torsdag den 3. maj 2012

Gæster i haven

Vi har haft uventede gæster i haven. Den første - en blomst - er der faktisk endnu.

Det er en anemone. Gad vidst om den har fornemmet, at jeg godt kan lide anemoner. Problemet er bare, at det umiskendeligt er en GUL anemone, og selv om jeg også godt kan lide gule anemoner, så hører den altså ikke hjemme i vores have. Den har sneget sig under hegnet fra naboen. Sjovt nok synes jeg ikke, jeg kan se nogen gule anemoner i hendes have???

Jeg kan ikke nænne at fjerne den, mens den blomstrer, men når den er afblomstret, så skal den væk.

BullfinchDen anden gæst, som faktisk er to gæster, er det ikke lykkedes mig at fotografere, men heldigvis er der billeder af artsfæller på Flickr. Det er russiske Sergey, der har taget det fine billede.

Et dompap-par har nemlig fundet vej til solsikkekernene i vores foderhus. Det er bare sådan nogle nydelige fugle. "Vores" han ligner præcis denne moskovitiske dompap.

Vi har en del fugle i haven, men der er ikke så mange forskellige arter. Musvitter og blåmejser besøger foderhuset dagligt, og der er selvfølgelig også solsorte, skovspurve og måske også gråspurve. En gang imellem ser jeg også en rødkælk og en gærdesmutte, men så er det vist også sagt. Nej, det er ikke helt rigtigt, for vi får også somme tider besøg af nogle duer, som jeg dog ikke er så begejstret for.

Det er jeg for dompapperne. De er mere end velkomne!

Ingen kommentarer: