søndag den 30. november 2008

Doctor Atomic


Så har vi været til sæsonens anden operabio-forestilling, og hvilken forestilling! En ret ny opera, John Adams' Doctor Atomic, der havde premiere i 2005.

Den handler om The Manhattan Project, skabelsen af den første atombombe, og især om J. Robert Oppenheimer = Doctor Atomic, og den foregår de sidste par dage før den første prøvesprængning, der fandt sted midt i juli 1945.

Det blev ikke mindre spændende af, at jeg i mange år har været interesseret i den "historie". Bl.a. har jeg læst bogen "Stærkere end tusind sole" af Robert Jungk, og da jeg læste den, syntes jeg, at den var mere spændende end de fleste krimier.

Operaen var en meget, meget intens oplevelse med Adams' fantastiske musik og libretto (sammensat af brudstykker fra breve og andre dokumenter samt digte - bl.a. et af John Donne) af Peter Sellars. Det er en opera, der handler om noget! Den er uhyggelig og gribende og minsandten også morsom enkelte steder. Slutscenen, hvor man venter på eksplosionen, gav et næsten fysisk ubehag - det var altså stærkt. Gode sangere, der også kan spille teater, i alle roller og et godt kor, hvad kan man ønske sig mere?

1 kommentar:

jensdrejer sagde ...

Det lyder rigtig spændende, selv om jeg nok er mere til de gamle operaer. Jeg har naturligvis hørt om operabio, men jeg har aldrig været til det. Nu slog jeg lige op på deres hjemmeside og jeg blev virkelig forbavset over at der var så mange og spændende forestillinger. Jeg synes det er lidt tidligt at gå til opera klokken 10 om formiddagen. Men jeg tror alligevel at jeg skal prøve det.

PS: du har en meget spændende blog.