tirsdag den 7. april 2009

Lille strikkearbejde 1

Januar skulle være sparemåned havde jeg bestemt, så i stedet for at købe nyt garn undersøgte jeg, om jeg havde noget anvendeligt på lager.

Der var faktisk en del garn, desværre ikke ret meget, jeg havde lyst til at strikke af. Men jeg fandt 2 nøgler Ulricks Froelich strømpegarn, 1 pink og 1 orange.

Jeg har strikket masser af sokker i Froelich, som vist desværre ikke findes mere (i hvert fald kun i kedelige farver), og der er ikke nogen af de nye garner, jeg har strikket med, der har været lige så gode. Det var den kvalitet, hvor der fulgte en lille dukke med helt tyndt garn med. Sandsynligvis var det beregnet til stoppegarn, men jeg brugte det altid som forstærkning i hæl og tå - og så blev der ikke brug for stopperiet.

Det var - som jeg også huskede det - en ren fornøjelse at strikke med. Det gik bare alt for hurtigt.

Ingen kommentarer: