søndag den 19. februar 2012

Levende billeder

Det er rart, at jeg har fået mere tid til at gå i biografen. Jeg har allerede været af sted 2 gange, siden jeg tiltrådte stillingen som pensionist/efterlønner.

I går så jeg sammen med Dorthe og en del af hendes familie Den bestøvlede kat. Fin tegnefilm! Det var sjovt at se, hvordan vores helt udviser korrekt katteadfærd som for eksempel at labbe mælken, der bliver serveret på saloonens bardisk, i sig med tungen. Filmen anbefales til børn og katteelskere i alle aldre.

For en uges tid siden så vi Dame, konge, es, spion. Jeg har læst alle John le Carrés Smiley-bøger, og denne er min yndlings, men det var ikke ensbetydende med, at jeg kunne huske handlingen i detaljer. Faktisk var noget af det, jeg troede, jeg kunne huske, forkert, hvis der altså ikke var lavet om på handlingen. Jeg tror snarere, at det er min hukommelse, der svigtede.

Stemningen i filmen var i hvert fald helt, som jeg husker Smiley-bøgerne, og i det hele taget nød jeg filmen meget. Jeg kan godt lide film, hvor det hele ikke bliver skåret ud i pap, men hvor det er tilladt - ja, nærmest nødvendigt - at man tænker selv. At jeg så godt kunne have brug for at se filmen en gang til, fordi jeg ikke altid tænker hurtigt nok, det må jeg tage med.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Hej Kirsten. Der følger da en hel del goder med som efterlønner, eller hvad? Når det passer helten at komme på DVD, så er han et must hjemme i min samling af "børnefilm".
Kærlig hilsen Rie