min. Tit er der nogle rammende og sjove indlæg, som jeg ikke kan lade være med at grine af.

1 kommentar:

Den gamle krage sagde ...

Tak for din søde omtale af min blog.
Du har forresten også selv nogle fine vinklinger, passer godt til min form for hjerne.
kh. Ellen (Nikis "mor")