lørdag den 10. marts 2012

En fridag

Man kan godt have en fridag, selv om man er på pension, og alle dage i realiteten er fridage. Det lyder som noget sludder, men ikke desto mindre syntes jeg, at jeg havde en fridag i torsdags.

Netop nu er der nemlig VM i skiskydning. Det skal naturligvis følges på TV og allerhelst direkte. Torsdag var der imidlertid hviledag, så der var åbent for andre gøremål HELE dagen. Dorthe havde ferie netop for at kunne følge skiskydningen, så vi kunne begge deltage i fridagsaktiviteterne.

Jeg har haft nogle større - kedelige, men nødvendige - udgifter de sidste par måneder, så vi måtte ikke skeje for meget ud økonomisk. Til alt held havde vi både Downtown-tilbud og gavekort liggende.

De flittige små fisk i gang med Dorthes ene fod
Først var vi til fiskespa hos Jasmin. I en halv time blev vores fødder taget under kærlig behandling af en masse små gara rufa fisk. Det kildede ret meget, når de nippede hård hud under svangen. Fødderne blev faktisk enormt lækre af behandlingen, så det er bestemt noget, jeg vil prøve igen.

Bagefter fik vi frokost på Simply Tea. Eller for at være mere præcis så fik vi deres afternoon tea. Et måltid man godt kan blive mæt af. På billedet mangler vores quiche lorraine, for den havde vi allerede indtaget med stor fornøjelse, da jeg kom i tanke om, at overdådigheden skulle foreviges.

Det var godt altsammen, men jeg er især glad for deres scones. Jeg har prøvet selv at bage scones, men de bliver ikke nær så gode som Simply Tea's.

Teen, vi fik til, var en Oolong, som vi fik anbefalet. Normalt er Oolong ikke en af mine favoritteer, men den var ganske rigtigt god som "mad-te".

Se, det var en rigtig fridag! 

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Det lyder som det rene svir:) Eller også er jeg bare en lille smule misundelig.