lørdag den 21. marts 2009

Glædeligt forårsjævndøgn!

Tænk at dag og nat allerede er lige lange! Selv om det ikke er så flot vejr som de foregående dage, så føles det også stadig som forår, og hvor er det dejligt.

Jeg mærkede en tydelig havekriblen i fingrene i den forgangne uge, og selv om jeg for et par dage siden egentlig var træt efter arbejde, så kriblede det så meget, at jeg måtte ud med hækkesaksen. Til lavendlerne, forstås. I år tror jeg, det blev en passende beskæring og ikke som sidste år, hvor jeg var bange for, at jeg havde skåret for meget af. Jeg har også lavet lidt mere forårsoprydning, så forårsblomsterne ikke er dækket til at sidste års visne stauder.

Der er ikke styr på farverne i vores have om foråret, bl.a. er der erantis i den blå have. Jeg er ikke så vild med erantis og har forsøgt at komme dem til livs, men de er ukuelige, og nu får de lov at brede sig. Jeg er da sådan set også meget glad for dem, når de kommer inden vinteren er slut, men de er altså meget gule!

De små blålilla krokus er jeg derimod meget tilfreds med, og dem er der rigtig mange af. Også nogle stykker i vores mini-græsplane, der - som det tydeligt ses på billedet - trænger til en kærlig hånd. Men det får den ikke, før krokusserne er afblomstret.

Ingen kommentarer: